Familien Duch |
Peter Duch |
Vietnam |
Moskva |
År 2006 |
Vi var denne gang et større rejseselskab, der tog af sted. Vore 2 voksne børn Kasper og Kristina samt vort plejebarn Patrick var med. Kristinas kæreste Hans sluttede sig til os i Bangkok. Så i alt var vi 6 personer, der skulle drage rundt med rygsæk. Vi havde en mellemlanding i Moskva hvor vi efter ankomsten tog en bus fra lufthavnen og ind i nærmeste forstad, hvor vi skiftede over til metro og kørte ind på den Røde Plads. Vi havde en fantastisk dag i Moskva, vejret var utrolig smukt og meget varmt, så mange badede i springvandene. Vi drev bare rundt i området omkring pladsen og sugede indtryk til os, fik lidt frokost og lagde os i græsset i en af parkerne og drak en kold øl. Efter igen at have travet rundt, spist aftensmad på en af de små restauranter, tog vi så igen den modsatte vej mod lufthavnen for at fortsætte turen mod Bangkok. Det blev dog i sidste øjeblik vi kom tilbage, da vi blev en times tid forsinket, idet bussen vi kørte med fra metrostationen gik i stykker og chaufføren insisterede på selv at reparere den. Han fandt en stor værktøjskasse frem og gik så ellers i gang—og det lykkedes ham at få gang i bussen igen og vi nåede flyet. |
Kremls flotte og karakteristiske løgkubler |
Hver gang vi kommer til Bangkok, kommer vi på en måde hjem. Vi elsker den by og føler os rigtig godt tilpas der. Der er så mange forskellige måder man kan komme rundt i byen på ud over at gå, så er der flodbussen, tog, bus, taxa, tuk-tuk, skytrain og nu også metro. Fast bestandel af vore besøg i Bangkok er bl.a. altid sejltur på klongerne, som er mere end 800 km sejlbare kanaler i Bangkok og omegn. Kasper og Patrick, der aldrig før havde været i Bangkok skulle selvfølgelig ud at se nogle af seværdighederne som Grand Palace ( det gamle kongeslot som stadigvæk bruges repræsentativt) og Wat Po (Thailands største tempelkompleks), mens Kristina, Dorte og jeg gik i Charung Krong Street, hvor der er masser af billige sølvforretninger. Vi var også på besøg hos skrædderen, hvor alle drengene fik taget mål til nyt tøj, skjorter m.v., så det kunne være klar når vi om en måneds tid vendte tilbage til Bangkok.
|
Allerede i taxaen fra lufthavnen til vores beskedne guesthouse, stiftede vi bekendskab med den kaotiske trafik, hvor 3– og 4-hjulede køretøjer af alle mulige slags, konkurrerede med knallerter, motorcykler, og cykler om pladsen. Trafikken var virkelig enorm og tilsyneladende havde haver sine egne trafikregler. Der blev rask væk kørt over for rødt lys, kørt mod ensrettede gader, den korteste vej rundt i rundkørslerne og selv på de store dobbeltsporede boulevarder, så man trods den massive trafik, lastvogne der pludselig bakkede og vendte vognen for at køre mod trafikken. |
På Bangkoks klonger er der livlig trafik og handel. Denne thailænder tilbereder stegte bananer og andre stegte frygter i hendes lille båd og sælger dem til passerende kunder. |
Udsigt fra Ngoc Som Templet der ligger på en lille ø i Hoan Kiem søen, der ligger i hjertet af Hanoi |
Den Røde Plads er omkranset af flotte røde bygninger |
Bangkok |
Thaimad smager pragtfuld og er godt stærkt |
Traditionelt udsmykning over en af Bangkoks gader. |
Efter et par dage i Bangkok tog vi i lufthavnen, hvor vi skulle mødes med Hans og derfra drog vi alle seks videre til Hanoi |
Hanoi |
Hanoi var en spændende by, men det var totalt umulig for os at finde rundt i den centrale bydels gamle og krogede gader og gyder., med gårde og baggårde. Vi havde meget ofte problemer med at finde hjem til vor guesthouse. En aften hvor vi havde været i vanddukketeatret, som lå et kvarters gang fra vor guesthouse, kunne vi under ingen omstændighederne finde hjem, selv om vi bevægede os rund i nabolaget. Til sidst måtte vi opgive og tage en taxa, de sidste ca. 100 meter. Taxachaufføren morede sig kosteligt, dels over at vi ikke kunne finde hjem og dels over at han skulle have 6 voksne personer stoppet ind i sin Fiat 500 størrelse taxa. De første dage i Hanoi travede vi bare rundt og nød byen og fremmedartheden og pegede. Det var lidt af et chok for nogle af os at se i slagterforretningerne, at der lå både ferske og røgede hunde, både parterede eller hele.
|
Denne slagterforretning lå tæt ved vort guesthouse og vareudbuddet lå i vindueskarmen. Der ligger f. eks. en stor grissetunge, så betydningen af at række tungen ud af vinduet fik lige en bogstavelig betydning |
Så er der friske kokosnødder—i massevis |
Vi var selvfølgelig også inde på Ho Chi Minh’s mausoleum, hvor man møder op meget tidligt om morgenen i sit tækkelig tøj og tager sin plads bagerst i den enorme kø, der langsomt bevæger sig op imod og ind i mausoleet, under vagternes skarpe og vågne blikke. Det tog vel et par timer for køen at bevæge sig ind i selve mausoleet og da man ikke måtte tale sammen i køen, var der god tid til at tænke over Vietnams skæbne, den store rolle Onkel Ho havde spillet og alle de lidelser landet og dets befolkning havde gennemgået—og uden at det havde gjort dem bitre og hævngerrige. Værterne i vort guesthouse var utrolig søde og hjælpsomme. Den gamle bedstemor kom gerne hjem fra markedet med dejlig frugt til os og de var også meget hjælpsomme med at få bestilt forskellige billetter til os, bl. a. til Halong bugt. |
Jeg er så glad for min cykel, for den kan bære mange ting. Her er kurvesælgeren på vej til markedet |
Enkelte steder i Hanoi ser man agitationsplakater i bybilledet |
Halong Bugten |
Vi havde bestilt en 2 dags tur, som var en god anbefaling vi havde fået fra guesthouset. Vi fik nogle dejlige udvendige køjer på noget der lignede en ombygget fiskerbåd. |
Udsigt fra åbningen til en klippehule vi besøgte på en af øerne. |
Den første dag vi sejlede var det desværre en smule diset, men det var en utrolig flot sejltur, med små grønne øer, hvorhen man end vendte øjet. Vi undrede os lidt over, hvorledes man egentlig fandt rundt i denne kæmpe labyrint. På en af øerne gik vi i land og klatrede op af en masse trin, der var hugget ind i klipperne. Trinnene endte i en stor klippehule. Jeg havde travet med at tage nogle fotos, så jeg opdagede ikke, at de andre var gået videre gennem en smal gang i den ene ende af hulen. Denne halvskjulte gang havde jeg ikke bemærket, så jeg fik travlt med at komme ned ad trapperne igen, godt nok undrede jeg mig lidt over, hvor de øvrige var blevet af. Da jeg kom tilbage til det sted, hvor vi var sat af vor båd, kunne jeg ikke finde båden. Der lå dog nogle, men jeg syntes ikke de lignede. Panikken var ved at gribe mig—var båden sejlet uden mig? Jeg fik fat i en kaptajn fra en af de andre både—han talte udmærket vietnamesisk, hvilket jeg ikke gjorde, men det lykkedes mig dog at gøre mig forståelig. Han pegede på et andet sted i bugten, hvor jeg kunne se, at der lå turbådene. Han viste mig så, at jeg skulle op i hulen igen og ad den vej kunne jeg komme over til bådene. Så op ad de mange trapper igen, hvor resten af familien vendte på mig, da de havde opdaget at jeg var væk. Under resten af turen holdt jeg mig tæt til familien. Det viste sig, at jeg kun havde set en brøkdel af hulerne, så vi gik gennem hele det imponerende og yderst smukke hulesystem |
En bro forbinder hulesystemet med restaurant og havneområdet. |
Der var masser af lækker mad ombord på Thai Binh Duong |
Vi stiger ombord på det gode skib Thai Binh Duong, der var vort hjem i to dage |
Efter at have sejlet hele dagen ankrede vi op for natten og efter et lækkert aftensmåltid var der mulighed for at svømme eller sejle i kajakker i det spændende område. |
Der er bare dømt afslapning på soldækket. |
På anden dagen i Halong bugten havde vi strålende solskin og vi erobrede soldækket, hvorfra vi kunne nyde det fantastiske view ud over de mange øer og det grønne vand. Herfra tog vi igen til Hanoi og indlogerede os på vort guesthouse igen. |
Sapa |
Vi tog nattoget fra Hanoi til Sapa, der er en bjergby, der ligger helt op ad den kinesiske grænse. Det var en hård 10-timers togtur derop, da toget var propfuld og det var ulideligt varmt, da vi tog af sted og isende koldt ud på natten, da vi kom op i højderne, så det blev ikke til så meget søvn. Ved grænsebyen Lao Cai skiftede vi over til bus og fortsatte af hårnålesving mod Sapa, som vi nåede efter et par timers kørsel. Men mødet med Sapa var bestemt alle strabadserne værd. Det kan være svært at få 4 værelser uden reservation, så derfor havde jeg ringet fra Hanoi og bestilt værelser med udsigt på et lille og forholdsvis billigt hotel. Alt var desværre udsolgt, da vi kom derop, men de lovede at vi ville få værelser til samme pris på det større luksushotel, der lå lige i nærheden. Efter nogen parlamentering på luksushotellet fik vi nogle fantastiske værelse med udsigt over bjergene og ned over dalen og ris terrasserne. |
Udsigt fra vort værelse med bjerge og risterrasser. |
Vi havde nogle fantastiske dage i Sapa. Det er et af de smukkeste steder vi endnu har været. Naturen er smuk med alle de forskellige grønne nuancer, de forskellige bjergstammers karakteristiske og farvestrålende tøj. Vi hyrede en lokal guide en dag til en vandretur i omegnen. Det var en ung mand, der var opvokset i Sapa, men havde været væk nogle år. Han kendte en masse mennesker og mange af de forskellige minoriteter og kunne fortælle rigtig meget om livet i Sapa, om den politiske udvikling i landet, som han ikke umiddelbart fra tilfreds med, da han mente, at styret havde svigtet mange af socialismens idealer. Vi gik en rigtig lang dagstur, hvor vi gik ned gennem dalen langs med floden, over vandløb, gennem rismarkerne. Stoppede op en gang og tog en svømmetur i floden—det var både koldt og en kraftig strøm, men dejlig forfriskende. På nogle afsides skråninger blev der dyrket hashplanter—guiden fortalte at det var forbudt, men man så gennem fingrene med det, da det var bjergstammer, der stod for det til eget forbrug. |
Ung kvinde fra red Zao folket. Mange barberer øjenbryn samt et par centimeter af hårgrænsen væk, men også deres dybrøde hovedbeklædning, er deres kendetegn |
Dorte i samtale med ung Red Zao kvinde på vandreturen |
Tre unge kvinder fra Black H’mong folket. I Sapa er det den overvejende befolkningsdel |
De to hovedgrupper af bjergstammer Red Zao og Black H’mong er meget forskellige i deres samfundsopbygning og kultur, fortalte vor guide os. Hos Black H’mong skal man eje så lidt som muligt—og derfor straks bruge hvad man tjener, for at få en højere status i næste liv. Det er også mændene der bestemmer og de tager tit på jagt flere dage i træk. Kvinderne arbejder og hvad de frembringer og sælger på markedet bruges hurtigt af mændene. Hos Red Zao er det derimod kvinderne, der bestemmer og de er generelt rigere og bor betydeligt bedre, selv om også deres liv er hårdt. Risdyrkning er et meget hårdt og fysisk anstrengende arbejde. |
Okser ses overalt og bruges som trækdyr, især til pløjning inden risplantningen. Uden for oksernes arbejdstid, går de frit omkring på veje og uopdyrkede arealer. |
Vi skulle besøge en familie af Black H’mong folket som guiden kendte. Men mændene var samme dag draget op i skovene på jagt og kvinderne var i rismarkerne, så der var kun den gamle krumbøjede bedstefar hjemme. Hytten som de boede i var i bedste fald et vakkelvornt skur med kun 2 rum. Der var ingen møbler og kun bar jord som gulv. Mens vor guide fortalte om familien og sammens kultur, bredte der sig pludselig en sødlig duft og røg inde fra det andet værelse. Der sad gammelfar med en stor bambuspibe og rød sig en pibe hash. Guiden fortalte bl.a. om stammens begravelsesritualer. Når et stammemedlem var dødt, blev vedkommende hængt op i et træ med hovedet nedad i 3 dage før vedkommende blev begravet. Efter et par år skulle den ældste søn i familien grave liget op, rense knoglerne og derefter tage disse med ud i skoven og endelig begrave dem der. Efter et dødsfald var der begrænsninger på, hvilke dyr man måtte slagte, da den døde kunne tage bolig i op til 7 forskellige dyr, inden genfødslen. |
Der er daglig marked i Sapa, men om lørdagen finder det store marked sted. Her kommer folk langvejs fra for at falbyde deres producerede varer. |
Ved torvet i Sapa var der en lille sportsplads. Her mødes byens ungdom sidst på eftermiddagen og spillede forskellige boldspil. Jeg faldt en dag i snak med en ung Red Zao kvinde på 19 år. Hun havde to børn og hun havde nu 14 dage, hvor arbejdet i rismarkerne ikke var så stort, så hun havde tid til at komme på pladsen. Hun skulle dog hver af disse dage også i skoven for at samle brænde til vinteren. Hun fortalte bl.a. at det var almindeligt at blive gift som 13-14 årig og at det var moderen, der udelukkende bestemte, hvem børnene skulle giftes med. Når hendes egne børn også kom i den alder, var det også hendes pligt at vælge ægtefælde før sine børn. Vi fik os en rigtig god diskussion |
Red Zao kvindernes hoved-beklædning set bagfra |
Her er en gruppe kvinder fra Tay-folket på markedet. Det er især de farvede, ternede hovedbeklædninger man kender dem. |
Vi gik en del ture i Sapa og omegnen. Det er som sagt en meget smuk egn, med floder, store vandfald, ris terrasser, kæmpe bambuslunde o.s.v. Vi var der i juli måned og i et fantastisk vejr. Men de lokale fortalte, at vinteren kunne være kold og utrolig tåget, Temperaturer på omkring nul punktet og en sigtbarhed på ganske få meter. Det var dobbelt så dyrt i fødevarer om vinteren, da man ikke kunne lave andet end at spise, fortalte en. |
Hytte fra Black H’mong stammen |
Udsnit fra det daglige marked i Sapa |
Vi boede øverst oppe i midten med en kæmpe terrasse. |
1.600 km ned gennem Vietnam |
Den sidste aften havde vi drenge været på værtshus i Sapa. Det var nu kun planen at vi skulle have en enkelt drink, da vi skulle meget tidligt af sted næste morgen og starte på vores tur fra det aller nordligste Vietnam til det sydligste i Mekong Deltaet. Men for en gangs skyld endte det med temmelig mange drinks og vi kom først meget sent hjem. Næste morgen havde vi det ikke godt og turen gennem bjergets hårnålesving bekom os heller ikke vel. Så op i det lokale bumletog, der var fyldt af lokale, dejlige vietnamesere, der gæstfri bød os af deres mad, frugt og drikke. En familie med et par børn på 3-4 år havde en masse æg med. Børnene sad og gnavede i æggene og Kasper blev også tilbudt men takkede høfligt nej tak. Han havde set hvad det var for æg. I æggene var der næsten fuld udrugede kyllinger med små dun, og var åbenbart blevet kogt umiddelbart før udklækningen og dem sad børnene og guffede i sig med velbehag. Et par mænd havde 2 store 25 liters dunke med hjemmebrændt sprit med, som de sad op søbede i gennem en gummislange—igen blev Kasper tilbudt at smage de gyldne dråber. Hans var så træt, at han havde lagt sig til at sove under et par bænke på det snavsede gulv, med det resultat at hans hvide skjorte var nærmest kulsort, da han kom op igen. Jeg selv faldt i snak med en Vietnameser som kunne tale tysk, idet hans bedstemor var bådflygtning der var havnet i Hamborg og han havde en gang været på besøg hos hende i 3 måneder og havde der lært sig at tale bedre tysk en jeg kan. Fra Hanoi tog vi nattoget til den gamle kongeby Hue og havde fået en 6 mands sovekupe og ankom tidlig næste morgen. |
3 glade unge piger fra Sapa’s omegn |
På vandretur i Sapa’s omegn. Her forcerer vi en lille kløft over en interimistisk bro |
Hue |
Vor plan var kun at blive i Hue en enkelt dag og tage nattoget videre sydpå til Nha Trang. Men det var umuligt at få togbilletter de næste dage. En mand blev ved at snakke med og fortalte at han havde et busselskab og vi kunne køre videre med hans selskab. Modstræbende fulgte vi med ham over på hans kontor, som lå i en garage og så hans brochurer. Det endte med at vi aftalte med ham, at tage med bussen næste morgen tidligt til Hoi An, hvor vi kunne være sidst på formiddagen og hvor vi så kunne rejse videre fra sent samme aften til Nha Trang. Hans bror havde også et meget fint lille hotel til yderst rimelige priser, som han kørte os hen på og vi indlogerede os. |
Vi gik ud i byen Hue for at se os omkring. Vi mødte nogle rare mænd, som havde cykelrickshaws, og aftalte med dem, at de kunne køre os rundt hele eftermiddagen. Vi startede med at køre til den forbudte by, hvor vi gik ind og beundrede det storslåede bygningsværk, om desværre var meget misligholdt og som også var blevet hårdt ramt af krigen. Mange steder sås der skudhuller og nedslag efter granater. Der var et større renovationsarbejde i gang i den forbudte by, men det er tvivlsomt at hastigheden i renovationen kan holdt takt med nedbrydningen. Det var ret bedrøveligt at se, hvorledes et bygningsværk som i omfang næsten er på størrelse med den forbudte by i Beijing, forvitrer. Efter et par timers besøg i den forbudte by, blev vi cyklet han til huset som Ho Chi Minh havde tilbragt nogle af sine børne– og ungdomsår i og som nu var indrettet til et lille museum. Ho Chi Minh og hans forældre boede i Hue i ca. 10 år, under hans fars embedsperiode på universitetet. I museet er der en række billeder og fotografier samt andre effekter til minde om Onkel Ho.
|
Indgangsparti til kejserpaladset i den forbudte by i Hue |
Patrick bliver her transporterer rundt af en af de 6 rickshaws fører, som vi hyrede. |
Trappeparti fra den forbudte by, som trænger til en kraftig renovation |
Portal i den forbudte by |
Huset hvor Ho Chi Minh tilbragte nogle af sine ungdomsår |
Næste stop på vor tur rundt i Hue var et budistisk tempel En imponerende og flot bygningsværk. Som alle andre steder på jorden er de religiøse bygningsværke store, flotte og velholdte, selv om det omgivende samfund er trist, gråt og fattigt. I Vietnam er religionen dog ikke nær så udbredt som i mange af de øvrige lande i regionen og der var dog heller ikke andre besøgende end os i templet. |
De to drenge ville rigtig gerne med på billedet af den erobrede amerikanske tank |
Vietnamesisk tank, som dog ikke yder samme beskyttelse og effektivitet som de amerikanske, som ses i det lille billede til højre. Det viser dog lidt af den ulige kamp på teknologi, der var i krigen |
Vi besøgte bl.a. også en mindepark med forskellige våbentyper fra begge lejre, som blev brugt under Vietnam-krigen. Det satte endnu en gang tingene i perspektiv at se de to ulige teknologier mod hinanden. Ved afslutningen på vor tur, skulle vi lige forbi en ATM automat for at hæve penge. Uheldigvis var Kasper for langsom til at få fjernet sit Visa kort fra automaten efter han havde hævet penge, så maskinen sagde haps og slugte kortet igen. Det var en maskine uden tilhørende bank og det var sent på eftermiddagen, så alle banker havde lukket. Vore rickshaw fører forhørte sig i de omkringliggende forretninger for om muligt at få hjælp der, men nej. Vi tog nogle billeder af maskinen for at kunne identificere maskinen overfor banken, når vi kunne komme i kontakt med den. Men gode råd var dyre, for vi skulle rejse med bussen meget tidligt næste morgen. Da vi kom tilbage til hotellet, talte vi med personalet og hvad vi kunne gøre, og de berolige os med, at det nok skulle løse sig—de ville sende en af deres personale hen i banken tidligt om morgenen.
|
Denne ATM maskine snuppede Kaspers kreditkort |
Næste morgen kunne vi desværre konstatere, at det ikke var lykkedes personalet at få kortet udleveret. Vi besluttede derfor af de 5 af os, ville tage med bussen som planlagt og tage Kaspers bagage med, og så måtte han så komme efterfølgende, når han fik sit kort udleveret. Jeg ringede til vor ven, der havde busselskabet for at fortælle beslutningen. Han nægtede dog at tro på, at det ikke kunne lade sig gøre at få kortet udleveret, så 2 minutter efter kom han på sin lille motorcykel og fik Kasper bagpå. Vi andre steg op i bussen, der i mellemtiden var ankommet. Vi kørte så gennem byen og samlede forskellige passagerer op. Et sted blev bussen så holdende længe og ventede. Så kom vor ejer af busselskabet susende på sin motorcykel med Kasper—og hans visakort, - herefter kunne bussen så køre videre. Historien var, at ejeren var kørt hen til bankens hovedkontor og gået op til bankdirektøren og havde slået i bordet og fortalt, at hans passager skulle nå et fly, og de bare havde at få fremskaffet kortet. Så var en ansat kørt med dem ud til automaten og Kasper fik sit kort. I mellemtiden havde ejeren af busselskabet kontaktet sin chauffør og aftalt med ham, hvor bussen skulle vente. Denne lille historie er blot et enkelt eksempel på den enorme hjælpsomhed, vi mødte overalt på vor rejse gennem landet. |
Kaspers bukser revnede på turen, så da vi kom forbi en lille systue, smed han resolut bukserne og fik en af de unge piger til at sy dem, under deres store og højlydte morskab |
Aftensmad på en lille restaurant ved Duftenes Flod |
Hoi An |
Vi kørte en utrolig smuk tur langs vandet mod Hoi An. Ved Da Nang gjorde vi holdt en times tid ved en restaurant der lå ud til vandet. Efter at have fået en forfriskning gik vi til stranden. Her lå en af verdens bedste sandstrande, der strakte sig så langt øjet rakte i begge retninger, men totalt øde og uberørt. Ret utroligt, at der ikke var bygget hoteller eller lign. Resten af turen nød vi bare den smukke udsigt. |
Parti fra Den forbudte by |
Her et eksempel på en af amerikanernes fuldtræffere på den forbudte by |
Den smukke uberørt strand ved Da Nang |
Vel ankommet til HoiAn fandt vi en lille restaurant, hvor vi spiste frokost. Vi havde dårlig fået os sat i den hyggelige lukkede går, før et voldsomt regnvejr brød løs og som paddehatte dukkede paraply og regntøjssælgerne op. Så vi blev hver udstyret med farvestrålende regnfrakker. Uvejret varede dog kun et kvarters tid, så strålede solen igen. Hoi An er en smuk gammel by, som er kendt for kunst, pottemageri, skræddere, gallerier og vi gik rundt og nød de mange indtryk og kikkede på markederne. Vi drenge hyrede en af de lokale til en sejltur op ad Thu Bon floden, mens pigerne shoppede. Desværre var floden meget lavvandet på denne tid af året, så ind imellem sad vi fast på en sandrevle. Men en flot tur, med Kaptajn Dan ved roret som talte i et væk. |
Stemningsbillede var det centrale Hoi An. |
Sænkenet på Thu Bon floden |
Kl. 10 aften, efter en rigtig god dag og aften i Hoi An,satte vi os ind i bussen og drog mod vort næste stop—Nha Thrang, hvor vi havde planlagt et længere ophold |
På Thu Bon floden er der tæt trafik f alle typer. På denne del af året er trafikken dog indskrænket til de mindre både, p.g.a. af den lave vandstand |
De 6 hvide europæer i deres 6 forskelligfarvede regnfrakker |
Nha Trang |
Gennem hele Vietnam kan man meget nemt rejse med bus. Der findes bus linjer hvor man kan stå af og på efter behov, og de kører i byerne forbi hotellerne. Her holder de 5-10 minutter, så passagererne kan gå ind og se på lokaliteterne og priserne og bestemme, om de vil bo her eller tage videre med bussen. Vi stod af ved en af de første hoteller, der lå i centrum og i nærheden af stranden. Vi fik nogle rigtig gode værelser med bad til 7 $ pr. nat. Så var der bare dømt afslapning de næste 5-6 dage hvor vi nød stranden og maden, afbrudt af nogle småture i omegnen og i byen. Vi kom hurtigt i snak med forskellige personer, som også opholdt sig på stranden om dagen, der var liggestol udlejeren, kogekonen, tiggerne, kostkortsælgerne o.s.v. Hver dag kom en af de lokale og tilberedte lækker frokost til os, bestående af hummer, langustere, kæmpe krabber o.s.v. Umm, Mums. |
Skaldyr med lime, soja, hvidløg etc. er bare så lækkert |
Alt var frisk og blev tilberedt direkte på stranden, da hun havde hele køkkenet med sig. |
Det var et behageligt driverliv på strandene ved Nha Trang. Sandet var fint og flot og vandet varmt og blåt. Vi lejede nogle små motorcykler en dag og kørte en 15-20 km nordpå, hvor vi tog en lille færge over til Abeøen. Her boede en stor koloni aber, som oprindeligt kun skulle have været der midlertidig, da de var bestilt af Sovjetunionen til en af deres zoologiske haver, men da Sovjetunionen brød sammen, strandede aberne på øen. Der var en lille informationsskranke, hvor man også kunne købe forskellige nødder til aberne. Her skulle man hurtigt sørge for at få sine nødder i sikkerhed. Dorte havde købt nogle poser og var ikke hurtig nok til at få dem samlet, så en af aberne snuppede en af poserne ud af hånden på hende.
|
Kristina og Hans nyder en kold kokosnød |
Abe med unger både i under– og overkøjen |
Nødder var meget populære hos aberne |
Nogle af aberne var som sagt meget frække. Jeg oplevede f. eks. at jeg sad med nogle nødder og nogle frø i hånden. Aben tog forsigtig den ene nød efter den anden, og da der så kun var frø tilbage, blev den sur og bed mig hårdt i fingere, så det blødte. Jeg fik senere at vide at rabies var en almindelig sygdom blandt aber, så jeg var lidt spændt på, om jeg udviklede hundegalskab, men slap dog. |
En dag hyrede vi en båd gennem vor liggestoludlejers bror for at sejle ud og besøge de 3-4 småøer der ligger ud for Nha Trang og for at snorkle. Det var ikke det bedste sted, vi har snorklet, men var dog ok. Der var ikke så mange fisk, men til gengæld var korallerne og vandplanterne meget smukke. Vi var i land på 2-3 af øerne og besøgte også et havlandbrug, hvor man i store bure opdrættede forskellige fiskeracer. |
Bannerfish |
En af småøerne vi besøgte på vor udflugt. |
Der ses mange skæbner som følge af de enorme miljøgifte, amerikanerne hældte ud over befolkningen under krigen. Der ses mange mennesker, der har misdannede eller manglende lemmer, som denne unge mand der er født stort set uden arme og ben. Han kom hver dag på stranden og folk puttede et par sedler i hans brystlomme. Trods hans handicap, havde han to dejlige koner, fortalte nogle af de lokale. |
Under Vietnam-krigen benyttede amerikanerne enorme mængder miljøgifte, bl.a. dioxin, napalm og Agent Orange, som har invalideret over 4 millioner. Her er et af ofrene. |
Havbunden ud for Nha Trang |
Dorte på snorkeldykning |
Ho Chi Minh City |
Vi havde bestilt togbilletter med nattoget til HCMC, men da vi kom til stationen fik vi at vide at toget var 4-6 timer forsinket og kunne så regne ud, at vi først ville være fremme ved målet ved middagstid modsat tidlig morgen som vi havde planlagt. Vi gik så i gang med at forhandle med de forskellige taxachauffører om pris for at køre os de godt 400 km og endte så med en fornuftig pris, der ikke var meget større end prisen for de 6 togbilletter, som vi så fik refunderet. Herefter tog vi så af sted i en stor 10 mands bus og ankom til HCMC tidligt næste morgen. |
Parlamentet |
Vores gode og hyggelige hotel i Ho Chi Minh City |
Umiddelbart ved siden af vort hotel var et stort daglig marked |
Vi var ankommet meget tidligt på morgenen og måtte vente et kvarters tid før de første restauranter åbnede og vi kunne få vor morgen kaffe. På det hotel vi havde valgt, sov de stadigvæk, men vor chauffør fik vækket nogle af de ansatte, så vi kunne komme af med vor bagage. Ho Chi Minh City er en noget pænere by end Hanoi, med flere store parker og grønne områder, men trafikken er om mulig endnu tættere. Alene det at komme over gaden kræver en vis øvelse og kræver meget årvågenhed. En dag jeg stod ved en vej, jeg skulle krydse og ventede på, at der skulle blive et lille hul i trafikken (som aldrig kommer), tog en ældre kone mig i hånden og hjalp mig over gaden. Her går man bare ud mellem alle biler, mens man sørger for at få øjenkontakt med førerne af køretøjerne og så skal man holde en konstant hastighed—ikke stoppe op, men lade køretøjerne manøvrere udenom eller indenom dig. |
Et af de grønne områder i byen. Her i Tran Huan Dao rundkørslen med general Tran Nguyen Han statuen. |
Den første dag tog vi en lang vandretur gennem byen og besøgte bl. a. krigsmuseet, hvor der var udstillet våben af alle typer brugt både af amerikanerne og vietnameserne. Der var også en stor udstilling af børnetegninger, der både beskrev håbet om fred, men også krigens rejsler med f. eks. bombefly, der kastede deres last over befolkningen. Det var et meget interessant og belærende besøg. Om aftenen var vi i det lokale cirkus, der lå lige over for vort hotel. |
Dorte tager sig lige en slapper ved en af søerne |
Billede fra krigsmuseet, der taler for sig selv |
Der var traditionel vietnamesisk cirkus om aftenen. |
Vi tog på udflugt en dag til Cu Chi tunnellerne, der ligger 35 km fra HCMC. Tunnellerne er et massivt underjordisk netværk, der strækker sig over 250 km fra HCMC til den cambodiske grænse. Vietcong gravede tunnellerne under krigen og benyttede dem i deres angreb på amerikanerne. Tunnellernes indgange var så godt kamuflerede at det var faktisk umuligt for amerikanerne at finde og hvis de endelig gjorde det, var amerikanerne for kraftige til at kunne komme frem i dem, da de var byggede til de små og spinkle vietnamesere. Der er bygget nogle modeller af tunnellerne, i størrelse XL, så turister kan kravle sig en tur. Selv om jeg ikke lider af klaustrofobi, var det ikke nogen rar fornemmelse at kravle gennem de smalle gange i totalt mørke og hvor man passerede forskellige sidegange. Ud over gangene var der også depoter, beboelsesrum o.s.v. Guiden viste os også en række forskellige fælder som havde til hensigt at holde amerikanerne væk, og i værste fald dræbe eller lemlæste dem. For dem der havde lyst, var der lejlighed til at skyde med en rigtig Kalashnikov maskinpistol. |
Faldlem. En plade der er den dækket af visne blade og som sådan usynlig. Når der trædes på pladen vipper den og personen falder ned og spiddes på de spidsede pinde i bunden. |
Cu Chi tunnel |
Skydeøvelse med Kalashnikov |
Cao Dai templet er et overflødighedshorn af farver og udsmykninger |
Ca. 90 km fra HCMC ligger Cao Dai templet som vi også besøgte. Det var et fantastisk syn både udenfor og indeni at studere de mange udsmykninger og de besøgende. Mens vi var der, var der cerenomi, hvor et orkester spillede. mens de bedende indtog deres pladser. Caodaismen er en blanding af alle de gamle originale religioner, men blev grundlagt så sent som i 1926. Gud blev skabt ved Big Bang og skabte yin og yang. Man tilbeder ikke kun Gud Fader, men også Moder Buddha. Gud hersker over yang, mens Buddha våger over yin. Der er 9 niveauer, der hver repræsenterer et skridt mod himlen. Hvert niveau i templet har sit eget plateau. For hver niveau er plateauet hævet, således at 9. niveau er placeret både forrets og også højest. I himlen er der 36 niveauer og der er 72 planeter, der huser intelligent liv. Her er nummer et tættest på himlen og nr. 72 tættest på helvede. Jorden er nummer 68. Cao Dai religionen har 2-3 mio. tilhængere i Vietnam |
Klædedragtens farve beskriver hvilket trin af caodaismen den pågældende er på |
Indgangspartiet til templet |
I pavestolen drejer en stor kugle med et kæmpe øje rundt som symbolet på det guddommelig tilsyn med universitetet. |
Vinduesparti i Cao Dai templet. Øje symbolet går igen i mange af templets udsmykninger |
Folk er ved at indtage deres pladser til ceremonien. Kvinderne er alle klædt i hvidt og placeret i templets venstre side. |
Mekon deltaet |
Vi havde bestilt en 2-dags bådtur i Mekong deltaet og sejlede rundt dels på den enorme Mekong flod, hvor man knap kan se fra bred til bred og dels på de mange flodarme, som floden deler sig i. Vi gik i land forskellige steder og besøgte nogle af de landsbyer, der ligger i deltaet. Et sted havde man specialiseret sig i honningproduktion og lavede bl.a. også en sød, men velsmagende spiritus af honningen. Landsbyen hold bier, som var små og utrolig fredelige. Guiden demonstrerede det ved at tage en bitavle op, uden først at bedøve bierne. Jeg skulle selvfølgelig også prøve at holde tavlen, og fik heller ikke et eneste bistik, men det var til stor gysen fra Dorte og Kristina, der begge er paniske overfor hvepse og bier. I en anden landsby var det bananer man forarbejdede. Det var igen sød spiritus og så velsmagende banankarameller som man lavede. Vi fulgte med i produktionen, hvor alt foregik helt manuelt, fra bananerne blev kogt ind, til massen blev æltet, tørret og derefter omhyggeligt blev skåret i terninger med en skarp kniv for derefter at blive pakket ind. I landsbyen var der også unge kvinder der sad og vævede tæpper og udenfor en hytte sad en ældre kvinde i støvet og parteret en gris med hjælp af 3-4 børn. Overalt stod der enorm store krukker, som blev brugt til opsamling af regnvand, da det ikke var muligt at bruge grundvandet, der var ret saltholdigt. Over mange af de små sidefloder, var der bygget interimistiske broer, oftest i form af en tynd træstamme til at gå på og så en lidt tyndere til at holde fast i. Broerne var anbragt oppe i 2-3 meters højde, for ikke at blokere for deres flodtrafik. |
Bierne på denne ø var meget fredelige og også beboernes hovedindtægtskilde |
Når vi skulle ind i de mindre floder, skifte vi over til de lokales småbåde, hvor vi så blevet staget rundt i sumpene og var meget tæt på naturen. Dorte sidder her og nyder at lade sig transportere rundt |
Kristina kommer her tilbage fra den lille grænsestation mellem Vietnam og Cambodia |
Det var også spændende at se landskabet, landskabet, befolkningen og livet omkring floden. Man badede i floden, vaskede sig og sit tøj og gerne sammen med vandbøflerne, der lå så kun mulen stak op af det grønbrune vand. Jævnligt gjorde vi holdt ved en landsby og studerede livet der og handlede lidt med de produkter de falbød. I deltaet er vandvejen oftest den eneste måde at komme frem på, så floden er utrolig vigtig for beboerne. Sidst på anden dagen nåede vi den lille grænsestation ved Vinh Xuong, hvor vi gik i land for at få vor pas og visa klaret, hvorefter vi fortsatte med båden mod Phnom Penh. |