Familien Duch

Peter Duch

Mellemamerika

Bahamas

År 2018

Miami igen

Cayman Island

Onsdag lagde vi til i Freeport på en af de nordligste af Bahamas's 700 øer. Da øen ikke er særlig spændende og da vi havde været på Bahamas før,  valgte vi at blive på båden det meste af dagen. Mange af de øvrige passagerer tog til stranden, så vi havde næsten hele båden for os selv.  Vi havde jo også endnu 5 uger med strand foran os.

Sidst på eftermiddagen gik vi dog i land,  da det var blevet knap så varmt. Der var en del boder med lokalt kunsthåndværk, som vi besøgte. Vi skulle da også lige på værtshus og smage den lokale øl.

Velkomstskilt til Freeport

Øen har kun stranden og nogle mindre byer med shoppingmuligheder at byde på, men bruges meget af krydstogtskibe, da det ligger tæt på USA og de kan lægge til meget billigt her. Der findes dog også nogle meget fine strande. Kajpladsen er i et container- og fabriksområde og meget lidt attraktivt. Der ligger en række store olietanke og cementsiloer samt store bjerge af sand og andre materialer til cementproduktion.
.

Dorte smager her på en af de lokale Sands øl.

Freeport havn set fra krydstogtskibet

Udsigt til souvenirboderne i havnen

Et containerskib forlader havnen og passerer tæt forbi os

Denne sjove barstol giver mig en flot bagperron

Aftenen gik med spisning og hygge og Irish Coffee med det ene hold svenskere ,vi plejede at spise sammen med på båden, efterfulgt af aftenens underholdning. Herefter mødte vi det andet hold svenskere, som vi havde set meget lidt til den sidste uges tid. De forsvandt fra vort bord under Panama besøget og var her kun kort under forretten i forgårs. Vi fik en hyggelig snak med dem og de lærte os at danse salsa, så vi var forberedte til Cuba.
Vi fik herefter en afskedsdrink med det første hold svenskere, inden vi gik i kahytten for at pakke og se semifinalen mellem Wosniacki og Mertens i Australien Open, som sendte Wosniacki i finalen

Dorte mellem et par farlige pirater

Sjove barstole på værtshuset

Grand Bahamas

Grand Bahamas er den  nordligste af Bahamas 700 øer og ca 50.000 af øernes indbyggere bor her. Øen er den fjerde største i landet.  Freeport ligger kun 84 km fra Palm Beach i Florida.

Passagererne står tæt og ser på indsejlingen til Freeport

Torsdag var det så tid til afmønstring. Det var organiseret således at den første gruppe gik i land kl 8 og derefter er ny gruppe hver 15 minut. Vi skulle først fra borde kl 11.45. Trods
dette kunne immigrationen slet ikke følge med, så vi måtte vente yderligere 1 time, før vi igen slap ind i United States of Paranoias. Selv om vi 14 dage tidligere havde været gennem den store tur med fotografering og fingeraftryk af alle fingre, gentog dette sig endnu en gang. Jeg ved ikke, hvad de er så bange for. Man kan jo bare bagefter gå ind og købe et fuldautomatisk våben og pløkke en skoleklasse - det forhindrer nok så meget paskontrol ikke. Nå, men folk fik travlt med at få gnasket den mad og frugt i sig, som de diskret havde snuppet med fra morgenbordet. Skraldespandene bugnede bagefter af madpakker. Man må ikke tage så meget som en skive agurk ind i landet.
Vi tog med Shuttle bussen til vort hotel. Vi havde regnet med en eftermiddag ved stranden, men det var overskyet og der blæste kraftigt, så der var en kølig sandstorm på South Beach. I stedet blev det til en lang gåtur til Lincoln Road Mail, som er en lang og smuk udstykket gågade med masser af forretninger og restauranter

Fredag var igen ret blæsende, så det blev en udflugtsdag. Vi havde købt en tur til Everglades. Everglades er USA's 3. største nationalpark og er et stort vådområde i det sydlige Florida. Egentlig er det en meget, meget langsom løbende flod, der er 97 km bred og 160 km lang. Området er også en meget lavvandet sump, hvor der vokser åkander, siv, græsser og lidt træer. Og især det høje, seje græs er der masser af. Det danner ligesom langstrakte øer i området, så der opstår et kanalsystem, med lidt dybere vand, hvor der kan sejles. Everglades kaldes også "River of Grass".

Lincoln Road

Udsmykning på Lincoln Road

Park på Lincoln Road

Boat tailet crackle. Hun

Boat tailet crackle—Bådhalet Grackel på dansk. Han

Everglades

Everglades

Air boat i Everglades

Bussen hentede os ved hotellet og vi kørte en times tid, først gennem hele Miami og dernæst gennem det flade landskab fyldt med kanaler og vådområder. Ved ankomsten til Everglades skiftede vi over til de karakteristiske fladbundede både,  der blev drevet fremad af propeller bagpå, som på en flyvemaskine og lige så larmende, når der blev sat speed på. Der skulle efter sigende være masser af dyr, fugle, insekter, slanger og krybdyr i området. Det var dog ikke så mange vi så, men det var en utrolig flot og spændende tur. På et tidspunkt sejlede skipperen helt ind i græsset og en flok fugle samlede sig. Der var 2 forskellige arter, troede vi, men det var samme art,  der var bare stor forskel på hannen og hunnen, både størrelse og farver. De kendte åbenbart båden og kom for at tigge popkorn, som de elskede og snuppede ud af hånden på os. Det var meget smukke fugle af stærestørrelse, der bar navnet "boat tailed crackle". Vi så masser af ørne og andre rovfugle kredse omkring i luften og enkelte, der sad i træerne og på brinkene.
.

Alligatorerne lå og hvilede sig rundt om på mudderbankerne

På en mudderbanke lå en 4-5 alligatorer og hvilede sig. Skønt vi sejlede tæt på, lå de fuldstændig stille og uberørte. Der skulle være langt over en million alligatorer i området.

Endnu en alligator hviler sig i mudderet

Vi sejlede rundt i godt en times tid, hvorefter vi var til et lille foredrag om alligatorer. En ung kvinde stod i en alligator indhegning med 12-15 alligatorer omkring sig, nogle lå i vandbassiner og andre lå på land og sov tilsyneladende. De var alle pænt store. På et tidspunkt gik hun ud i vandet og udvalgte en alligator og tog fat i dens hale og trak det store dyr op af vandet, slæbte den gennem sandet og satte sig overskrævs på ryggen af den. Alligatoren prøvede at undslippe,  men hun vidste lige, hvorledes hun skulle håndtere den. Hun fortalte og viste hvor alligatorernes bløde punkter var, halsen, kæbekanterne og på nakken. Hun fik dyret til at åbne gabet og hold alligatorens overlæbe fast med sin hage,  slap dyret med begge hænder og slap uskadt fra det. Hun fortalte, at alligatorerne kunne kende forskel på mennesker. Ligeledes fortalte hun, at de var en plage for mange mennesker. Fra Everglades fører en række kanaler ind i f.eks. Miami. Og har en alligator fundet vej op i en pool,  kan den være umulig at komme af med. Bliver den fanget og sat ud igen måske et par hundrede km væk, går der kun kort tid,  så er den tilbage igen. Er den først blevet glad for et sted,  opgiver den det aldrig. På tilbagevejen lagde vi også mærke til, at alle steder hvor de store huse lå ud til en kanal, var haverne hegnet ind.

Efter tilbagekomsten til hotellet tog vi på endnu en sightseeing tur med hop on hop off bussen. Vort mål var egentlig at stå af i Little Havana,  men vi var kommet for sent afsted,  så det kunne ikke nås, inden busserne stoppede. Så det blev kun en tur rundt på Miami Beach og en kort tur til Miami Downtown. Men vi blev dog klar over at Miami var kåret til USA's reneste by og den rigeste og over 1.400 multinationale selskaber havde deres hovedkvarter her.
Her kunne vi så tilføje, at vi nok også havde set 1.400 hjemløse ligge i parkerne, på bænke, i trappeopgange eller direkte på gaden.

Hvilken nat vi fik sidste aften i Miami. Lå og så finalen i Australien Open fra kl halv fire. Fantastisk fight mellem Halep og Wosniacki,  men vi blev afbrudt af brandalarmen lige inden 1. sæt var færdig. På med nødtørftigt tøj, penge og pas og så ud i gården sammen med alle øvrige gæster, der også var mere eller mindre påklædte. Vi kunne hverken se eller lugte røg, høre brandbiler eller andet, der indikerede brand og da de skrigende alarmer og blinkende lygter stoppede efter et lang stykke tid,  vovede vi os tilbage på værelset. Alarmerne gik yderligere 5 gange i løbet af natten med 10-15 minutters mellemrum, men blev dog hurtigt stoppet igen. Vi havde ondt af de stakkels mennesker,  der ikke så tennis og blev vækket hver gang, de lige var faldet i søvn. Men bortset fra det blev det en herlig afslutning på tenniskampen. Stort tillykke til Caroline "miss Sunshine",  som hun kaldes her. Endelig vandt hun sin første Grand Slam.

Endnu en af de flotte bådhalet Grackeler.

Alligatoren  her havde et lumsk smil, da den kikkede på os

De bådhalede Grackeler sad i store flokke i sivene

Sjove alligator som papirholdere

Dorte med en alligator over skulderen

Op med gabet lille alligator

Aligatoren skal holdes på den rigtige måde

Olé!

En af alligatorerne, som pigen frygtløs gik rundt i blandt.

Åkander var der i massevis i Everglades

Om lørdagen fløj vi fra Miami til Cayman Island.
Dejlig flytur med Cayman Airlines, som dog kun tog halvanden time. Vi fik en vild lækker hjemmelavet rumpunch serveret, med masser af forskellige friske frugter og rum i.
I lufthavnen tog vi en taxa til vor lejlighed på Seven Miles Beach. Det var en rigtig fin og veludstyret lejlighed med stor stue, stort soveværelse og køkken, badeværelse og balkon.  Vi havde lejet lejligheden via Airbnb. Tæt på den fedeste strand med kridhvidt sand og lækkert varmt vand.
Stranden er privat med liggestole,  parasoller, grill osv. I modsætning til øvrige private strande her,  har man kun indhegnet den øverste del af stranden med et lille stendige. Så er der også mulighed for at andre kan benytte stranden tættest ved vandet.

Om aftenen var der hygge ved stranden. Nogle grillede og 3 mænd spillede guitar og andre nød en øl eller to.
Cayman Island har et indbyggertal i dag på 61.000. I 1970 boede her kun 10.000, så der er sket en dramatisk stigning. Stigningen har også været stort i antallet af virksomheder.  I dag er der registreret dobbelt så mange selskaber som indbyggere her i skattelyet.  Dette kan ses på mængden af postbokse på posthusene.  Skatten er ikke eksisterende, men det har ikke gjort landet billigt at bo eller opholde sig i. Priserne er høje: pizza Marguerita ca 150 kr,  lille øl ca 50 kr, 1 lille pakke spaghetti 25 kr eller 1 stk.  golden delicius æble 10 kr. Drikkepenge her er lige så udbredt som i USA. Taxa,  busser,  restauranter, udflugter. Ja alle undtagen ekspedienten i forretningen forventer og gør opmærksom på drikkepenge. Restauranterne lægger oftest mellem 15-20% automatisk oven i regningen og opfordrer kunden til at betale mere. Her tillægges dog ikke 2-3 forskellige skatter som i USA, hvor man aldrig på forhånd kunne regne en vares pris ud.

Cayman Island er et område under Storbritannien og er styret af en guvernør,  der er udnævnt af den britiske regering og samarbejder med det lille lokalvalgte parlament.

Seagull Condominiums hvor vi boede. Vor lejlighed lå et par blokke væk.

Strandløve og –løvinde

Seven Miles Beach

Solnedgang over Seven Miles Beach

På vandretur langs stranden

Om søndagen var det et herligt vejr, lige til en strandtur og vandretur langs vandet. Hele stranden var markeret med PRIVAT skilte, selv om der flere steder kun lå et par stykker og solede sig. Et enkelt sted var der bygget en mur ud til vandet, så for at komme forbi, måtte vandvejen bruges. Kun ganske få steder var det muligt at komme fra stranden.

Et af de mange hoteller, der var ved at skyde op langs stranden

Ikke alle steder var det lige nemt at gå langs stranden

Her var der heldigvis lagt nogle flade trædesten, så man kunne forcere pynten.

Mandag morgen tog vi på tur med en lille båd. Turen gik ud i den store lagune. Vi gjorde først holdt ved et rev, hvor vi snorklede. Det var dog ikke det vildeste koralrev, men vi er nok også blevet kræsne med hensyn til snorkling. Bagefter sejlede vi til Stingrey City og det var en oplevelse. Området er et meget lavvandet rev på grænsen mellem lagunen og det åbne hav. Vandet gik os til maven og der var masser af rokker. Store rokker med et vingefang op mod et par meter. Rokkerne var temmelig tamme, idet der hver dag kommer masser af både med turister. Selv om vi også denne dag var mange både i området var det ikke noget problem. Vi havde valgt en båd med et lille passagerantal.

Vi havde også to guider med,  som allerede på båden havde indført os i omgangen med rokkerne,  hvorledes vi skulle holde dem, fodre dem osv. Guiderne greb et par rokker, som vi på skift kunne holde,  ae,  kysse og blive fotograferet med. Selv om der var fotograf med båden,  fik vi en af de andre passagerer til at fotografere os med rokkerne. Vi prøvede også selv at fange rokkerne, men de gled oftest fra os. Dorte fik dog en op på ryggen.

Pilrokker

Rokken her var meget fredelig og virkede overhovedet ikke bange

Eftermiddagen blev brugt afslapning i liggestolene på stranden, indtil sidst på eftermiddagen, hvor vi gik tværs over øen til en nybygget lille by Camana. Alt var totalt nyt og yderst eksklusiv. En blanding af lejligheder, forretninger og restauranter. Byen er bilfri.
.

Selv om rokker ikke har tænder skal man alligevel være forsigtig, når man fodrer dem. Deres gummer er hårde som ben og ru som groft sandpapir.
Man skulle også passe på ikke at træde på de store fisk, som ofte holdt til på bunden. Hvis de blev forskrækkede, kunne de godt vælte en.
Det var virkelig en rigtig god og sjov oplevelse.
Herefter drog vi til en lille halvø Starfish Point,
som mindede om en rigtig øde Bounty ø. Her i det lave vand var der store flotte søstjerner på op mod 30 cm.

Rokken skulle lige have et afskedskys

Udflugtsbåd

Stranden ved Starfish Point

Starfish Point

Vi fangede en rokke

Dorte holder en af de smukke søstjerner

Starfish Point

Endnu en smuk søstjerne

Man kunne tydeligt se,  at byplanlæggere,  landskabs- og indretningsarkitekterne havde haft kronede dage. Meget smukt, men kedelig uden sjæl og hygge og ganske få mennesker

Parti fra marinaen

Der er flotte fliser, skulpturer, blomstrende buske, springvand, fascinerende belysning og en fantastisk promenade ved marinaen, hvor de mange store og dyre motorbåde lå. Selv kanalerne ud gennem mangroven var friserede.

Parti fra Camana

Parti fra Camana

Et af byens springvand

Parti fra Camana

Udsigt til de friserede mangrover

Tirsdag gik  vi en tur langs stranden ind til hovedstaden George Town. Undervejs var det vor plan at snorkle ved et skibsvrag, der ligger tæt ved kysten. Dette opgav vi dog,  da vi kunne se, at vraget var meget nedbrudt, men den vigtigste årsag var dog, at vandet var temmelig urolig og vi skulle gennem et bælte af knivskarpe koraller og klipper på lavt vand - uden badesko.

Vrag af sunken skib

Resterne af det gamle fort Fort George

Bortset fra parlament, rådhus og lidt andre officielle bygninger var hovedstaden lige så død som Vamdrup by night. Vi studerede lidt af byen,  mindesmærket for kvindernes kamp for stemmeret,  som de først opnåede i 1958, mindesmærkerne for sømændene, der havde sejlet på handelsskibe og var på havnen og så de ganske få fiskere, der var tilbage og som var i gang med at flå og sælge dagens fangst.

Vi så også lige forbi posthuset med dens tusindvis af postbokse. De havde været nødt til at udvide med udendørs postkasser, åbenbart fordi de mange virksomheder i skattely, kun har en postboks adresse. Byen er også totalt uden højhuse, som ellers normalt kendetegner et finanscentrum.
Efter rundtur i byen, kaldte stranden på os og vi steg på en offentlig minibus, der satte os af ved vor lejlighed.

På havnen solgte fiskerne deres fangst. Fiskene solgtes flåede.

Blandt disse postbokse findes sandsynligvis en række virksomhedsadresser, for firmaer i skattely

Biblioteket i George Town

Statue til minde om sømænd.

En lystfisker prøver lykken

Cayman Islands parlamentsbygning

Statue til minde om dem, der kæmpede for valgret til kvinderne

Forrige

Onsdag var det igen en rejsedag. Vejret var blevet overskyet, hvilket gjorde afrejsen nemmere. Men vi havde haft nogle dejlige solrige dage her med afslapning og gode oplevelser.
Dagen efter skulle der komme 17.164 krydstogts passagerer til den lille ø, og de fylder godt op,

Vi plejede en taxa udenfor lejligheden og tog til den lille lufthavn. Fik igen den lækre rum punch i flyet på vej mod 4 ugers ophold på Cuba.

Så så vi Grand Cayman ovenfra igen

Camana—den øde by.