Familien Duch

Peter Duch

Ma Hong Song—og turen dertil

Den Gyldne Trekant

Ma Hong Song ligger i det allernordligste og vestligste del af Thailand, meget tæt på den Burmesiske grænse i området kaldet Den Gyldne Trekant. Ikke lige et sted, der er nemt tilgængelig og der var da heller ingen rejsearrangører i Bangkok, vi kunne få billetter hos. De mente alle, at det var et for farligt område at tage til, dels var der jævnligt grænsekampe mellem thailandske og burmesiske grænsevagter og dels var der over 5.000 mennesker der var blevet dræbt i kampen mod narkotika i området. Den Gyldne Trekant har jo været kendt for centrum for opiumsdyrkningen.

Men jeg havde læst en artikel i Illustreret Videnskab om en speciel årlig tilbagevendende begivenhed hos Shan folket og jeg havde inden afrejsen mailet lidt med artiklens forfatter og turistbureauet i Ma Hong Song og fået oplyst hvornår begivenheden fandt sted dette år—så vi ville derop.

 

Vi tog med nattoget til Chang Mai og derefter fandt vi en lokal rutebil, som kørte derop. Der var omkring 10-timers kørsel med rutebilen.

År 2004

Vor bus på vej til Ma Hong Song. Døren stod åben under hele kørslen og var en udmærket erstatning for aircondition. Konduktøren hang for det meste ude på trinbrættet.

Et par kvinder fra Lisu folket, som vi mødte, da bussen gjorde et holdt. Der var lavet et lille marked ved holdepladsen, hvor de falbød deres håndarbejder.

Turen med rutebilen var en oplevelse for sig. Vi fik de sidste 2 billetter, der var til bussen og jeg fik plads på bagsædet med en munk på min venstre side og 3 andre mænd på højre side. Efter at jeg havde fået mig presset ind på pladsen, var jeg totalt fastlåst, da pladsen var utrolig trang. Under mine ben, lå et udstødningssystem til en lastbil, som også skulle med bussen, ligesom der også skulle være plads til et antal rissække.

 

Dorte havde fået en god plads længere fremme i bussen ved siden af en lille pige, der rejste alene. Gennem de første par timers kørslen kom der stadig flere passagerer på bussen. Et sted steg der en flok Akha’er ind. (Akha er et fattigt bjergstamme folk, der stadigvæk har tilladelse til opiumsdyrkning). Familien var meget snavsede og iklædt temmelig laset tøj. Familiens overhoved var en kvinde, og hun havde travlt med at få alle i hendes flok placeret i den overfyldte bus. Hun ville have, at Dorte skulle tage pigen på sædet ved siden af sig op på skødet. Da Dorte ikke ville det, satte hun sig resolut ned på Dortes skød og da det ikke lykkedes Dorte at få hende rystet af, måtte hun finde sig i, at have hende  siddende på skødet de næste timer.

Sød og glad Lisu kvinde, der meget gerne ville fotograferes, havde sin lille bod ved et busstoppested.

Munkene i deres safrangule klæder ser man overalt. Her venter de også på bussen.

Jeg sad som sagt fastklemt ved siden af den ældre, kraftige munk, størstedelen af turen. Jeg havde begået en stor fejl, at rejse i shorts med bare ben. Det var for stor en fristelse for munken, der sad og bredte sig i hjørnet og lod som han sov, mens hans ene hånd hele tiden faldt ned på mit lår. Med besvær fik jeg den hver gang rystet af. Mine arme var klemt fast og det lykkedes først efter et stop, hvor vi var ude af bussen, at få mig placeret, så jeg kunne daske ham over fingrene, når han igen prøvede at ae mig på lårene. Efter  6 timers kørsel tyndede det endelig lidt ud i bussen og jeg kunne sætte mig op til Dorte.

Selve busturen var anstrengende, men var også utrolig spændende. Hele ruten var stort set bjergkørsel gennem junglen, kun afbrudt af små landsbyer, hvor vi gjorde holdt et par gange for at spise, købe lidt frugt og drikkevarer. Vi måtte gennem hele 3 checkpoints, hvor politi og militær kontrollerede bussen og passagerernes papirer. En enkelt havde ikke sine papirer i orden og blev hevet af bussen.

Kvinde fra Lahu folket som vi også mødte på turen op til Ma Hong Song

Traditionel bolig for Shan folket, som bygger deres bolig på pæle.

Bambusen når en betragtelig størrelse her i Ma Hong Song

Poi Sang Long ceremonien

I Buddas fodspor

Vi lejede et lille hus i et guesthouse, som lå meget centralt i byen, ved en lille sø og i et grønt område med palmer og blomstrende træer og buske og meget hyggeligt indrettet. Når vi  slappede lidt af i haven, kom de ansatte ofte med friske, kolde kokusnødder som de høste med deres macheter.

Den første dag var vi på benene meget tidligt, for vi ville opleve så meget af ceremonien som muligt.

Poi Sang Long er en årlig begivenhed i Shan folket og kan sidestilles lidt med vor konfirmation. Ceremonien varer i 3 dage og det er de 7-8 årlige drengebørn, der er i centrum. Det er indledningen til deres 30-dages ophold i munkeklosteret. Dog  er det kun 2. dagen, der er tilgængelig for offentligheden. Den første dag bliver børnene bl.a.  kronraget. 2. dagen er selve ceremonien eller festivalen som de også kalder den og på 3. dagen bliver drengene ført til deres kloster. Vi var med på 2. og 3. dagen.

 

Hesten som bliver trukket i forreste del af processionen bærer byens usynlig skytsånd, som bliver beskyttet mod den brændende sol af parasollen.

2. dagen af ceremonien iklædes de vordende munke det flotteste og farverige tøj i guld– og sølvfarvet tøj. Dette sker i templet og det er  familiemedlemmerne der sørger for dette. De sminkes og de får  blomsterkrone på. Fra solopgang til solnedgang må deres fødder ikke røre jorden, så de bæres dagen igennem af især ældre brødre, fætre og onkler.

Processionen er inddelt i sektioner, afhængig af hvilke gaver familien giver til novicen

Processionen er lang, og den udgøres vel at et par tusinde familiemedlemmer. Der er ca 30 novicer,  og i hver sektion af processionen er der et familiemedlem, der bærer gaverne til novicen frem. Sektionerne er inddelt efter hvilke gaver der gives. I en sektion bestående af en repræsentant for hver af de ca. 30 familier, kan det være ting til personlig hygiejne som vaskefad, tandpasta o. lign. I en anden sektion kan det være klæde, i en tredje er det penge, en fjerde sektion giver ham sandaler, en femte giver tæpper og så fremdeles. Sektionerne med de mindre børn er det hovedsagelig blomster– og lysdekorationer.

 

Denne ældre kvinde har farvet ”puffet” ris i sin kurv. Hun velsigner skytsånden, orkestrene, novicerne etc. ved at kaste risene ud over disse.

I dette afsnit af processionen er gaverne fødevarer som ris, løg, hvidløg m.m.

Mellem de enkelte sektioner i processionen  kommer musikgrupperne. Det  er vel en  10-12 musikgrupper og de spiller den traditionelle tempelmusik med dong—dong—dong på trommer, klokker og gonggong. Men jo længere bagud man kommer i processionen,  tilsvarende skifter musikken også, den bliver betydelig mere livlig. Bagerst i processionen danses der. Storbrødrene eller de familiemedlemmer, der bærer novicerne på deres skuldre danser rundt i takt til musikken.—og allerbagerst danser en ca. 70-årig dame og en omkring 40 årig mand. De ser ud til at være helt i ekstase og danser uafbrudt i de omkring 4 timer processionen varer. Vi havde dem kraftigt mistænkt for at være kraftig påvirket at et eller anden stimulerende.

I denne sektion er det pengegaver. Nogle af disse er fantasifuldt arrangeret, som f. eks. denne  flotte høne og dens pengehale.

Gonggongernes  dong  - dong– dong– er den bærende  musik i processionen forreste del.

Trommerne  sammen med gonggongerne giver en meget monoton mæssen forrest i processionen.

I processionen bæres f. eks. også en stor og flot papirsmodel af et tempel; en ladvogn, der er smukt dekoreret, har et kæmpetårn af farvestrålende silkeruller. Mellem sektionerne kommer også store farvestrålende bannere.

De unge prinser—novicerne—virker selv ret betuttede over den store processionen og deres nye rolle og den tilværelse de træder ind i for den næste måned.

At blive munk har stor betydning for at kunne gøre sig fortjent til et bedre liv, næste gang de genfødes, ifølge den buddhistiske tro.  Buddha var selv prins, inden han gav afkald på al sin rigdom og valgte det asketiske liv. Buddhas egen søn Rahula, der også selv i en alder af syv år, forlod det luksuriøse liv ved hoffet for at følge  sin fars eksempel, er baggrunden for ceremonien omkring det at gå i Buddhas fodspor—og heraf også navnet—prinserne.

Mens det er kvinderne og børnene der bærer gaverne frem i processionen, sørger mændene for at bære udsmykningen rundt. Her er det farvede papirlamper.

De smukt udklædte og sminkede drenge, virker ret betuttede ved deres nye liv

Efter processionen besøges slægtninge og venner.  Novicerne skal stadigvæk bæres rundt og må under ingen omstændigheder betræde den udendørs jord. Sidst på dagen samles alle i templet for at spise sammen. Prinserne bliver madet af forældrene med 12 forskellige retter, der skal styrke hver sin del af kroppen. Det var tidligere 32 retter, da kroppen efter buddhistisk tradition har 32 dele.

 

På 3. dagen om morgenen måtte vi igen tidligt op for at følge de unge prinser og deres familie. Da gik turen igen til templet, hvor børnene nu skal afleveres til munkene for de næste 30 dage. Hver prins  tager plads ud for hver sin munk og får så udleveret den gule novicedragt.

Vi valgte her at forlade templet for at finde en guide, der kunne føre os  ud til de langhalsede og langørede, vi vidste holdt til ikke så langt herfra.  Vi havde dagen  i forvejen spottet et lille sted, der reklamerede med ture i området.

Vi blev aldrig rigtig klar over denne persons rolle i processionen. Han er noget større end de øvrige prinser og så ud til at have en mere fremtrædende rolle, da han har en hest til at bære ham rundt i modsætning til de øvrige, der bæres af familiemedlemmer.

Her ser vi mændene bærende en papirsmodel af et tempel.

Besøg hos de langhalsede

Kvindens tunge lod

Om morgenen kørte vi mod den burmesiske grænse, hvor vi efter at have passeret to militære checkpoint, stoppede 3 km før grænsen. Her var en Red Karen landsby, hvor der også boede nogle fra Padong folket eller long-neck folket samt long-ear folket. Padong folket kommer fra Burma og er for de flestes vedkommende flygtet derfra.

Vi passerede en ældre gangbro på vej ind til de langhalsede. Det gjaldt om at holde tungen lige i munden, p.g.a. broens forfatning. Her er Dorte ved at forcere en lille udfordring, og står tilbage for Indiana Jones

En af de langørerede. Ørerne bliver lange ved at de hænger tunge ringe i ørerne og vægten trækker ørerne ud.

Vi gik omkring i landsbyen og fotograferede og var egentlig lidt beklemt ved situationen, da vi syntes vi var ligesom i zoo. Men beboerne var meget venlige og smilede og ville gerne snakke. De fleste havde en lille bod, hvor de solgte souvenirer eller produkter, de selv fremstillede. Vi købte en del rundt omkring som aflad for at gå rundt og fotografere dem. Hos en 48-årig kvinde, som talte engelsk, sad vi en tid og snakkede. Hun havde været i Thailand i omkring 20 år og var også oprindelig kommet fra Burma sammen med 3 andre langhalsede og havde grundlagt landsbyen og nu var de 64 langhalsede kvinder i landsbyen,

Dorte er her inviteret indenfor og er også blevet på vej til at blive optaget os de langhalsede. Hendes hals nåede dog ikke at blive lang nok mens vi var der, men Dorte sagde, at ringene var virkelig tunge., til trods for, at hun ikke bar så mange som de lokale

Unge piger helt ned til 4-års alderen startede med den første ring om halsen. Efterhånden som pigerne voksede, fik de flere ringe om halsen, indtil de som voksne bar ringe på op til 25 kg. vægt. I landsbyen er der kun én kvinde, der beherskede kunsten med at bearbejde ringene, ligesom det også var hende der satte nye ringe på, når f. eks. en ung kvinde havde fået plads til endnu en ring. Såfremt en kvinde skulle på sygehuset, var det også hende, der fjernede ringene inden. Kvinderne beholdt dog ringene på, når de døde og blev begravet med disse.

Ringene blev oprindeligt brugt til at forhindre, at børnene giftede sig uden for deres egen stamme, men desuden var det blevet en god turistindtægt, hvorfor forældrene ( og især mændene) holdt skikken i hævd. Der var da også en del mindre piger i landsbyen, der bar ringe, om end der også var en del uden.

Ung Padong kvinde ved sin håndvæv

Ved siden af den 48– årige kvindes hus, sad alle voksne mænd forsamlet til rådslagning over hvad landsbyens penge skulle bruges til det næste år. Det var landsbyrådet. Det lod til at de hyggede sig, fik et par øl under mødet og lod ellers kvinderne om at tjene pengene.

Vi gik videre rundt i landsbyen. Kvinderne ville meget gerne have at, vi satte os og snakkede lidt med dem, da det også var spændende for dem at tale med udlændinge. Vi sad en stund og snakkede med en ung kvinde, som vævede på sin håndvæv og viste os lidt af kunsten.

En ung Pedong kvinde fra landsbyen.

Kvinden her var med til at stifte landsbyen, da hun for 20 år siden flygtede fra Burma

Endnu en af de 64 langhalsede kvinder i landsbyen.

Rundt i Ma Hong Song

Fordele ved at være samme sted i længere tid

Den uges tid ved boede i Ma Hong Song fik vi en række gode oplevelser, sammen med mange af de lokale. Selv om Ma Hong Song er provinshovedstad er det en forholdsvis lille by med under 8.000 indbyggere og man er ikke overrendt af turister og er derfor meget åben og nysgerrig og vil gerne snakke.

Ved den lille sø hvor vi boede, holdt der 3 piger til fra Lisu-folket. Dem snakkede vi med hver dag. De sad i en lille pavillon ved søen og falbød deres og deres landsbys produkter, samtidig med at de ikke spildte tiden, men sad og syede. Pigerne gik hjemmefra deres landsby tidligt om morgenen og vandrede 4 timer for at komme til Ma Hong Song, hvor de falbød de hjemmevævede tasker, huer, forklæder etc. De bar deres varer i en bylt på ryggen eller på hovedet og bredte så varerne ud foran sig, når de kom frem. Her sad de hele dagen indtil aften, hvor de samlede deres bylter igen og gik de 4 timer hjem igen.

Dorte havde fødselsdag på turen, og den kvinde vi havde hyret som stifunder, havde bestilt en buket roser, som kom med fly fra Chang Mai.

2 Lisu kvinder i gang med at sy de hjemmevævede produkter sammen.

Efterhånden kom vi til at kende mange mennesker i byen. Dagen efter at Dorte havde båret en buket blomster hjem, kom flere og spurgte: ”Jeg så i kom med blomster i går, hvad var der sket”. Vi fik også en yndlingsrestaurant, hvor vi var 3-4 aftener og fik en super betjening. Vi havde bl.a .en flaske thai whisky stående der, som vi gerne fik et– eller to glas af til aftenkaffen. Whisky køber man der i flasker og ikke et glas. Der var et værtshus med levende musik hver aften, hvor vi gerne kikkede indenfor, hørte lidt musik og fik et par drinks. Jeg hjalp lidt i baren, da pigen ikke kunne læse de latinske bogstaver og ikke kunne kende forskel på rom, vodka eller gin. Men hun kunne presse appelsiner til juice med de bare hænder.

Trods 8 måneder inde i graviteten gik kvinden her de 8 timer daglig til og fra Ma Hong Song.

Bananpalmens farvestrålende blomster

Lisu kvinde som vi fik daglige snakke med.

På trekking tur i omegnen

Fordele ved at være samme sted i længere tid

Vor hyrede guide Chankam var gravid i 8. måned, men ville absolut med os på trekkingturen—hun elskede junglen. Hendes mand kørte os og deres 10-årige søn var med for at passe på hende. Vi blev kørt ud i nærheden af en flod, hvor Chankam betalte nogle sandgravere nogle håndører for at sejle os over floden i deres smalle spinkle både. Herefter var det jungle. Chankam kendte området rigtig godt. Hendes mands familie boede rundt i området. Kort efter vi var kommet ind i junglen fandt vi en slangeham. Chankam er fra Shan folket og er som de fleste meget overtroisk. Hun gemte slangehammen i sin taske. Den skulle hun bruge til fødslen, så skulle den afkoges og afkoget skulle drikkes, hvilket ville dels gøre fødslen lettere og dels beskytte mod onde ånder. Hun havde godt nok i forvejen ën slangeham, fra den slange, der var flyttet ind under deres hytte, hvor de boede. Helt begejstret for denne slange var hun dog ikke, da den var ret giftig, men på den anden side betød slangen lykke og den måtte man jo ikke jage væk.

Shankam lave en ldejlig skyggende hat til mig af teaktræets blade.

Vi blev færget over floden i denne udhulede træstamme.

Orkideerne vokser vildt i junglen

Området lå for det meste hen som jungle, men hist og her var der små ryddede arealer med især bananpalmer. Efter en halv times vandring kom vi til det første hus—et lille landbrug. Huset var som de fleste bygget på pæle. Under huset sad familien i skyggen og ordnede teaktræsblade. Disse blev tørret og syet på bambuspinde og bruges til tagdækning. Et teaktræsblad tag bruges overalt og holder omkring 3 år. Chankam fortalte, at dette arbejde var mest beregnet for børn og som barn kunne hun tjene nogle få ører ved at indsamle disse blade og producere ”tagplader”.

Under det næste hus vi nåede efter nogen tid, sad familien og ordnede hvidløg. Familien bestod af et ældre ægtepar og Chankam fortalte at hun besøgte dem en gang om måneden og hjalp dem bl.a. med at skrive. Vi blev inviteret med op i huset, der bestod af et stort rum samt et par mindre. Her skulle Chankam bede sammen med den ældre kvinde. Hele det religiøse ritual med knælen, mærkelige fagter o.s.v. tog vel omkring en halv times tid, hvorefter vi fortsatte.

Uden for huset løb en lille bæk, hvortil folk lagde deres vej forbi, når de skulle på arbejde i junglen. Her lå der en stor sten, så de kunne slibe deres macheter, der jo er uvurderlig, når man går i junglen. Der var ca, en måneds tid til regntiden, så der var meget tørt og floderne var tørret ud mange steder. Vi så også nogle af junglens beboere stå og grave i en udtørret flod for at kunne vride lidt vand ud af den.

Herefter blev junglen mere ubeboet og tilgroet. Det gik nu op og ned af små ofte usynlige stier, op ad bjerge og klipper, med klatring og ned igen gennem slugter fyldt med visne blade, hvor benene havde tendens til at løbe deres egne veje i det løse løv. Efter endnu en 3-timers vandring kom vi til en flod, hvor der kunne bades og tørsten kunne slukkes. Vore feltflasker var næsten tomme, så trods det lidt grumsede flodvand, smagte det godt.

På denne årstid , hvor var floden så lavvandet, blev den visse steder brugt som almindelig færdselsvej, når folkene fra junglen var på vandring. Man gik simpelthen i floden. Lidt skræmmende, da man kunne se for sig, hvorledes den brusende og frådende flod ville kæmpe sig vej gennem junglen i regntiden.

Ude midt i floden lå en stor flad klippeblok, der slog vi lejr. Chankam havde medbragt frokost, som hun selv havde lavet, pakket ind i små pakker af bananblade. De små pakker blev pakket ud på klippen og bestod af ris, bambusskud, kogte æg, syltede bønner m.m. Dejlig at sidder der midt i floden og lytte til det klukkende vand, høre junglens lyde og spise lækker frokost. Pludselig kom en elefant vandrende ude midt i floden med kurs mod os—og lidt efter endnu en. Vi var lidt betænkelige, ganske vidst så de meget fredelige ud, men var de blevet lokket af vor dejlige mad?. Heldigvis gik de op på bredden lidt foran, hvor vi sad og passerede os, inden de igen gik ned i floden.

 

Chankam kunne berette, at det var tamme elefanter fra en nærliggende Red Karen landsby, der havde fået fri for arbejde og var nu ude i junglen for at få noget at spise, inden de igen skulle på arbejde.

Ved indgangen til Karen landsbyen, som vi nåede nogen tid senere, var der en stor stabel sten, som i en pyramide. Chankam forklarede at det var vigtigt at vi fandt endnu en sten og placerede øverst oppe på pyramiden—ellers betød det ulykke for landsbyen, så det gjorde vi selvfølgelig.

Der var også et træ  med en masse tasker, net og kurve i. Dette blev brugt til at fange småfugle i. Når fuglene var fanget, skulle de igen slippes løs. Det betyder nemlig lykke, når man giver en fugl friheden

Chamkam ved sin families hytte.

Mor og søn har fået fri fra arbejde og skal nu have deres frokost

Moren skulle lige have gnubbet ryggen og var tæt ved at vælte træet ud for os.

I træet fanges småfuglene for at man igen kan slippe dem fri—og få lykke.

Bambus er et fantastisk anvendeligt materiale. Med sin machete huggede Chankam et krus og en ske til os.

Efter 8 times vandring i junglen var det dejligt at slappe lidt af i landsbyen, hvor der også var en lille købmandshandel. Vi så på de forskellige, der kom og handlede, mens vi nød lidt koldt at drikke. Én kom og købte et par cigaretter og en cigar, èn skulle have en pose æg. Mange af de unge mænd var ofte malet på kinderne og i panden med hvidt kridt.

Uden for landsbyen holdt Chankams mand med sin bil og vi kørte videre nordpå. Det gik op og op gennem hårnålesving og bilens trækkræfter var ikke de bedste på de hårde stigninger. Vi stoppede 1 km før den burmesiske grænse, Her fik vi en bambushytte med tag af teaktræsblade til overnatning, og hvor der var en seng med madras samt et stå WC. Der var ingen rindende vand eller elektricitet, men en spand vand til skylning efter toiletbesøg.

 

Der dyrkes kaffe til eget forbrug

Vores lille hjem på campingpladsen

Jeg fik et tilbud  fra værten om at komme med soldaterne, der holdt til på bjergkammen på selve grænsen, men  afslog dog. Han havde også fortalt, at der jævnligt foregik skudvekslinger deroppe. Så vi nøjedes med at kikke på bjergene ind i Burma, som vi kunne se derfra. I stedet tog vi  en svømmetur i den opdæmmede, kunstige sø.

Mørket faldt på og det var bare mørkt. Landsbyen havde dog fået elektricitet 2 år tidligere, men den var meget sparsom og ustabilt. Der var ca. 10 hytter på ”campingpladsen”. Maden blev lavet i ejerens køkken, hvor der var den eneste belysning—en 10 vats pære. 

Det blev ikke til meget søvn den nat. Hanerne galede, hundene gøede, junglens lyde var lige omkring os, så fra 3-tiden var der ikke megen søvn. Så snart lyset brød frem stod vi op og kikkede på omgivelserne, det var utrolig smukke. Det var et landbrug som ejeren havde overtaget for omkring 10 år siden. Ejeren kunne lidt engelsk og viste stolt frem. Han forklarede og viste at han havde en lang række forskellige planter og træer. De dyrkede bl.a. kaffe og te til eget forbrug. Hytterne var det sidste tiltag, men dog uden større succes, da der sjældent kom turister i dette øde yderområde.

 

Ejeren fortalte også at området tidligere var meget berømt for sin opiumsproduktion, men det var forbudt nu og der kun var meget få bjergstammer tilbage, der havde tilladelse til at producere dette—og kun til eget og medicinsk brug. Han fortalte også at militæret og politiet slog meget hårdhændet til. Militærhelikoptere slog til flere gange årligt og dukkede pludselig op for inspektioner.

For at kompensere for at opgive opiumsproduktionen var der iværksat en række projekter, bl.a. den kunstige sø (fiskeri og el) og  indlæggelse af vand og el. Dronningen var projektor for det,

 

Efter morgenmaden og den hjemmedyrkede kaffe drog vi videre. Vi var ude at se på nogle af de projekter, som skulle kompensere for den manglende opiumsproduktion. En yngre kvinde og hendes 8-årige datter tog med på den videre færd. Vi kørte gennem det frodige landbrugsområde, der lå i bjerg dalene. Der blev på denne årstid dyrket kål i massevis samt hvidløg. Det var for tidligt for risen, kun hvor man havde vandingskanaler, dyrkedes den, andre steder måtte de vente på regntiden. Al arbejde blev lavet manuelt—ingen maskiner overhovedet. Op til regntiden, hvor markerne skulle pløjes hentede man okserne ind fra junglen, hvor de ellers gik frie omkring.

Teen dyrkes på bjergskråningerne.  Det er Mhong folket, der har fået teplanter fløjet ind fra Taivan, der dyrker den. Teplukkere i snesevis er i gang, hvilket kan være svært at se på billedet

Her plukkes taibær, som bruges til produktion af  nationaldrikken tai whisky. Det er en kvinde fra Meo folket der er i gang-

Traditionel hus fra Meo folket. Meo bygger ikke huse på pæle. Denne konstruktion her er dog ikke specielt god til at beskytte mod de onde ånder. Der skal helst være nedadhængende, spydslignende brædder i gavlene eller spidse pæle om palisader rundt omkring huset.

Meo folket holder grise. Grisesoen får et langt reb om maven og bindes til en gren på træet, mens dens smågrise kan løbe frit omkring

På vore lange ture med Chankam lærte i utrolig meget om shan folkets traditioner, tro, hvorledes man beværter risånden og andre ånder. Hun var en meget spændende fortæller og der var ikke mange emner, der var tabubelagte. Vi var på besøg i en Meo landsby og en Mhong landsby. Selv om de lå med få kilomerters mellemrum, var de meget forskellige. Mhong folket kom til området efter den kinesiske revolution i 1949, hvor de var støtter til Shang Kai Check styret og måtte flygte, da han blev slået og trak sig tilbage til Taiwan.

Traditionel hus fra Mhong folket. Mhong huse er enten bygget af rafter eller oftest er det som her lerklinede huse. Mhong folket lever en isoleret tilværelse og blander sig ikke og gifter sig ikke med andre folk. Som nogle af de eneste folk, holder Mhong heste, både til ridning og som trækdyr.

Vi var også på besøg i et forsøgslandbrug, som dronningen var projektor for. Her prøvede man at udvikle nye afgrøder til kompensation for opiumen. Deres yderst eksotiske afgrøder var jordbær og broccoli, samt frøer. Med undtagelse af frøerne, trivedes  de nu ikke særlig godt efter danske forhold. Men vi fik lov at købe nogle af de meget eftertragtede jordbær, som vi gav børnene.

I dette kolosale  kæmpetræ, bor bierne allerøverst oppe.

Dorte står ved træets fod og kikke op

For at få fat i honningen som er i bikuben allerøverst i træet, har man bygget en permanent ”stige”, så man jævnligt kan hente den eftertragtede honning