Familien Duch

Peter Duch

Laos

Malaysia

År 2012

Turen gik via København og Paris til Kuala Lumpur, hvor vi tilbragte et par dage med  ture rundt i byen enten til fods eller via Skytrains. Vi genså en del steder, hvor vi tidligere havde været og brugte lidt tid på shopping m.v. Vi ankom til KL før kl. 6 om morgenen og tog ind til vort hotel i centrum i Bukit Bintang bydelen og fik et lækkert morgenmåltid. Herefter gik vi til fods rundt i nærområdet. Vi kom forbi en fortovsrestaurent, som vi har besøgt en del gange før og satte os og bestilte et par øl. Efter disse var drukket måtte vi have en mere, da det var temmelig varmt. Tjeneren måtte spørge, om det var vores morgenmad, vi var ved at indtage. Vi havde ikke lige tænkt på, at det stadigvæk var morgen, da vi jo havde været oppe længe.

På gaderestaurenterne i Kuala Lumpur fås de lækreste retter.

Udsigt fra vort værelse ud over det centrale Kuala Lumpur

Vi boede på et stille og roligt hotel i centrum af byen. Hotellet var forholdsvis nyt og meget vedligeholdt i forhold til nabolagets bygninger. Det var lidt specielt, at selv om det var i absolut centrum, havde vor nabohus et par køer og kalve samt høns og ænder gående i haven. Vi boede på 2. sal og havde et godt udsigt til det omkringliggende område, da der ikke er mange huse over 2 etager

Vientiane

Efter et par dage i Kuala Lumpur besluttede vi at rejse videre til Laos og efter nogen søgning på nettet fandt vi et par flybilletter til rimelige priser til hovedstaden Vientiane

Fra den ene af vor altaner, kunne vi se naboens dyr—inde midt i hovedstadens centrum

Vi havde også udsigt til dette ventilerede hus, hvor vi kunne følge med i familiens daglige sysler, madlavning, vask, tørring af afgrøder o.s.v. Der boede 6-7 mennesker i huset.

Vientiane ligger kun adskilt fra Thailand af Mekongfloden. På den tid vi var der (februar)  var vandstanden i floden ikke særlig stor. En del mennesker gik og gravede i den blotlagte flodbund, men vi blev aldrig klar over, hvad de gravede efter.

Vientiane er en meget blandet by. Store dele af centrum består af forholdsvis pæne huse,  men der er også en hel del saneringsmodne ejendomme. Så er der en væld af templer. De er som altid imponerende velholdte og udstråler velstand, guld og pragt. Men det er jo et generelt træk verden over, uanset om der er tale om kirker, moskeer, templer eller synagoger. –Og det uanset om befolkningen rundt omkring nærmest ligger  og dør af sult, - så spares intet på religionen.

Mekongfloden, der er ca. 1 km bred,  var på Vientiane siden tørlagt

Eksteriør fra en af Vientianes mange templer

Hyggeligt gadeparti fra Vientianes centrum.

Der er et væld af lækre spisesteder i Vientiane. Men

f. eks. gadekøkkener ses næsten ikke

Dansk wienerbrød kan man også få i Vientiane—vi prøvede det dog ikke.

Alle veje i verden kan nås fra Vientiane. 8.014 km til Nordpolen, 17.379 km til Buenos Aires o.s.v.

Frisk frugt kan købes overalt og leveres udskåret efter kundens ønsker

De 7 hovedet drager vogter indgangen til dette tempel

Stupa That Dam er en chedhi fra oldtiden og bliver bevogtet af en 7 hovedet drage, som dog er mere eller mindre smuldret bort.

Restaurationsarbejde. Stilladsarbejderne er færdige og murerne kan tage over.

Morgenmarkedet Talat Sao er et stort og spændende marked, hvor der kan købes alt mellem himmel og jord, lige fra tøj, vaskemaskiner, smykker, antikviteter og kunsthåndværk. Udenfor de 3 bygninger ligger markedet Talat Khuadin, hvor der sælges frugt, grønt og kød. I et hjørne heraf ligger guldsmedenes værksted. Her arbejder vel en 20-30 guldsmede med at fremstille smykker, omsmeltning og reparation af eksisterende smykker. Vi syntes, det var meget interessant at se håndværkerne i gang.

Guldsmeden i gang med fremstilling af guldkæde med tang og gasbrænder.

Vientiane er en meget grøn by med træer og buske overalt og beboerne elsker blomster, så der er et væld af stor blomsterkummer uden for mange af husene. Da byen også er uden højhuse, virker hovedstaden meget luftigt.

Haveanlæg i forbindelse med et af de mange templer.

Vientiane er ikke større end at man sagtens kan komme rundt til fods og hvis man bliver træt i fødderne findes der en række tuktuk’er. Trafikken er meget behersket og i modsætning til mange andre steder i Østen høres ingen irriterende bilhorn. Vi vandrede rundt det meste af dagen, da vi elsker at trave og synes at man ser utrolig meget på den måde—ikke kun de officielle seværdigheder, men man får større indblik i, hvorledes befolkningen lever og arbejder.

Den lille dreng kastede sin kærlighed og smil på os.

Kvinde fra Lisu stamme—en af de 60 etniske grupper der findes i Laos faldbyder sine håndknyttede produkter.

Efter at have brugt 3 gode dage på at vandre rundt i Vientiane var det tid til at drage videre. Vi havde besluttet os for at ville til Luang Prabang—den gamle kongeby. På grund af årstiden var det ret besværligt at komme dertil via båd—der var meget lidt vand i floderne og bussen var jeg ikke så meget for med min dårlige ryg og de ret skrumplede veje, vi hørte var dertil, så det blev i stedet med  Lao Airlines

Kvinde fra oplandet kommer til hovedstaden for at sælge sine hjemmeproducerede produkter—det er et slidsomt job.

Luang Prabang

Lufthavnen i Vientiane er af beskeden størrelse, hvor der sikkert er mindre end 20 afgange om dagen. Al bagagehåndtering foregår med håndkraft og bliver kørt ud til flyet i en slags Bilka indkøbsvogne.  Sikkerhedskontrollen var ikke eksisterende og efter billetkontrollen blandedes passagererne. Dorte havde lidt frygtet hvilket fly, vi skulle med, men åndede lettet op, da det var et fint, stort og nyt fly. Kort før ankomsten til Luang Prabang måtte flyet dog vende om og returnere til Vientiane, p.g.a. af røg fra afbrændingen skjulte landingsbanen.

Efter nogle kaotiske timer i lufthavnen, kom vi så endelig af sted igen, men nu i 2 propelflyvere af ældre årgang. Jeg måtte berolige Dorte med, at det var gode tegn, at de var blevet så gamle uden at være faldet ned. Turen gik uden problemer denne gang og vi landede nogle timer forsinket.

Så er vi landet i Luang Prabang

Vi indlogerede os på et guesthouse i byens centrum, tæt på Nam Khan floden. Byen ligger på en halvø omgivet af Mekon floden på den ene side og så Nam Khan floden på den anden, før de løber sammen  i byens nordlige del. Byen er en spændende gammel by og betydelig mere livlig end Vientiane. Det er der også mange vestlige turister, der har fundet ud af, hvorfor der er en hel del barer og restauranter.

Mekong og Nam Khah sammenløb kan lige skimtes her mellem den frodige natur

Kinesererne står ikke tilbage for japanerne, hvad angår fotografering.

Endnu engang stimler kineserne sammen til fotografering

I tørtiden bygges en række bambus broer over Nam Khan floden. Man giver nogle få kip for at få lov til at gå over. I regntiden skyldes de alle væk igen og må genopbygges efter regntiden

Broen her fører over til en lille restaurant, der ligger med udsigt over Nam Khans udmunding i Mekon.

En af broerne vi forcerede for at komme på den anden side af Nam Khan

”Tunnel”  fra en af bambusbroerne, der fører op til en landsby.

Vort guesthouse—Villa Merry Lao—blev drevet af en ung kvinde på omkring de 20. Hun var virkelig sød til at hjælpe og give gode råd om udflugter, åbningstider, priser o.s.v. og havde en god portion humor. Hendes far hjalp hende lidt, men han havde stærke smerter i ryggen af at have slæbt sække med ris i for mange år. De var meget opmærksomme og gjorde alt for at vi skulle have et godt ophold og de satte sig tit ved vort bord og snakkede og skulle altid høre, hvad vi havde lavet i dagens løb

Der er mange muligheder for at tage på ture op og nedad Mekongfloden, men da vi havde planlagt at sejle op ad floden til Chiang Khong i Thailand i den Gyldne Trekant, ville vi hellere bruge tiden på at vandre rundt i byen og omegnen.

Byen er en spændende by med kongepalads, mange templer, et bjerg midt i byen og så den fantastiske lange Mekong promenade, hvor der er masser af aktiviteter at se på langs Mekongfloden, hvor rigtig mange både kommer forbi, eller lægger til for at laste og losse. Her i tørtiden er vandstanden i floden lav, men man kan sagtens forestille sig, at i regntiden bliver den forvandlet til en brusende flod som er steget med en halv snes meter. Men den lave vandstand gør så også, at når de handlende kommer med deres varer fra oplandet med slowboat, skal det hele bæres op ad skrænterne.

Landbefolkningen må slæbe deres varer fra båden og op ad Mekongflodens bredder, for at komme op i Luang Prabang by.

Det er drøjt at slæbe de tunge sække op af flodbredden

Alle må hjælpe til, både mænd, kvinder og børn. De hjemme producerede varer og afgrøder skal transporteres fra båden og op i byen for at sælges på markedet.

Skal man over på den anden side af Mekongfloden, findes en lille tømmerflåde, men plads til et par biler

Bilfærgen på vej over Mekongfloden

På Mekong promenaden er der masser af skyggefulde træer samt masser af restauranter og boder der sælger frugt, mad og alskens slags varer. Her er der mulighed for at få et lækkert måltid mad for små penge. På promenaden møder man en masse tursælgere, der især falbyder ture på Mekongfloden. Her kan man evt. også tage den lille færge over på den anden side af Mekongfloden, men vor værter på Hotel Mary Lao fortalte, at der ikke var noget spændende at tage derover efter—kun en vej fra floden og ind i landet og nogle få bebyggelser.

Fastfood med lækker kylling og diverse tilbehør ved Mekongfloden

Den 7 hoved drage går igen i mange templer i Laos

Munkene behøver ikke sortere vasketøj før storvasken. De har kun det safranfranfarvede lagen at tage på.

Udsnit af relief, der beklæder store dele af facaden på Vat Sene—Lykketemplet. Reliefen beskriver hele menneskets livscyklus. I templet kan man f. eks. også opleve munkenes skole

Dorte, fordybet i bøn i den buddhistiske skole i Lykketemplet

Vi havde et par ture over Nam Khan floden via de primitive bambusbroer. Den ene gang valgte vi broen, der ligger ved flodens udmunding og gav et par kroner for at få lov til at passere. Går man til venstre fra broen, kommer man til en lille restaurant med udsigt over flodens udmunding i Mekong og herfra kan man sidde og nyde naturen, trafikken på floden, børnene der tumler sig i vandet og solnedgangen.

En anden dag tog vi broen, der lå tættere ved vort guesthouse og over på den anden side af Nam Khan. Der ligger et par små landsbyer. Der er et væveri i den ene landsby, hvor vi så kvinderne væve på store udendørs væve. Indenfor var der eksklusiv udstilling og salg af de vævede tekstiler. Meget flotte arbejder, men også i den dyre ende.

Vi mødte også et sted, hvor de lavede papir helt fra bunden og kunne følge produktionen fra papirmassen og til tørringen. I butikken overfor kunne man så købe papiret, der i mellemtiden var forædlet til plakater, postkort m.m.

Udsigt over Nam Khan floden

Der var en lille restaurant i en af landsbyerne, hvor vi fik lidt forfriskninger, sammen med familien, der var i gang med frokosten.

Vi mødte en lille flok børn i landsbyen, der var meget ivrige efter at vise os hvor dygtige de var til at klatre i træer og svinge sig i grenene, men desværre kunne de kun tale laotisk, så der blev ikke megen samtale.

Papirfremstilling i landsbyen

I landsbyens restaurant er der mulighed for at sidde og slappe af over en forfriskning

Landsbyens hovedgade

Børnene ville gerne i kontakt med os, men der var visse sprogbarrierer

Vilde orkideer.

Selv i den lille landsby, kommer skraldemændene forbi

På vej mødte vi også skraldemændene. Det var en åben lastbil med 3-4 mand stående oppe i al skraldet og modtog affald som landsbybeboerne havde sat frem. Det stod i poser, gryder, tønder, kasser eller hvad man nu havde og skraldemændene tømte indholdet op på ladet og satte emballagen tilbage. Det var virkelig et meget uhumsk arbejde, men tilsyneladende påvirkede det dem ikke.

Orkideerne blomster flittigt som snylteplanter på træerne.

Luang Prabang er en spændende og smuk by. Natmarkedet er stort og flot. Hver aften forvandles strøggaden til gågade med masser af boder. Der skyder også en række spændende gadekøkkener op, hvor man kan prøve alskens lækre specialiteter til små penge.

På samme gade ligger kongepaladset også. I en af bygningerne opføres der et par aftener om ugen teater med klassiske laotiske stykker. Teateret er dog hovedsagelig beregnet til at underholde turisterne. 

Sidebygningen ved kongepaladset, hvor teateret findes.

Et par af de medvirkende i teaterstykket

Udsnit af teaterstykke, hvor man kan se lidt af de smukke kostumer og kulisser

Op ad Mekong floden

Vi købte billetter til slowboat ud ad Mekongfloden. Det var en 2-dags tur fra Luang Prabang til grænsebyen Ban Houei Xai til Thailand, med overnatning halvvejs i Pak Beng. En meget behagelig og spændende rejse op ad Mekong floden, der startede tidligt om morgenen, hvor landskabet konstant skiftede karakter, ligesom bredden af floden, hvor den visse steder langsomt flyder afsted i en 500 meter bredde og andre steder snævres den ind til en rivende strøm på få meter, hvor klipper spærrer for at den kan bredde sig.

Der var masser af trafik på floden af alle mulige og umulige fartøjer fra små udhulede træstammer og kanoer til større fragtbåde.

Kort efter Luang Prabang passeres Pak Ou-hulerne, der er fyldt med utallige buddhafigurer. Her ligger et par slowboats forankret af samme type, som vi gjorde turen med.

Et af de smukke landskaber vi kom forbi

Overalt langs floden var der liv. Vi så en lille flok elefanter et sted, men ellers var det dog mest mennesker og bøfler vi så. Floden var forholdsvis rolig og vandstanden temmelig lav. Men der var mange synlige spor af, hvor højt vandet gik op i regntiden, visse steder op mod 10-20 meter. Der var mange aflejringer af sand. Kæmpemæssige sandbjerge havde samlet sig og var blevet aflejret, hvor strømmen var svag.

Så skal tøjet vaskes

Langs floden var der masser af folk, der stod og vaskede guld og håbede på at få gevinst. I timevis stod de i Mekongs mudrede vand og gravede sand og fra bunden og skyllede det i fadet i håbet om at se det glimtende guldstøv mellem sandkornene.

Mange steder blev der vasket guld

Denne unge kvinde håber på at guldstøvet finder vej til hendes vaskefad

Kvinderne tager sig en lille velfortjent hvil

Sidst på dagen, begyndte flere af de lokale at strømme til floden for at få sig et bad. Der var en løssluppent stemning, specielt hos de mange børn der badede, svømmede, dykkede og sprøjtede vand på hinanden, mens de muntert råbte og hujede.

Da mørket var ved at falde på, nåede vi vort bestemmelsessted for overnatning. Det var en ret lille landsby, men med et par håndfulde guesthouses og restauranter og mest bestemt til at servicere overnattende rejsende. Som omtalt tidligere var vandstanden i floden lavt, så vi måtte kæmpe os op ad de 20-30 meter stejle flodbredde med vore tunge rygsække—det var en udfordring i sig selv, da der kun var klippestykker at holde fast i. Vi fik et ok værelse og lidt at spise. Var ude og kikke lidt på byen og nattelivet, som dog ikke var det helt store, så det blev til en enkelt Lao Beer.

Overnatning i Pak Beng

Husbåd på Mekongfloden. På denne båd holdt man f. eks. høns og der var en del hanegal, fra de mange haner, der sad i vindueskarme, gelænder og på taget og nød udsigten

På de smalle steder af floden, var strømmen stærk og vi måtte passere strømhvirvler og mindre vandfald

Mekong er en meget vigtig vandvej for lokalbefolkningen, når der skal transporteres varer til og fra markedet

Tidlig næste morgen mødte vi op på den nye båd, vi skulle gøre resten af turen med og efter den obligatoriske times forsinkelse kom vi i gang. Bådmotoren var dog knap så stabil, som den vi havde den foregående dag, så mandskabet måtte adskillige gange have fat i værktøjet for at få motoren til at yde. Dette betød, at vi var adskillige timer forsinket, da vi endelig nåede til grænsebyen Ban Houei Xai, hvor vi håbede på, at vi kunne nå at krydse grænset til Thailand inden denne lukkede for natten. I Ban Houei Xai var vi heldige at få en taxa og blev kørt til grænseovergangen, hvor vi kunne stemple ud af Laos og få en båd til at færge os over til den Thailandske by Chiang Khong. Heldigvis havde vi en del thailandske bath med fra tidligere besøg, så vi havde ikke behov for først at skulle veksle penge, da man kun kunne betale med bath, så vi nåede at stemple ind i Thailand 2 minutter før grænsen lukkede. Her var vi vel 8-10 backpackers, som det var lykkedes at komme over inden lukketid. Efter en del rådslagning med de øvrige blev vi enige om, at hyre en minibus til Chiang Rai, som var vores bestemmelsessted.

Så skal motoren have endnu en omgang med den store svensknøgle