Familien Duch

Peter Duch

Fjernøsten

Keelung

År 2019

Næste

Taiwan

I løbet af natten skiftede vejret og det blev koldere og blæsende, så vi måtte nogen gange holde ekstra godt fast i sengen, for ikke at blive kastet af. Vejrudsigten forudsagde kun 18 grader og 60 procent chance for regn. Vi ankom til Keelung, Taiwan fredag morgen og måtte fik pakket regntøj i vore små rygsække og fik i det hele taget varmt tøj på.

Vi var efterfølgende inde i nogle stormagasiner og fik også shoppet lidt, men priserne lå nogenlunde på dansk niveau eller højere, så det begrænsede shoppinggenet. Så drog vi ud på en længere vandretur i området.

En af den lille flok drager, der mødte os ved ankomsten til Keelung

Vi tog morgentoget til Taipei - en tur på ca. 45 minutter. Her stod vi af på hovedbanegården. Vi var i Taipei for godt et år siden, så vi havde set de største turistattraktioner, hvorfor vi valgte at gå stille og roligt rundt og se på folkelivet og shoppe lidt i stedet. Shopping måtte vi vente med, da alt var lukket ind til kl. 11. Vi så i stedet en imposant bygning, der viste sig at være hjemsted for Taiwans Nationalmuseum. Vi stod lidt udenfor og kikkede på vort kort og et ungt par fortalte os, at der bag bygningen var en utrolig smuk park - Peace Park, vi ikke måtte gå glip af. Som sagt så gjort.

En af tepavillonerne i  Peace Park

De små vævre egern var overalt. Denne lille fyr snupper nøden ud af hånden på pigen

Det lille pelsdyr var meget populær i parken

Et nuttet  lille dyr. i gang med sin frokost

Indgangspartiet til Taiwans Nationalmuseum

Det var virkelig en smuk og stor park med søer, springvand og flotte pavilloner.  Parken blev i 1996 omdøbt til 228 Peace Memorial Park til minde om de mellem 10.000 og 30.000 dræbte under demonstrationen mod KMT-regeringen, den 28. februar 1947. Kuomintang partiet KMT var det brutale styre, der havde hersket i hele Kina, inden revolutionen. Ledelsen, med  diktatoren Chiang Kai-Check var flygtet til Taiwan og hævdede i mange år—helt indtil 1991, at de var Kinas sande repræsentanter og ville generobre hele Kina.

Et parti fra Peace Park

Skulptur til minde om de mange dræbte under demonstrationen mod KMT-regeringen

En bro af trædesten fører over til skulpturens indre, hvor vandet ad en række små vandfald forsvinder ned i dybet.

Statur af Konfucius (551-479 før vor tid) Embedsmand og filosof, hvis lære har haft enorm betydning for kinesisk politik gennem årene. Statuen står foran Nationalmuseet

Det var et ret nedslidt område, med mange små forretninger i stueplan. De små forretninger var ret specialiserede, en handlede med nytårspynt og en anden med papirsblomster. Skønt mange bygninger var nedslidte, var der dog mange grønne områder og små parker. Vi gik efter et marked, som viste sig endnu ikke at være åbent, da vi endelig fandt det.

Gadeparti fra området nær central stationen

Vi satte os i stedet på en meget moderne fortovscafé og fik kaffe og kage og studerede folkelivet. Der er en del her, der har små hunde. Hundene bliver nærmest betragtet som børn og i mange tilfælde påklædt som børn. Dagen før så vi et par komme hver med en lille puddel, siddende i hver deres bæresele på maven af deres ejere. I dag så vi en hund i hættetrøje, en kom med sin familie på scooter iført solbriller og vi så et par hunde i specielle hundeklapvogne.

Et af de gamle højhuse.

Parti fra Ningxia området

Børn bliver aldrig transporteret i klapvogne—det er forbeholdt hunde

Mens far får en kop kaffe, kan Fido få en lille lur

En glad puddel med kørebriller

Midt på eftermiddagen hoppede vi igen på toget og tog tilbage til Keelung. Her gik vi mod natmarkedet. Vi havde været forskånet for regn hele dagen, men nu faldt der en sagte regn, så vi fandt regntøjet frem.

Fortovsudsmykning

Apropos klapvogne. Ud over klapvogne til hunde, så vi ikke klapvogne til børn. De blev i stedet båret af deres forældre. På vejen tilbage til Central Stationen gik vores vej forbi et tempel og den smukke Jiancheng Park med den fine legeplads, hvor der var en del børn. Ellers så vi ikke mange børn på turen.

Shin Kong Mitsukoshi Taipei Station Tower i baggrunden og foran ligger Nationalmuseet.

Omkring Jiancheng Park lå en sjov lille fortovs tempel. Det lignede mest af alt en lille forretning, bortset fra udsmykningen selvfølgelig. Templet bestod af et rum på vel 4x3 meter og var dækket af hvide fliser fra gulv til loft—dog med et par mosaikbilleder, samt en række små gudestatuer, hvoraf de fleste havde langt sort skæg. Selvfølgelig var der også et bord til at anbringe ofringer på. Der var nogle få bedende. Over fortovet havde man lavet en overdækning med presenninger og herunder sad tempelbestyreren og solgte sine røgelsespinde, offergaver, relikvier og andet.

Det lille tempel på Chengde Road

Taget på det lille upåfaldende tempel, var selvfølgelig rigt udsmykket.

Natmarkedet, som lå meget tæt på Dianji templet, var proppet af mennesker, der frekventerede  de mange, mange spiseboder og natmarkedet var i sig selv stort og dækkede adskillige gader. Der var en liflig madduft overalt, og mangfoldigheden i retter var enorm, så der var noget for enhver smag.

Qingan templet er en af Taiwans ældste templer og er et Matsu tempel.

Dianji templet. Her var der også gode muligheder for at komme af med sine ofringer

Undervejs besøgte vi et par yderst smukke templer, der var meget flotte dekoreret og med utallige bederum, som skulle besøges af alle de bedende.  Det første var et Matsu tempel. Matsu var en kinesisk havgudinde, der blev gudeliggjort efter de mange mirakler hun udvirkede for godt 1.000 år siden og er sømændenes beskyttere.

Et af de mange steder i templet, hvor man kunne bringe ofringer i Qingan templet

Templet var meget stort og med rigtig mange rum i flere etager. Der var også en restaurant, hvor man kunne spise. Der var også andet end bønner på menuen. Templet er populært og sidste år (2018) besøgte premiereminister William Lai templet og bad for fred og velstand.

Parti fra Qingan templet

Et par af de mange guder i Qingan templet

Parti fra Qingan templet

Parti fra Qingan templet

Jeg bliver altid fascineret af templer, kirker, moskeer m.v., trods jeg absolut ikke er troende på nogen måde. Men udsmykningen, træskærerarbejdet, de mange detaljer og den ødselhed, der er lagt i arbejdet, gør et eller andet ved mig. Det næste tempel vi kom forbi, måtte jeg også lige kortvarigt besøge. Der var ligesom i Qingan også velbesøgt i Dianji templet, der er Keelungs største tempel. Templet er her dedikeret til den salvede kong Kaizhang

Byen Keelung viste sig faktisk at være ret spændende og vi fik gjort lidt gode indkøb i nogle af de mange forretninger og det blev lidt sent på aftenen inden vi var tilbage på båden.

Et bybillede  fra Taipei

En af de mindre gyder i det centrale Taipei

En stor ovn buldrede i Dianji templet. Når man havde købt sine spådomme og forudsigelser, skulle de brændes af for at have virkning.

Det ville nok ikke have udløst den store smiley hos sundhedsmyndighederne i Danmark, hvis de var kommet forbi.

Aftenens underholdning blev foretaget af de Filippinske medarbejdere ombord, som optrådte med deres flotte folkedanse og sange.

Der var travlhed omkring alle de fuld besatte borde på natmarkedet.

Der lavet pølser i metervis

Kokkene har bare travlt

Ikke kun på gaden var der fyldt med mennesker. Også Dianji templet havde et højt besøgstal

Der spejdes efter ledige pladser ved en af de mange borde på night marked

Naha

Japan

Vi forlod Taiwan meget sent fredag aftene og havde efterfølgende en dag på det østkinesiske hav, hvor vi stævnede mod de sydlige japanske øer i Okinawa Præfekturet. Vejret var blæsende og overskyet med pæn bølgegang, så det blev til  læsning, sudoku, spil og foredrag om de næste par stop.

Skibet lagde til kaj i Naha på hovedøen Honto i  Præfekturet Okinawa, Japan. Det var her de hårdeste slag i kampen om Stillehavet fandt sted under 2.  verdenskrig, hvor 200.000 blev dræbt alene i Okinawa.

Den 9.207 km lange Tamari Bridge, der krydser Tomari Bugten

En af pottemagerne havde specialiseret sig i at lave urner. Disse fandtes i alle afskygninger, farver og former.

Parti fra pottemager gaden Tsuboya

En smuk vase fra den kendte pottemagerfamilie  Arakaki. Forfaderen Osamu Arakaki grundlagde pottemageriet  i 1891

Vi har været i Naha før, så vi sprang over den store og imponerende turistattraktion Shurijo slot og park og tog i stedet en taxa til Tsuboya, hvor der er en hel gade, hvor der laves og sælges keramik. En af forretninger solgte begravelses urner i alle størrelser, udformninger og farver. Vi købte dog ikke nogen, da vi satser på, at der stadig bliver nogle rejser, inder vi skal på krukke. Et fantastisk sted, hvis man kan lide keramik. Der var mange utrolig spændende og flotte ting, der dog ikke var billige, men det lykkedes da alligevel at få fyldt rygsækken. Det var for øvrigt en meget snaksaglig taxachauffør, vi kørte med. Han var 70 år og blev nødt til at køre taxa 5 år endnu, indtil han havde fået sit huslån betalt.

En af de mange pottemagerier

Ildkrone eller det latinske navn Lantana  Camara

Der blev lavet mange lækre specialiteter på  den lille lokale festival

Vi gik herefter mod Makishi, for at besøge markedet der. På vej faldt vi dog ind i en lille lokal kvarter fest. Her var en del små boder, hvor de enkelte ægtepar havde især hjemmelavet mad og drikke til salg, mens et par musikgrupper underholdt. Vi fik en lokal øl, mens vi lyttede til Brown Beat Trio. Her kom mange familier med deres børn og hyggede sig.

Rebet, der bruges til Giant Tug tovtrækningen. Det er den østlige  del af byen, der kæmper mod den vestlige.

Nogle af de mange boder på den lille festival

The Brown Beat Trio fyrede den af på  festivalen

Vi kom også fordi rebet der bruges til den årlige Giant Tug of War. Rebet er enormt og vejer 40 tons og er vel en meter i diameter. 15.000 mennesker på hver side deltager i en årlig tovtrækningskonkurrence. Vinderne er de, som enten kan trække modstanderne 5 meter eller som efter 30 minutters tovtrækning har trukket længst. Det er en kamp, der opstod i det 17. århundrede og som er omgærdet med masser af traditionelle ceremonier og med ca. 275.000 tilskuere. 

Familierne hyggede sig under de mange banyan træer, der var i parken

Komainu—løvehunde vogter i par ved alle vigtige steder som helligdomme, store bygninger, templer, royale bygninger. Den ene Komainu har munden åben og den andens er lukket og sammen symboliserer de begyndelsen og slutningen på al ting

På gågaden blev der underholdt af  bl.a. af denne ildsluger

Pigerne var travlt optaget af at lege med dukkehusene på gågaden

I Makishi fandt vi dog ikke markedet, men da det ligger på Kukusai-Dori, og den ellers trafikerede gade var lukket for biltrafik, var der godt gang i forretningerne der og de mange tilstødende markedsgader. Vi fik gjort nogle god indkøb i en af butikkerne, men det blev derimod ikke til nogen handel på markederne, som gaden nok er mest kendt for. Det er dog et spændende sted at gå rundt ved de hundredvis af boder og forretninger, hvor man kan købe stort set alt, bl. a. den berømte slangevin. Det er en spiritus med en giftslange liggende i. Vi hørte tidlige af en på skibet, der var blevet nødet til at drikke et glas, at han ikke sov i to døgn derefter. Eksotisk ser det dog ud, men selv om jeg kort overvejede en enkelt flaske, droppede jeg det.

Der blev leget med biler, dinosaurus, og meget andet godt legetøj på gågaden

Sæbeboblerne var også ret populære.

På Kukusai-Dori skete der en masse. Et sted var der legedag, hvor børnene kunne lege med biler, dukker og dukkehuse på gaden eller lave kæmpe sæbebobler. Et andet sted underholdt en ildsluger med sine fakler og et tredje sted optrådte en gruppe børn og teenagere med traditionel trommedans. En blanding af dans, karate og trommen. Høje spring, spark, lynhurtige drejninger i luften samtidig med at de hamrede på trommen, fægtede med trommestikken, som i et angreb med samurai sværd og kampråb, når fødderne igen landede på asfalten. Imponerende at se på og meget dygtige og aggressive piger. Den mindste var vel omkring 4 år.

Optræden af børn på Kukusa-Dori

Tromme—og karatekæmpere

Den traditionelle trommedans  Eisa er krydret med Ti (karate der er udviklet i Okinawa under det tidligere Ryukyu Kongedømme).

Levende Komainu på Kukusai-Dori

Ved Kukusai-Dori ligger et stort overdækket marked, som dækker 2-3 sidegader og et par tværgader. Her er der hundredvis af små forretninger, hvor man kan købe næsten alt. Centralt i markedet ligger et stort lukket fiskemarked, hvor alt indenfor seafood kan købes.  Tøj, souvenir , musikinstrumenter, sake, urter, mad, frugt– og grønt og meget andet. 

Habuslange på flasker fås i mange forskellige størrelser og priser, men generelt er de ret dyre.

Tilbagevejen gik forbi rådhuset, busstationen og monorail stationen. Selv om vi var der for kun godt et år siden, lykkedes det os alligevel at gå til den forkerte havneterminal, så derfra tog vi en taxa til den korrekte.

En uglecafè findes også på Kukusai-Dori. Vi har tidligere været på uglecafè i Tokyo, så vi sprang det over i denne omgang. Men ud over at drikke kaffe eller te, kan man så også kæle med uglerne.

Hubusslangens gift er af samme styrke som klapperslangens.

Sanshin. Banjo agtig 3-strenget musikinstrument med slangeskind er også en af specialiteterne i Okinawa

Et træ voksende i et klippestykke ses flere steder i Naha

Rådhuset i Naha

Utrolig så mange mennesker, der ikke tør tage ud i byen på egen hånd. Folk på båden snakker generelt om, at rederiets ture er meget dyre, men køber alligevel turene. Det er de virkelig også dyre. F. eks. tager de 135 US$ - ca. 890 kr. pr mand for en 4-4½ timers bustur til slottet Shurijo, med en efterfølgende besøg på egen hånd i Kukusai-Dori.

Begge dele er gratis at besøge og med 3 taxa ture vil prisen være ca. 120 kr. for 2 personer.

Okinawas parlament. 48 medlemmer vælges hver 4. år til præfekturet. Parlamentet var fra slutningen af 2. verdenskrig til 1972 ude af kraft, da Okinawa blev styret af USA’s militær.

Om aftenen nød vi en speciel fremstillet film fra BBC Nature, der var lavet til rederiet. Et symfoniorkester spillede til filmen, hvilket gav en storslået  oplevelse. Filmen viste forskellige fantastiske og dramatiske naturoptagelser.

Parit fra Naha

En af kumoji flodens mange bifloder, der opdeler Naha

Sandaler fås i mange afskygninger

Ishigaki

Vi havde i løbet af natten igen bevæget os sydpå til en af Japans allersydligste småøer Ishigaki.

Skibet lagde til et stykke fra centrum mandag morgen, men man kunne komme dertil med shuttebus senere på morgen for 200 ¥ pr. person. Vi valgte dog at tage en taxa og gav det dobbelte, men sprang til gengæld køen til færgerne over. Vi havde besluttet os til at starte med at besøge den lille ø Taketomi og færgen afgik 5 minutter efter vor ankomst.

Det småregnede inden vi tog med den lille færge, men der var tørvejr ved ankomsten til Taketomi. Vi gik de 10 minutters gang til øens landsby. Vejen gik forbi små gårde med lidt køer og en enkelt ged. Meget af jorden var ikke opdyrket, men lå som jungle. Den lille landsby var meget velholdt. Der boede kun godt 100 indbyggere på øen, men der var en stor skole med 2 store bygninger med en stor legeplads og grønt område imellem. Skolen virkede død, som resten af landsbyen. Kun hist og her så man liv. Samtlige gader var  omkranset af høje mure på omkring 1,2 meters højde, bygget af vulkanske sten. På mange af de smukke huses tegltag holdt drage- og løvestatuer de onde ånder på afstand.

Hovedgaden på Taketomi .

Katamaran færgen der førte os fra Ishigaki til Taketomi

Parti fra hovedgaden på Taketomi

Stenmurene giver grobund for diverse stenhøjsplanter

Begravelsespladserne på Takatomi er ret prægtige, udført i fineste slebet marmor.

Parti fra skolen på Takatomi

Parti fra skolen i Takatomi

Der var en købmand og et lille posthus, som de eneste forretninger på øen, som nok var 2x3 km i areal. Da vi havde besigtiget den meget smukke landsby, nåede regnen også hertil. En stille regn indfandt sig, så vi måtte have regntøjet frem og vi vendte snuden tilbage mod færgen. Her begyndte mange andre af krydstogtskibets passagerer at indfinde sig med den færge, som vi nu returnerede med. Trods lidt regn, havde vi haft et par fine timer på den lille ø. I forhold til skibets udflugtspris sparede vi mere end 1.000 kr. ved at tage af sted på egen hånd.

Ved færgeterminalen var et lille museum, hvor et par var i gang med fletning af bastskørter

Bastskørt fra Takatomi

Tilbage på Ishigaki var vi rundt og se byens centrum - ikke det meste ophidsende, der var fine butikker, markeder osv., men det havde vi efterhånden set mange steder. Byen har knap 50.000 indbyggere, men virker mindre.

Vi satte os på en bar og smagte den lokale fadøl og skulle også smage den lokale Awamori, som er en sake lignende spiritus. Vi fik et ordentligt glasfuld. Mens jeg ventede ved baren, kom jeg i snak med en af de lokale, som var glødende Juventus fan. Ud over at være henrykt over, at de havde fået Ronaldo på holdet, fortalte han, at han havde været i Cardiff og set CL-finalen mellem Juve og Real Madrid forrige år.

Blikfang til en antikvitets-forretning i Ishigaki. Både ridderen og hunden er lænket.

Parti fra Ishigaki centrum

Der var et par store butikscentre i byen i form af overdækkede gader. Vi besøgte desuden et ret specielt supermarked, der lå i et stort kælderlokale. Der var ret rodet og beskidt. Overalt stod der halvåbnede papkasser, Et par gamle kummefrysere stod midt i det hele og i slagterafdelingen hang der vasketøj side om side med skinkerne i slagterafdelingen. Fødevarekontrollen havde vidst ikke været på besøg i lang tid.

Et kik ind i kældersupermarkedet i Ishigaki

Vasketøj, opvask og rod konkurrerer om den snavsede plads under skinkerne.

Skål  i Awamori—en  Okinawa specialitet .

Sydkorea

Efter en dag på havet nåede vi Busan, Sydkoreas 2. største by med 3,6 millioner indbyggere onsdag den 13. februar. Vi kom med skibets shuttebus til nærmeste metrostation Busan Station. Hvor vi gik rundt om hjørnet og steg på Busan City Tour, hvor vi for 15. 000 won (88 kr.) hver kunne køre hele dagen på de fire ruter.

Busan

Busan Harbour Bridge, der forbinder øen Yeongdo-Gu med fastlandet.

Udfletning af den 7,4 km lange Gwangandaegyo Bridge. Broen udflettes her i 2 særskilte broer.

Det stod snart klart, at Busan var for stor til, at vi kunne nå alle ruter, hvis vi også ville andet end at køre bus. Så vi nøjedes med rød og blå ruter. Først den røde rute, der førte os nordpå ad de mange lange og flotte broer, der er i byen og langs kysten. Vi passerede en del havne med masser af skibe, kraner og containere. Langs kysten var der også en del flotte strande. Busans berømteste strand Haeundae beach, hvor der i sommerperioden står 8.000 parasoller, var tom, men vi så de berømte statuer, der står langt ude i vandet og vi så den lange hvide sandstrand. Strandene var generelt omkranset på landsiden af luksushøjhuse og hoteller. Det meste af byen består for det meste af højhuse fra 20 etager og opad. Man kunne se, at der blev bygget nyt og højt overalt. Højhusbyggeri med kraner på, sås overalt.

Højhuse i Busan

Promenaden ved Sundae Beach. Palmetræerne er stadigvæk pakket ind

Parti fra Busan

Sea Life Busan Akvarium

Vi passerede den store mindepark for  FN soldater, der faldt under koreakrigen, og hvoraf mange ligger begravet her. Busan museum og akvariet lå også på ruten. Ved Haeundae Beach skiftede vi til blå rute, der førte os gennem et område med måske 100 totalt ens 20—  etagers højhuse eller kaninbure.

Mindeparken for de faldne FN soldater under Koreakrigen

Højhuse i alle farver, placeret på stranden

Busan er en vigtig havneby, hvilket de mange havnebassiner, kajer og kraner vidner om

Metal skulpturer ved Haeundae Promenade for at promovere Busan Internationale Film Festival med Gwangan broen i baggrunden

Herefter kom vi igen til kystområder, hvor der blev dyrket massevis af tang i havet. På land sad folk og sorterede og lagde tang til tørring. Her var der også stadig mindre huse til en eller to familier med de karakteristiske blå tegltag. Men vi kunne også se, at højhusene åd sig ind på dem, så det er spørgsmål om tid, inden de små huse også bliver revet ned. Herefter kørte vi udenfor byen, hvor der var masser af bakker med især fyrreskov.

Et par store skulpturer i vandet våger med deres kikkerter modfarer fra havet

Efter nogen tid, gjorde vi holdt ved det videnskabelige museum for fiskeri. En stor bygning med en kæmpestor ståltrawler liggende udenfor. Chaufføren bekendtgjorde, at nu skulle han have en halv times frokostpause, så vi kunne gå en tur i området.

Mågeskulptur ved det Videnskabelige Museum

Indgangspartiet til det Videnskabelige Museum

Trawleren her fanger ikke mange fisk

Vi opdagede, at templet Haedong Yonggungsa lå ikke så langt herfra. Vi kunne gå ad en sti langs vandet hen imod templet og se det udefra. Tiden var desværre ikke til at komme indenfor. Det specielle ved dette buddhist tempel er, at i modsætning til øvrige koreanske templer ligger dette i klipperne ud mod stranden i stedet for oppe i bjergene. På en stor klippeknold, der lå i vandkanten gik et par bedende munke. Det gør man bl. a. ved at bygge en lille stenvarde på klippeknolden, der da også var fuldstændig overplastret med små varder. Templet var meget smukt med sine blå tegltage og lå klistret op ad klippen og nærmest hængende ud over havet.

Templet Haedong Yonggungsa

Templet Haedong Yonggungsa

Den lille klippeknold husede hundredvis af små stenvarder.

Da chaufførens pause var slut, var vi tilbage på vor pladser i bussen og kunne fortsætte. Selv her langt ude på landet, var man så småt begyndt at bygge højhuse, selv om der stadigvæk ind i mellem lå små usle slumskure. Der var bl. a. også bygget Busans Nationale Videnskabs Museum. Over 180 arter af videnskab er repræsenteret her og mange lokale firmaer indenfor rumfart, skibe, fly og energi

Botanica—Busans Kunstmuseum

Højhusene står tæt i Busan

Små og større højhuse i Busan

Vi gik en tur til Yungdusan park, der er beliggende på en bakketop med en fantastisk udsigt over et af havneområder, broer og øerne i bugten. Desuden er der et lille tempel, samt det høje tårn Busan Tower. Desværre hæmmes udsigten noget af den tilstedeværende smog, som alle andre steder i Asien. Selve parken fylder 69.000 m² og omfatter tårn, tempel, pavilloner, velfærdscenter, udstillinger, statuer og en smuk park i traditionel stil. Navnet på parken betyder dragehoved bjerg, som hentyder til bjergets form.

En af de mange små fiskelejer, vi passerede på vor tur.

Som sagt stod det klart, at vi ikke kunne nå alle busruter, så ved Videnskabsmuseet stod vi af  og  skiftede vi tilbage til rød rute og i fuld fart gik det tilbage til byen. Vi passerede igen en masse broer, højhuse og kunne rigtig studere Busan ude fra vandet, idet den lange Gwangandaegyo Bridge, nærmest løber parallelt med kystlinjen. Vi kom også forbi en række prominente hoteller og bygninger, bl.a. nogle af Trumph’s højhuse.  Ved Gwangbokro, som er i  centrum af downtown, stod vi af bussen, for at undersøge det centrale Busan.

I en af de mange underjordiske forretninger, solgte man pikant undertøj—til Barbie dukker

I en anden forretning, var så proppet med souvenirs, at man dårligt kunne bevæge sig rundt derinde

Med sine 120 meter, der samtidig ligger på en af Busans højeste punkter, er Busan Tower et markant tårn.

Den 17 meter høje statue af admiral Yi Sun-shin  (krigshelt fra det 16– århundrede) i Yongdusan Park, der ligger ved foden af Busan Tower.

Yongdusan Park med Busan Tower i baggrunden

Turen til Yongdusan Park gik for størstedelen under jorden. Store dele af downtowns undergrund er lavet som beskyttelsesrum til befolkningen i tilfælde af en opblussen af koreakrigen. Undergrunden er i dag shinet op og er blevet kombineret til også at huse store omfattende butikscentre.

Folkets pavillon i Yongdusan Park med kæmpe klokken

Blomsteruret i Yongdusan Park

Vi gik som aftalt rundt i kvarteret og tilbage mod Busan Station. Kvarteret var ret kedeligt.  Hvor der i de fleste byer er i centrum, at de dyre forretninger ligger, var dette ikke tilfældet her. Her lå små specialforretninger. En solgte små hundehvalpe, en anden solgte møbler—godt nok havde man ingen rigtig udstilling, men ude på gaden lå en halv meter tyk katalog, man kunne bestille ud fra. Tilsyneladende foregår de fleste aktiviteter i stormagasiner, markeder og centre. Vi syntes at vi havde set nok af dem. Selv om verdens største stormagasin og verden største fiskemarked lå lige i området, sprang vi disse over. I stedet blev det til en tur i den flotte China Town - det er altid et besøg værd.

Ved shuttlebussen var der mega lang kø, så vi prajede i stedet en taxa på gaden og var et kvarter senere og 26 kr. fattigere, tilbage på båden.

På gaden kan man også købe helbredende urter og rødder

Da skibet lidt senere skulle afsejle, stod vi og nød musikken og de koreanske dansere, der underholdt på landjorden, da en ambulance kom og hentede en patient, som måtte slutte sit cruise på denne triste måde. Han var dog ikke mere medtaget end at han kunne vinke til os fra sin båre.

Om aftenen var der en forrygende violinist, der underholdt med skibets orkester. Et fantastisk sceneshow med en rockmusiker, der kunne håndtere sit instrument, som var det en del af ham selv. Sting, Coldplate, Nirvana, Games of Thrones flød ud af violinen, mens han fløj og sprang rundt på hele scenen i sit punkeroutfit. Han havde været gademusikant i Melbourne i 3-4 år, da han blev opdaget af en underholdningsdirektør fra et krydstogtselskab.

China Town dækkede faktisk et pænt område med en hovedgade og nogle få sidegader. Trods det stadig var kinesisk nytår var her dog ret stille, som der også var i resten af Busan. Om det skyldtes det kolde vejr eller andet var ikke til at vide. Men området var meget smukt og rent.

Indgangsportalen til China Town

Statue i China Town

Parti fra China Town

Der var store mosaik  udsmykninger på mange mure i China Town, som beskrev handlinger i den kinesiske historie

Væg mosaik med oplysninger om tidligere kinesiske krigere og helte

Koreanske dansere og artister underholder under vor afrejse fra Busan

Et par populære udklædte figurer siger farvel og på gensyn til Busan

Tangdyrkning

Forrige