Familien Duch

Peter Duch

På besøg i Azerbajdjan

I 2003 besøgte vi vore gode venner Karen og Thomas, der var udstationeret for Mærsk i Baku i Azerbajdsan, en tidligere sovjetrepublik beliggende i Kaukasus bjergene, grænsende til Armenien, Georgien, Iran, Rusland og Tyrkiet og ud til det Kaspiske  Hav.

Karen og Thomas boede midt i Baku på en lille vej i et lejlighedskompleks, nabo til den daværende præsident Gejdar Alijev’s kontor på den ene side og et lejlighedskompleks til den anden side, hvor bl.a. præsidentens bror boede. For at komme ind til Thomas og Karens lejlighed skulle man gennem en checkpoint med svært bevæbnede vagter, der afspærrede vejen i begge ender. Det hændte flere gange under vort besøg, at vagterne nægtede at lukke os ind, før de havde fået et par pakker cigaretter.

Boreplatforme ser man overalt i nærheden af hovedstaden Baku. Nogle gange i tusindtal, men de fleste er ret nedslidte, små og utidssvarende.

År 2003

Boreplatformen som Thomas var med til at bygge for Mærsk

På off road tur i 4-hjulstrækker

Få kilometer fra hovedstaden og væk fra civilicationen

Koruptionen og neputisme

Ved havnen i Baku, er der et helt område, hvor snesevis af udtjente skibe ligger og ruster op.

På en af vore ture ud i landet, tog vi en dag sydpå for bl. a. at se nogle huler, hvor vore stamfædre for årtusinder siden havde lavet en række udsmykninger med hulemalerier. I sig selv en meget interessant oplevelse, da der ikke er så mange af den slags huler i Verden. Vi hyrede en lokal historiker, der kunne fortælle om de forskellige malerier og deres betydning,

Fårehyrde. Fåreavl er meget dominerende, så snart man kommer uden for hovedstaden og ud på de kaukasiske stepper. Stepperne er nærmest et ørkenområde med sten og ind imellem beklædt med sparsom strid græs, og tornede småbuske

Et af hulemalerierne, hvor vi ser mennesker med bue og pil samt en båd

Muddervulkaner udspyr ikke lave, men mudder. Muddervulkaner så vi en del steder under vor kørsel på stepperne.

På en anden tur, var vi kommet noget på afveje. Vi startede med at køre af en jordvej ud over stepperne. Området var totalt øde og vi så ikke en by eller hus gennem flere timers kørsel. Kun hist og her, så vi fårehyrderne komme drivende med deres fåreflokke. Vejen blev efterhånden mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde. Vi havde jo forventet, at den da måtte føre et eller andet sted hen—det gjorde den også—den stoppede ved en gravko i et stenbrud.

Vi havde ikke lyst til at køre den samme lange vej tilbage, men tog i stedet bestik af solen og vor retningssans. Det var jo en 4-hjuls trækker vi kørte i, så vi fortsatte af et spor, hvor fårene havde gået. Det blev en tur gennem udtørrede flodsenge, og op af skråninger,  hvor pigerne på bagsædet hvinede og troede bilen ville vælte. Der var stadig ingen civilisation at se nogen steds, tiden gik og benzinmåleren nærmede sig et kritisk punkt, så panikken begyndte så småt at brede sig, da vi i det fjerne pludselig så en lille landsby. Vi nærmede os landsbyen, der så utrolig fattig ud. Omkring landsbyen var der bygget en palisademur af udbankede, rustne olietønder, for at værne landsbyens beboere mod den kaukasiske iskolde vind. En flok børn løb og spillede fodbold på et fladt jordstykke lige udenfor ”byporten”. Da de så vor bil, kom de alle løbende og fulgte bilen.

Landsbyen Umbaki. Landsbybeboerne har banket gamle rustne olietønner ud til værn mod den isnende kaukasiske kulde

På de næsten ikke eksisterende veje kom 4-hjulstrækkeren rigtig til sin ret.

Trods årtiers store olieudvindinger, er Azerbajdjan et samfund hvor fattigdommen er meget markant.  Bygningerne og vejnettet er utrolig nedslidte og mange steder flyder det med skrot, affald o.s.v.  Men der er 2 veje i Baku, der er i meget fin stand -dels er  der vejen der fører fra lufthavnen og ind til centrum—besøgende skal jo modtages flot og dels vejen der går fra præsidentens private bolig og til hans kontor. Denne vej var nyasfalteret og bygningerne langs ruten var også enten i forholdsvis stand eller ved at blive renoveret. 4 gange om dagen stopper al trafik i  hovedstaden Baku og dens 2 millioner indbyggere. Om formiddagen, når præsidenten med sorte limousiner, eskorteret af en række af  politibiler og  motorcykler skulle på arbejde, blev al anden trafik standset. Ligeledes til middag når han skulle tilbage til privaten for at spise og få sin middagssøvn. Og igen ved 3-tiden om eftermiddagen, inden det endelig sluttede ved  6-tiden igen til aften. Vi havde god mulighed for at følge hele menageriet fra altanen. I nabobygningen boede som skrevet præsidentens bror. Det gav sig bl.a. udtryk i, at også denne bygning var kraftig bevogtet af militæret. Thomas fortalte, at der var en speciel elevator, der kun førte op til brorens lejlighed på 6 sal. og som kun han kunne benytte.  Efter sigende var det også broren, der styrede opkrævningen af beskyttelsespenge hos byens handlende. Under vort ophold oplevede vi da også en enkelt gang, at det supermarked, hvor vi plejede at proviantere, pludselig var lukket en dag og først åbnede sidst på eftermiddagen. Personalet fortalte, at de var blevet lukket på grund af manglende betaling af  beskyttelse.

De fattigste af børnene løb barfodede rundt, selv om temperaturen kun lå på et par grader over frysepunktet, mens de mere velstående af børnene havde fået fødderne i et par plastikposer. Den lille landsby bestod af en række huse omkring ”hovedgaden”, der selv for en 4-hjulstrækker, var næsten ufremkommelig på grund af hjulspor i det stivnede mudder på ind imellem 50-60 cm dybde. Vi gjorde holdt for at høre børnene, om hvilken vej vi skulle for at komme til Baku, men det var meget svært at gøre os forståeligt over for dem, specielt da vi ingen dollar havde, som de gjorde tegn med fingere, at de ville have for at komme med de ønskede oplysninger, så vi opgav og kørte videre, da der heller ingen muligheder var for tankning af bilen. Vi fortsatte af den opkørte og mudrede vej, da vi regnede med, at den måtte føre til et andet civiliseret sted—og det gjorde den—efter få kilometer kom vi ud på hovedvejen der førte til Baku—sådan cirka 10 –20 km før Baku.

Bestigning af en af vulkanerne

På tur i hovedstaden

Baku er også en smuk by i alt det grimme.

Baku er en by med 2 mio. indbyggere af hovedsagelig muslims observans. Aserbajdjanerne er ikke fanatiske med deres religion—langt de fleste er shiamusliner - på de fleste restauranter serveres der øl og vin, ligesom det kan købes i de fleste supermarkeder og hos handlende. Men man mindes dog om, at man er i et muslimsk land, når der kaldes til bøn fra minareterne. Man ser dog ingen kvinder gå med slør, men de fleste er dog iklædt sort tøj—både mænd og kvinder.

En dag havde Dorte og jeg taget på tur med undergrundsbanen, som for øvrigt fungerede aldeles tilfredsstillende og var i fin stand.

På et tidspunkt stod vi af på en station inde i hjertet af Baku og kom op på en stor plads, hvor vi aldrig havde været før. Inden der var gået mange sekunder blev vi antastet af den første politibetjent der ville se vore papirer. Men da han kun talte  aserbajdjansk og russisk og vi hverken havde papirer med eller kunne disse sprog, måtte han hovedrystene opgive. Der gik kun få minutter til at vi blev antastet af den næste og sådan fortsatte det. Jeg blev mere og mere irriteret over de mange antastninger, indtil jeg endelig forstod grunden til, at de så hurtigt spottede mig. Jeg tror, jeg var den eneste i hele Aserbajdjan, der havde lyse bukser på. Vi valgte så at vende tilbage til lejligheden og skifte tøj, før vi tog videre på vor udforskninger.

I Baku ligger der en gammel bydel, som er omkranset af  den imponerende bymur. Selve den gamle by er forholdsvis velholdt og restaureret og fungerende og er ikke som så mange andre omdannet til museum. Der bor både mennesker i byen, der er forretninger, restauranter o.s.v. Specielt tæppehandlere er der en del af, og det er muligt at gøre meget gode tæppehandler.

Parti fra Bakus gamle bydel

På en restaurant underholdt dette 4-mands orkester os med traditionel musik under vor middag. Restauranten lå i den gamle by og var en tidlige kamelstald, som blev brugt af kamel karavanerne under overnatning.

Bymuren, der omkranser den gamle bydel i Baku

Maiden Tower fra det 12. århundrede er vartegnet i den gamle by. Legenden siger, at bygherrens datter styrtede sig selv i døden fra dette tårn, da hun ikke måtte få sin elskede.

På marked i Baku. Her kan købes alt. Ud over traditionelle markedsvarer som frugt, grønt og fødevarer, kan man købe  reservedele til biler, værktøj, el-artikler  og meget andet godt.

På tur til sydlige Azerbajdjan

Azerbajdjans frugthave

Vi foretog en dag en tur til det sydlige Azerbadjan, op mod den iranske grænse. Det er det mest frugtbare område i landet, hvilket vi snart kunne se, ud fra last– og personbilerne, der kom sydfra—lastet med frugt og andre afgrøder. Selv om vejen, var en vigtig trafikåre, var den i samme stand som mange af de øvrige veje i Azerbajdjan—en jordvej med store huller i. Hvor hullerne er blevet for store, kører man blot udenfor  vejen og efterhånden er det så der vejen går. Det betyder, at man skal ikke regne med den store gennemsnits hastighed, når man kører i Azerbajdjan.

Nizami Literature Museum – museet for aserbajdsjansk litteratur

Stenbrud udenfor Baku

En anden dag vi var på farten, så vi adskillige modkørende lastbiler, lastet med kalkstensblokke, der bruges til byggeri. Og vi skulle selvfølgelig have fundet ud af, hvor de hentede disse mage blokke. Så vi fulgte lastbilstrømmen den modsatte vej og kom lsangt ud i stepperne, indtil vi pludselig nåede et stort stenbrud. Her blev kalkstensblokkende savet ud af klipperne. Et kvadratisk område af et par fodboldbaners størrelse udgjorde stenbruddet. Med en kæmpesav, der kørte på skinner, blev der først savet en lang række riller på den ene le med ca 40 cm mellemrum. Hvorefter der tilsvarende blev savet på den anden led med ca 60 cm mellemrum. Resultatet blev sandstensblokke på 40 x 60 cm. Disse blev med håndkraft læsset på de små lastbiler og kørt til en byggeplads.

Gedeavl

Vi mødte denne hyrde med sine får langt ude  på stepperne

Stenbrud, hvor der indtil videre kun er savet i den ene retning

Den store kraftige sav skal lige justeres

Vejen mod landbrugsområdet

Frugtkasser på taget og så afsted til markedet.

En hest er stadig i brug som transportmiddel

I en større landsby gjorde vi ophold og var rundt og studere byen. Her virkede meget øde med temmelig forfaldne huse, som bar præg af, at have oplevet bedre tider. Det sjove var dog, at næsten alle huse havde nyere og utrolig flotte og fantasifulde udførte tagrender og nedløbsrør udført i zink. Nedløbsrørene endte dog oftest et par meter over jorden og ledte vandet direkte ud på gaden,

Der var også en jødisk kirkegård i byen, hvor de afdøde ofte var foreviget på gravstenene med indgraverede billeder.

Heste og hestevogne er ikke et sjældent syn på disse kanter.

Parti fra bybilledet i det sydlige Aserbajdjan

De grønne farver dominerer i det sydlige