Private noter
Noter til. Otto II, Holy Roman Emperor, 955 - 07-12-983
Index
Noter: Wikipedia: Otto II (955 - 7. december 983), kaldet den røde (der. Rote), var hellig romersk kejser fra 973 til sin død i 983. Et medlem af det ostoniske dynasti, Otto II var den yngste og eneste overlevende søn af Otto den. Great og Adelaide af Italien.
Otto II blev gjort til fælles hersker over Tyskland i 961 i en tidlig alder, og hans far udnævnte ham til medkejser i 967 for at sikre hans arvefølge på tronen. Hans far sørgede også for, at Otto II giftede sig med den byzantinske prinsesse Theophanu, som ville være hans kone indtil hans død. Da hans far døde efter en 37-årig regeringstid, blev den atten-årige Otto II enerådende hersker over Det Hellige Romerske Rige i en fredelig rækkefølge. Otto II brugte sin regeringstid på at fortsætte sin fars politik med at styrke det kejserlige styre i Tyskland og udvide imperiets grænser dybere ind i det sydlige Italien. Otto II fortsatte også Otto I's arbejde med at underordne den katolske kirke til kejserlig kontrol.
Tidligt i sin regeringstid besejrede Otto II et stort oprør mod hans styre fra andre medlemmer af det osniske dynasti, som gjorde krav på tronen for sig selv. Hans sejr gjorde det muligt for ham at udelukke den bayerske linje af ottonerne fra den kejserlige arvefølge. Dette styrkede hans autoritet som kejser og sikrede hans egen søns arvefølge til den kejserlige trone.
Med indenrigsanliggender afgjort, ville Otto II fokusere sin opmærksomhed fra 980 og frem mod at annektere hele Italien i imperiet. Hans erobringer bragte ham i konflikt med det byzantinske rige og med muslimerne fra det fatimide kalifat, som begge havde territorier i det sydlige Italien. Efter indledende succeser med at forene de sydlige Lombardiske fyrstendømmer under hans myndighed og med at erobre byzantinsk kontrolleret område, sluttede Otto II's kampagner i det sydlige Italien i 982 efter et katastrofalt nederlag fra muslimerne. Mens han forberedte sig på at modangribe muslimske styrker, brød en større opstand fra slaverne ud i 983, der tvang imperiet til at opgive sine store territoriale besiddelser øst for Elben-floden.
Otto II døde pludseligt i 983 i en alder af 28 år efter en ti-årig regeringstid. Han blev efterfulgt som kejser af sin tre-årige søn Otto III, hvilket kastede imperiet ud i en politisk krise.
Otto II blev født i 955, den tredje søn af kongen af Tyskland Otto I og hans anden kone Adelaide af Italien. I 957 var Otto II's ældre brødre Henry (født 952) og Bruno (født 953) døde, samt Otto I's søn fra hans første kone Eadgyth, kronprins Liudolf, hertug af Schwaben. Med sine ældre brødre døde blev den to-årige Otto kongerigets kronprins og Otto I's arving. Otto I betroede sin uægte søn, ærkebiskop William af Mainz, Otto II's litterære og kulturelle uddannelse. Markgreve Odo, kommandør for Østmarchen, lærte den unge kronprins krigskunsten og rigets juridiske skikke.
Da Otto I havde behov for at få styr på sine anliggender forud for sin nedstigning til Italien, indkaldte Otto I til en diæt i Worms og fik Otto II i en alder af seks valgt til medregent i maj 961. Otto II blev senere kronet af sin onkel Bruno den Stor, ærkebiskop af Köln, ved Aachen-katedralen, sandsynligvis på pinsedag (26. maj). Mens Otto I havde sikret tronfølgen, havde han overtrådt kongerigets uskrevne lov om, at arveret kun kunne gives til et barn, der er nået myndig. Han var sandsynligvis motiveret af den høje risiko forbundet med hans ekspedition til Italien for at gøre krav på den kejserlige titel fra paven. Otto I krydsede Alperne til Italien, mens Otto II blev i Tyskland, og de to ærkebiskopper, Bruno og Vilhelm, blev udnævnt til hans regenter. Efter tre og et halvt år i Italien vendte Otto I tilbage til Tyskland tidligt i 965 som hellig romersk kejser. For at give håbet om dynastisk kontinuitet efter hans død bekræftede Otto I igen Otto II som sin arving den 2. februar 965, treårsdagen for Otto I's kroning som kejser.
Selvom Otto I blev kronet til kejser i 962 og vendte tilbage til Tyskland i 965, forblev den politiske situation i Italien ustabil. Efter næsten to år i Tyskland foretog Otto I en tredje ekspedition til Italien i 966. Bruno blev igen udnævnt til regent over den 11-årige Otto II under Otto I's fravær.
Med sin magt over det nordlige og centrale Italien sikret, søgte Otto I at afklare sit forhold til det byzantinske rige i øst. Den byzantinske kejser gjorde indsigelse mod Ottos brug af titlen "kejser". Situationen mellem øst og vest blev endelig løst til at dele suverænitet over det sydlige Italien. Otto I søgte en ægteskabsalliance mellem hans kejserlige hus og det østlige makedonske dynasti. En forudsætning for ægteskabsforbundet var kroningen af Otto II som medkejser. Otto I sendte derefter bud efter Otto II om at slutte sig til ham i Italien. I oktober 967 mødtes far og søn i Verona og marcherede sammen gennem Ravenna til Rom. Den 25. december 967 blev Otto II kronet som medkejser af pave Johannes XIII, hvilket sikrede Otto II's efterfølger til den kejserlige krone efter hans fars død.
Otto II's kroning tillod ægteskabsforhandlinger at begynde med Østen. Først i 972, seks år senere, under den nye byzantinske kejser John I Tzimiskes, blev der dog indgået en ægteskabs- og fredsaftale. Selvom Otto I foretrak den byzantinske prinsesse Anna Porphyrogenita, datter af den tidligere byzantinske kejser Romanos II, da hun blev født i lilla, forhindrede hendes alder (dengang kun fem år gammel) seriøs overvejelse fra Østen. Valget af kejser John I Tzimisces var hans niece Theophanu, som var soldat-kejserens niece af ægteskab. Den 14. april 14 972 blev den seksten-årige Otto II gift med den fjorten-årige østlige prinsesse, og Theophanu blev kronet til kejserinde af paven.
Selv efter sin kroning forblev Otto II i skyggen af sin anmassende far. Selvom imperiets nominelle medhersker, blev han nægtet enhver rolle i dets administration. I modsætning til sin tidligere søn Liudolf, som Otto I udnævnte til hertug af Schwaben i 950, fik Otto II intet ansvarsområde. Otto II var primært begrænset til det nordlige Italien under sin fars tid syd for Alperne. Efter fem år væk vendte den kejserlige familie tilbage til Sachsen i august 972.
Den 7. maj 973 døde Otto af feber, og Otto II efterfulgte sin far som eneste kejser uden at møde nogen modstand. Otto II brugte sin regeringstid på at fortsætte sin fars politik med at styrke det kejserlige styre i Tyskland og udvide det dybere ind i Italien.
Da Otto den Store døde, var den glatte arvefølge til den kejserlige trone af Otto II længe blevet garanteret. Otto II havde været konge af Tyskland i tolv år og kejser i fem på tidspunktet for Otto den Stores død. I modsætning til sin far havde Otto II ingen brødre til at bestride hans krav på tronen. Den 8. maj samledes imperiets adelige sig foran Otto II og "valgte" ifølge den saksiske krønikeskriver Widukind af Corvey Otto II som sin fars efterfølger. En af Otto II's første handlinger var at bekræfte ærkebiskoppen af Magdeburgs rettigheder og besiddelser. Selvom Otto II var lykkedes fredeligt til tronen, forblev interne magtdelinger stadig uadresserede. I løbet af sine første syv år som kejser var han konstant optaget af at opretholde kejserlig magt mod interne rivaler og eksterne fjender.
De hjemlige problemer Otto den Store stod over for mellem 963 og 972 var ikke blevet løst ved hans død. Den saksiske adel fortsatte med at modstå ærkebispedømmet Magdeburg, der ligger langs imperiets østlige grænse. Skønt det blev etableret af Otto I, blev de nøjagtige detaljer om bispedømmets grænser overladt til Otto II og hans hjælpere. Otto II's ægteskab med den byzantinske prinsesse Theophanu viste sig at være til hans ulempe, fordi de saksiske adelsmænd følte, at det fjernede kejseren fra deres interesser. Blandt Otto II's hovedrådgivere var det kun den saksiske biskop Dietrich I af Metz, der havde tætte forbindelser med den gamle saksiske adel. Hans andre rådgivere manglede støtte fra imperiets forskellige hertuger. Ærkebiskoppen af Mainz, Willigis, udnævnt i 975, og som havde været Otto II's rådgiver siden Otto den Stores anden ekspedition til Italien i 960'erne, var ikke født ind i en adelig familie. Hildebald af Worms, der var blevet udnævnt til Otto II's kansler i 977 og derefter som biskop af Worms i 979, var heller ikke af en adelig familie.
Otto den Store formåede heller ikke at afklare anliggender i Italien før hans død. Otto døde kort efter udnævnelsen af pave Benedikt VI i 973. I 974 blev Benedikte fængslet i Castel Sant'Angelo, Crescentii-familiens højborg. Da Otto II sendte en kejserlig repræsentant, grev Sicco, for at sikre hans løsladelse, fik Crescentius I og kardinal-diakon Franco Ferrucci, som efterfølgende skulle blive Boniface VII, en modpave, Benedikt myrdet, mens han stadig var i fængsel.
Efter hans kroning opstod der et brud mellem Otto II og hans mor, enkekejserinde Adelaide af Italien. Fra Otto den Stores død til påske 974 ledsagede Adelaide kejseren til enhver tid og rejste gennem hele imperiet med ham. Imidlertid mistroede Otto II's mor og hans kone Theophanu den indflydelse, den anden havde over kejseren, hvilket forårsagede gnidninger i den kejserlige husstand. Et sidste møde mellem Otto II og Adelaide blev arrangeret kort før pinse i 978, men et fredeligt resultat blev ikke opnået, hvilket tvang Adelaide til at trække sig tilbage til Bourgogne og til beskyttelse af sin bror, kong Conrad af Bourgogne.
Otto II søgte fortsat fred mellem sig selv og efterkommerne af sin onkel Henrik I, hertug af Bayern. For at sikre hjemlig ro gav Otto II den 27. juni 973 sin fætter, Henrik II, hertug af Bayern, kontrol over de kejserlige slotte i Bamberg og Stegaurach. Dette var ikke nok for den unge bayerske hertug, der ønskede at udvide sin indflydelse i hertugdømmet Schwaben, som hans far havde under Otto den Store. Biskop Ulrich af Augsburgs død den 4. juli bragte konflikten mellem kusinerne på højkant. Uden at rådføre sig med Otto II udnævnte Henrik II sin fætter Henrik til den nye biskop af Augsburg. Augsburg lå på den vestlige side af den schwabiske-bayerske grænse, territoriet for Henrik II's svoger Burchard III, hertug af Schwaben. Henriks handlinger med at navngive en biskop i et hertugdømme, der ikke var hans eget og uden kejserlig ledelse, bragte ham i konflikt med både Otto II og Burchard III. Uden at ønske borgerkrig, indsatte Otto II den 22. september 973 Henry som biskop.
Den 12. november 973 døde Burchard III uden arving: hans forening med Hadwing, søster til Henrik II, havde ingen børn. Uden nogen klar efterfølger krævede Henrik II, at Otto II udnævnte ham til den nye hertug af Schwaben. Kejseren fornemmede sin fætters vidtrækkende ambitioner og nægtede hans anmodning. I stedet udnævnte Otto II som hertug sin nevø Otto, søn af sin halvbror Liudolf, hertug af Schwaben. Før sin udnævnelse havde Otto længe været modstander af Henrik II's voksende indflydelse i Schwaben. Ved at navngive en efterkommer af sin halvbror i stedet for sin fætter, forstærkede Otto II sin fars politik med at udpege nære familiemedlemmer til nøgleposter i hele imperiet. Denne udnævnelse hævede Otto den Stores efterkommere over Henrik I's efterkommere i udvælgelsesprocessen, hvilket yderligere delte Otto II og Henrik II.
Udnævnelsen af Otto til hertug af Schwaben blev taget af Henrik II som et angreb på hans krav på den kejserlige trone og en lille smule for hans ære. Han og hans rådgiver, biskop Abraham af Freising, konspirerede med hertugen af Polen Mieszko I og hertugen af Bøhmen Boleslaus II mod Otto II i 974. Mens de historiske kilder ikke beskriver konspiratorernes mål, havde Henrik II sandsynligvis til hensigt at genoprette sin ære og for at sikre sin position som den næstmest indflydelsesrige mand i imperiet. Efter at have hørt om sammensværgelsen, krævede Poppo, biskoppen af Würzburg, Henrik II og hans tilhængere underkaste sig Otto II eller blive udsat for ekskommunikation. Otto den Stores bestræbelser på at konsolidere kirken under kejserlig kontrol havde gjort denne type handling normal. Henrik II og hans tilhængere efterkom og underkastede sig Otto II, før en væbnet konflikt brød ud. Otto II straffede dog de sammensvorne hårdt: Henrik II blev fængslet i Ingelheim og biskop Abraham i Corvey.
I 976 var Henrik II vendt tilbage til Bayern. Om Otto II løslod ham fra fængslet eller han flygtede vides ikke med sikkerhed. Da han vendte tilbage, gjorde Henry åbenlyst oprør mod Otto II og hævdede selv at herske over imperiet. Henrik II mobiliserede den saksiske adel mod Otto II. Især Henrik II havde stærke forbindelser til markgreve Gunther af Merseburg, grev Egbert den Enøjede og Dietrich I af Wettin, som alle var utilfredse med Otto II's manglende tilslutning til saksisk tradition. Som svar på oprøret fratog Otto II Henrik II sit hertugdømme og fik ham ekskommunikeret. Otto II marcherede derefter sin hær sydpå til Bayern og belejrede Regensburg, Henrik II's højborg. Otto II's hær brød til sidst igennem byens forsvar og tvang Henrik II til at flygte til Bøhmen.
Hertugdømmet Kärnten blev skabt af Otto II fra konfiskeret område af hertugdømmet Bayern
Med Henrik II afsat udstedte Otto II i juli 976 vidtrækkende edikter om reorganiseringen af de sydtyske hertugdømmer. Otto II reducerede størrelsen af hertugdømmet Bayern med næsten en tredjedel. Fra det udskårne bayerske område etablerede Otto II hertugdømmet Kärnten i det sydlige Tyskland. Ved at fratage Bayern Verona-marchen reducerede Otto II betydeligt de bayerske hertugers indflydelse i Norditalien og den generelle kejserlige politik over for Italien. Otto II gav det nyligt formindskede hertugdømme Bayern til sin slægtning Otto, hertugen af Schwaben, og udnævnte Henrik III, søn af den tidligere bayerske hertug Berthold, til hertug af Kärnten. Disse udnævnelser fortsatte hans politik med at udpege personer, der ikke havde nogen politiske forbindelser til Otto den Store, inklusive dem, der endda havde gjort oprør mod ham.
Da sagerne i det sydlige Tyskland var afgjort, vendte Otto II sin opmærksomhed mod at besejre og fange Henrik II. Efter en mislykket første invasion i Bøhmen marcherede Otto II til Bøhmen for anden gang i august 977. Mens han var i Bøhmen, brød et oprør ud i Bayern. Henrik I, biskop af Augsburg, og den nyligt udnævnte hertug fra Kärnten Henrik III sluttede sig til Henrik II i oprør, hvilket tvang Otto II til at vende tilbage fra Bøhmen. Kejseren, hjulpet af hertugen af Schwaben og Bayern, mødte oprørerne ved Passau og tvang dem efter en lang belejring til at underkaste sig. Otto II bragte derefter oprørerne for den kejserlige rigsting i Quedlinburg den 31. marts 978. Boleslaus II blev behandlet med hæder og svor loyalitet til Otto II. Mieszko I af Polen anerkendte Ottos kongelige autoritet til tronen. Otto II fængslede Henrik II under varetægt af biskoppen af Utrecht, hvor han ville blive indtil Otto II's død i 983.
Mens Otto den Store havde benådet oprørske familiemedlemmer for deres forbrydelser, fulgte Otto II en anden politik. I stedet håbede Otto II at underordne den bayerske linje af ottonere til hans kejserlige autoritet. Henrik II's fireårige søn, også kaldet Henry, blev sendt til Hildesheim for at studere til en kirkelig karriere. Det ser ud til, at Otto II havde til hensigt at afslutte de bayerske ottoneres sekulære kontrol over Bayern. Under en ny hertug ville Bayern forblive et fjerntliggende område af imperiet. Otto II ville kun besøge hertugdømmet tre gange under hans regeringstid, i alle tilfælde ledsaget af militæret.
I 950 havde Otto den Store underkuet kongeriget Danmark og tvunget den danske kong Gorm den Gamle til at acceptere ham som sin overmand. Otto den Store tvang også kongen og hans arving Harald Blåtand til at konvertere til kristendommen. Under Otto den Stores regering opfyldte Danmark alle sine forpligtelser og hyldede jævnligt tyskerne. Da Harald blev konge i 958, udvidede han kontrollen over sit rige til Norge og blev konge der i 970. Med sin nyligt opnåede magt var den unge hersker ikke længere villig til at acceptere tysk overherredømme over sit rige. I sommeren 974 gjorde Harald oprør mod Otto II.Med støtte fra norske tropper kunne Harald krydse den danske grænse til Tyskland og besejre de tyske styrker, der var stationeret i nord. Otto II angreb Haralds styrker, men den fælles dansk-norske hær slog den tyske hær tilbage. Men i efteråret, da de norske allierede sejlede nordpå for at vende tilbage til Norge, kunne Otto II imødegå Haralds fremrykninger ved Danevirke.
Før Henrik II's borgerkrig i Sydtyskland brød ud, stod Otto II over for stridigheder i det vestlige Tyskland. Brødrene Reginar IV, greve af Mons, og Lambert I, greve af Louvain, krævede, at kejseren genoprettede deres konfiskerede arv i hertugdømmet Lorraine. År tidligere i 958 forviste Otto den Store deres far Reginar III, greve af Hainaut, til Bøhmen, efter at han havde forsøgt et mislykket oprør. I 973 imødekom Otto II deres anmodning. Med både Otto den Store og Grev Reginar III døde, ser det ud til, at Otto II ønskede en frisk start med de to sønner. Lambert I og Reginar IV vendte tilbage til Lorraine i 973 for at generobre deres land med magt. Efter en indledende fiasko forsøgte brødrene igen i 976, denne gang med støtte fra kong Lothar af Frankrig. For at hjælpe med at berolige situationen i vest, udnævnte Otto II Charles, hans fætter og bror til Lothar, til hertug af Nedre Lorraine. Samme år udnævnte Otto II Egbert til sin kejserlige kansler.
Otto II's støtte til Charles gjorde imidlertid den franske konge rasende, som hævdede hertugdømmet som sit eget territorium. Charles og Lothair skændtes også, hvor Charles blev forvist fra Frankrig på grund af en påstand om utroskab vedrørende Lothairs kone. Charles flygtede til Otto II's hof og hyldede Otto II. Til gengæld udnævnte Otto II Karl til hertug og lovede at støtte hans krav på den franske trone. Kort efter Otto II havde knust Henrik II's oprør i syd, vendte kejseren og hans kone Theophanu tilbage til den gamle hovedstad Aachen i Lorraine. Med den kejserlige familie nær den franske grænse invaderede Lothair Lorraine og marcherede mod Aachen. Med den franske hær i sigte flygtede Otto II og Theophanu til Köln og derefter til hertugdømmet Sachsen. Efter at have hørt om den franske invasion, tog Otto II’s mor Adelaide af Italien, som var Lothairs svigermor, parti for Lothair over sin egen søn og flyttede til hoffet hos sin bror, kong Conrad af Bourgogne. Efter at have besat Aachen i fem dage, vendte Lothair tilbage til Frankrig efter symbolsk at vanære byen.
Otto II indkaldte til den kejserlige rigsdag i midten af juli i Dortmund. Der erklærede Otto II krig mod Frankrig og forberedte sin hær til at marchere mod vest. I september 978 gjorde Otto II gengældelse mod Lothair ved at invadere Frankrig med hjælp fra Charles. Han mødte kun lidt modstand på fransk territorium og ødelagde landet omkring Rheims, Soissons og Laon. Otto II lod derefter Karl krone som frankernes konge af Theodoric I, biskop af Metz. Lothair flygtede derefter til den franske hovedstad Paris og blev der belejret af Otto II og Charles. Sygdom blandt hans tropper anlagt af vinteren og en fransk nødhjælpshær under Hugh Capet tvang Otto II og Charles til at ophæve belejringen den 30. november og vende tilbage til Tyskland. På rejsen tilbage til Tyskland blev Ottos bagtrop angrebet og ødelagt af franske styrker, og deres forsyninger blev erobret. På trods af at ingen af parterne opnåede en klar sejr, følte Otto II, at hans ære var tilstrækkeligt genoprettet og åbnede fredsforhandlinger med den franske konge. Fred blev endelig indgået mellem Otto II og Lothair i 980: til gengæld for at give afkald på sine krav på Lorraine, ville Otto II anerkende Lothairs søn Ludvig V som den retmæssige arving til den franske trone.
Med freden sluttet vendte Otto II tilbage til Aachen for at fejre pinse og bevægede sig derefter mod Nijmegen. Under rejsen, i slutningen af juni eller begyndelsen af juli 980, fødte kejserinde Theophanu det kejserlige pars eneste søn: Otto III.
Med sit styre nord for Alperne sikret og med fødslen af sin arving flyttede Otto II sit fokus til Italien. Situationen syd for Alperne var kaotisk. Pave Benedikt VI, som var blevet udnævnt af Otto I, var blevet fængslet af romerne i Castel Sant'Angelo. Da Otto II sendte en kejserlig repræsentant, grev Sicco, for at sikre hans løsladelse, lod Crescentius I og kardinal Franco Ferrucci Benedikt VI myrde, mens de stadig var i fængsel i 974. Kardinal Franco Ferrucci kronede sig selv som Benedikt VI's efterfølger og blev modpave Boniface VII. Et populært oprør tvang imidlertid Bonifatius VII til at flygte til Konstantinopel og tog en stor skat med sig. I oktober 974, under ledelse af grev Sicco, blev biskoppen af Sutri valgt til pave som pave Benedikt VII. Bonifatius VII blev derefter summarisk ekskommunikeret for sit mislykkede forsøg på at tage pavedømmet.
I 979 var Benedikt VIIs position som hersker over Rom truet, hvilket tvang paven til at trække sig tilbage fra og søge kejserens hjælp. Da de accepterede pavens opfordring om hjælp, forberedte Otto II og Theophanu sig sammen med deres spæde søn Otto III til en march sydpå over Alperne. Otto II udnævnte Willigis, ærkebiskoppen af Mainz, til at tjene som hans regent over Tyskland.
I oktober 980 ankom det kejserlige hof til Chiavenna og modtog sine første italienske delegationer. Otto II ankom til Italien til Pavia den 5. december 980. I Pavia blev Otto II og hans mor, enkekejserinde Adelaide af Italien, forsonet efter flere års adskillelse. Før den kejserlige familie fejrede jul sammen i Ravenna, modtog Otto II Lombardiets jernkrone som konge af Italien. Efter nytår førte Otto II sit kejserlige hof til Rom og nåede byen den 9. februar 981, hvor kejseren uden besvær bragte pave Benedikt VII tilbage til sin pavelige trone. I Rom afholdt Otto II en storslået hofceremoni for at markere påsken. Den kejserlige familie fik selskab af Otto II's søster Matilda, abbedisse af Quedlinburg, kong Conrad af Bourgogne og hans kone Matilda af Frankrig, hertug Hugh Capet af Frankrig, hertug Otto af Schwaben og Bayern og andre høje sekulære og religiøse embedsmænd fra Tyskland, Italien og Frankrig.
Otto II fortsatte med at holde ret i Rom, hvilket gjorde byen til sin kejserlige hovedstad, hvor han modtog fyrster og adelige fra alle dele af Vesteuropa.
Forholdet mellem imperiet og republikken Venedig blev behandlet igen under Otto II's regeringstid. I 966 giftede Dogen af Venedig Pietro IV sig med en slægtning til Otto I. Ægteskabet bragte imperiet og Venedig i tæt forhold, hvor Otto I i 967 indrømmede en række kommercielle aftaler til Venedig i almindelighed og til Pietro IV's familie i særlig. Disse aftaler styrkede Venedigs bånd til det vestlige imperium, hvilket i høj grad gjorde den byzantinske kejser John I Tzimisces vrede, da Venedig kontrollerede al havhandel mellem Vesteuropa og den byzantinske Levant i øst.
Otto I's militære beskyttelse af Pietro IV sikrede hans kontrol over magten i Venedig på trods af hans autokratiske tendenser over den republikanske by. I 973 døde Otto I imidlertid. Med Otto II travlt med at undertrykke oprør i Tyskland, fandt venetianerne imod Pietro IV deres mulighed for at afsætte ham. De venetianske adelsmænd fængslede dogen i sit palads og satte ild til bygningen. Ilden spredte sig dog hurtigt til Markusbasilikaen, hvilket resulterede i, at størstedelen af byen blev brændt. Dogen og hans søn, også kaldet Pietro, blev dræbt i branden, men deres lig blev senere fundet og respektfuldt begravet. Pietro IV's yngre søn, Vitale Candiano, overlevede dog og flygtede til Otto II's hof i Sachsen med planer om at afsætte den nye pro-byzantinske doge, Pietro I Orseolo.
Pietro I's forsonende politik over for imperiet var ineffektiv. Efter at have regeret Venedig i fire år, abdicerede Pietro I frivilligt for at blive munk, hvilket tillod den pro-ottonske Vitale at vende tilbage til Venedig som Doge i 977, hvilket genoprettede byens venskabelige forhold til imperiet. Men Vitales regeringstid var kort (mindre end to år), og han abdicerede for frivilligt for at blive munk. Med stillingen ledig blev den pro-byzantinske Tribuno Memmo den nye Doge i 979. Med skiftet i ledelsen var Otto II tilbageholdende med at forny byens kommercielle aftaler, som hans far tidligere havde givet byen. Det var først efter indgreb fra Otto IIs mor, enkekejserinde Adelaide af Italien, at kejseren fornyede aftalerne.
Otto II fulgte sin fars politik med at udvide betydningen af kirken i hans imperium, især betydningen af klostervæsen og klostre. Kirken og dens organer fungerede som en støttende og stabiliserende faktor i imperiets struktur. For at udføre disse opgaver styrkede Otto II biskoppernes juridiske integritet og økonomiske uafhængighed fra den verdslige adel. Ottonierne havde en særlig religiøs interesse i Memleben, da både Otto IIs far Otto I og bedstefar Henrik I var døde der. Otto II og hans kone Theophanu øgede byens åndelige betydning ved at etablere et benediktinsk kejserkloster der: Memleben Abbey. I løbet af kort tid var Memleben Abbey blevet et af de rigeste og mest indflydelsesrige af de kejserlige klostre. Disse mål og den usædvanlige størrelse af klosteret tyder måske på, at Memleben kan have været tænkt som et kejserligt mausoleum for ottonierne.
Efter undertrykkelsen af Henrik II's oprør brugte Otto II imperiets klostre som sted for forræderiprocesserne. Mens hans far kun havde grundlagt ét kloster (Otto I erstattede senere klostret med katedralen i Magdeburg) under hans 37-årige regeringstid, etablerede Otto II mindst fire klostre: Memleben, Tegernsee, Bergen og Arneburg. Monasticisme blev en central del af Otto II's kejserlige politik, og betroede abbederne med vigtige politiske funktioner.
Otto II ansatte munke blandt sine øverste politiske rådgivere, herunder Ekkehard I og Majolus af Cluny. En af de vigtigste sådanne munke var Johannes Philagathus (den fremtidige modpave Johannes XVI). Af græsk afstamning var John den personlige kapellan for Otto II's kone Theophanu, og ledsagede hende, da hun rejste fra Konstantinopel for at gifte sig med Otto II. Otto II udnævnte ham til sin kejserlige kansler fra 980 til 982, såvel som abbed i Nonantola Abbey. Efter Otto II's død i 983 ville Theophanu, som hendes søn Otto III's regent, udnævne John til Otto III's lærer. Hun ville senere udnævne Johannes til biskop af Piacenza og ville sende ham til Konstantinopel for at arrangere et ægteskab mellem Otto III og en byzantinsk prinsesse.
Med hensyn til sin italienske politik gik Otto II ud over sin fars mål. Otto II's politik var ikke tilfreds med de territoriale gevinster, der blev opnået under Otto I, og var ikke kun baseret på at sikre sin magt i Rom og samarbejde med pavedømmet, men også på at opnå absolut herredømme over hele Italien. Påvirket af sin kone, som var fjendtlig over for det makedonske dynastis tilbagevenden i form af den byzantinske kejser Basil II efter mordet på John I Tzimisces, blev Otto II overtalt til at annektere det byzantinsk-kontrollerede Syditalien. Denne politik betød imidlertid nødvendigvis krig ikke kun med det byzantinske rige, men med det muslimske fatimide kalifat, som hævdede, at det sydlige Italien var inden for dets indflydelsessfære.
Ottoniernes chefløjtnant i det centrale og sydlige Italien havde længe været den langobardiske leder Pandulf Ironhead. Oprindeligt udnævnt af Otto I til prins af Benevento og Capua i 961, førte Pandulf krig mod byzantinerne og udvidede den ottoniske kontrol til at omfatte hertugdømmet Spoleto i 967. Året efter føjede Pandulf fyrstedømmet Salerno til imperiet under Otto II. . Hans felttog under Otto I og Otto II inkorporerede alle tre af de sydlige Lombardiske fyrstendømmer - Benevento, Capua og Salerno - i Det Hellige Romerske Rige. Som vasal af Otto II regerede Pandulf en stor blok af territorier, der strakte sig så langt nordpå som Toscana og så langt sydpå som Taranto-bugten.
Pandulfs død i 981 fratog Otto II en af hans primærløjtnanter. Pandulfs landområder blev delt mellem hans sønner, selvom yderligere stridigheder mellem de lokale langobardiske fyrster snart fulgte. Pandulfs ældre søn Landulf IV modtog Capua og Benevento, mens hans yngre søn Pandulf II modtog Salerno. Efter at have hørt om Pandulfs død rejste Otto II, der regerede fra Rom, sydpå for at indsætte Thrasimund IV som hertug af Spoleto. Derefter fik Pandulfs nevø Pandulf II Benevento, da Otto II opdelte Landulf IV's territorium, hvor Landulf IV beholdt Capua. Endelig afsatte hertug Manso I af Amalfi Pandulf II af Salerno i 982.
I 982 var hele området, der engang var regeret af Pandulf, kollapset, hvilket svækkede Otto II's position mod byzantinerne. Byzantinerne hævdede stadig suverænitet over de lombardiske fyrstedømmer, og manglen på en enkelt leder til at forhindre deres fremrykning ind i Lombards område tillod byzantinerne at trænge sig længere mod nord. Otto II forsøgte ved flere lejligheder at genforene de langobardiske fyrstedømmer politisk og kirkeligt i sit imperium efter Pandulfs død. Selvom han uden held belejrede Manso I i Salerno, opnåede Otto II i sidste ende anerkendelse af sin autoritet fra alle de langobardiske fyrstedømmer.
Vold brød ud i Venedig i løbet af 980 på grund af spændinger mellem den pro-ottonske Coloprini-familie og den pro-byzantinske Morosini-familie. Coloprini bad kejseren om støtte. Da Otto II så en mulighed for fuldt ud at indlemme Venedig i imperiet, indvilligede han. Ved ankomsten til Italien i 981 indførte Otto II straks en handelsembargo mod ø-republikken. Da den indledende embargo havde ringe effekt på Venedig, indførte Otto II en anden embargo i 983, som gjorde betydelig skade på den venetianske økonomi. Følgerne var katastrofale nok til at få de regerende venetianske familier til at overgive sig til Otto II, men Otto II's alt for tidlige død det år forhindrede ham i at udnytte sin sejr.
Med sin autoritet genetableret over de langobardiske fyrster vendte Otto II sin opmærksomhed mod truslen fra det muslimske Sicilien. Siden 960'erne havde øen været under muslimsk styre som Emiratet Sicilien, en stat i Fatimid-kalifatet. Det regerende Kalbid-dynasti havde gennemført razziaer mod kejserlige områder i det sydlige Italien. Pandulfs død i 981 tillod den sicilianske emir Abu al-Qasim at øge sine razziaer og ramme mål i Apulien og Calabrien. Så tidligt som i 980 krævede Otto II en flåde fra byen Pisa for at hjælpe ham med at udføre sin krig i det sydlige Italien, og i september 981 marcherede han ind i det sydlige Italien. Otto II havde brug for allierede i sin kampagne mod muslimerne og det byzantinske imperium, og forsonede sig med den amalfianske hertug Manso I og gav kejserlig anerkendelse af hans styre over Salerno.
Otto II's tropper marcherede mod det byzantinsk-kontrollerede Apulien i januar 982 med det formål at annektere territoriet til hans imperium. Otto II's march fik det byzantinske imperium til at søge en alliance med det muslimske Sicilien for at holde på dets syditalienske besiddelser. Ottos hær belejrede og erobrede den byzantinske by Taranto, Apuliens administrative centrum, i marts 982. Efter at have fejret påske i Taranto, flyttede Otto II sin hær vestpå og besejrede en muslimsk hær i begyndelsen af juli Emir Abu al-Qasim, som havde erklæret en hellig krig (jihad) mod Otto, trak sig tilbage, da han bemærkede den uventede styrke af Otto II's tropper, da sidstnævnte ikke var langt fra Rossano Calabro. Underrettet om det muslimske tilbagetog efterlod Otto II sin kone Theophanu og den lille søn Otto III (sammen med den kejserlige statskasse) i byen og marcherede sin hær for at forfølge den muslimske styrke.
Ude af stand til at flygte tilbage til sin højborg på Sicilien på grund af en ostonisk flådeblokade, stod al-Qasim over for Ottos hær i en kamp syd for Crotone ved Cape Colonna den 14. juli 982. Efter et voldsomt sammenstød ødelagde et korps af Otto II's tunge kavaleri det muslimske centrum og skubbet mod al-Qasims vagter, hvor emiren blev dræbt under anklagen. På trods af emirens død flygtede de muslimske tropper ikke fra slagmarken, men omgrupperede sig og formåede at omringe de kejserlige soldater, slagtede mange af dem og påførte kejseren et alvorligt nederlag. Ifølge den muslimske historiker Ibn al-Athir talte kejserlige ofre omkring 4.000. Landulf IV af Benevento og Pandulf II af Salerno, biskop Henrik I af Augsburg, markgreve Gunther af Merseburg, abbeden af Fulda og talrige andre kejserlige embedsmænd var blandt slagets ofre.
Det kejserlige nederlag chokerede den politiske sammensætning af Syditalien. Med to lombardiske prinser døde, overgik fyrstedømmerne Capua og Benevento til yngre grene af Landulfid-familien. Selvom de muslimske tropper blev tvunget til at trække sig tilbage til Sicilien efter deres sejr, forblev muslimerne en tilstedeværelse i det sydlige Italien og chikanerede byzantinerne og langobarderne. Dette ostoniske nederlag, det værste i imperiets historie på det tidspunkt, svækkede i høj grad den kejserlige magt i det sydlige Italien. Byzantinerne slog sig sammen med muslimerne og genvandt besiddelse af Apulien fra ostoniske styrker.
Nederlaget ved Stilo tvang Otto II til at flygte nordpå til Rom. Han holdt derefter en kejserlig diæt i Verona i pinsen 983. Han sendte sin nevø Otto I, hertug af Schwaben og Bayern, tilbage til Tyskland med nyheder om nederlaget og for at kalde de tyske adelsmænd til forsamlingen, men hans udsendte døde undervejs den 1. november 982 i Lucca. Nyheder om slaget krydsede imidlertid Alperne og nåede så langt som til Wessex i England, hvilket indikerer omfanget af nederlaget. Hertug Bernard I af Sachsen var på vej sydpå til forsamlingen, da danske vikingetogter tvang ham til at vende tilbage for at møde truslen.
Ved forsamlingen udnævnte Otto II Conrad (en fjern slægtning til Otto II) og Henrik III som de nye hertuger af henholdsvis Schwaben og Bayern. Henrik III var tidligere blevet forvist af Otto II efter hans nederlag som led i et toårigt oprør mod Otto II's styre. Nederlaget ved Stilo kostede imperiet mange adelige, og tvang Otto II til at afslutte Henrys forvisning for at stabilisere indenrigsforhold i Tyskland, mens han førte kampagne mod muslimerne og byzantinerne i det sydlige Italien. Udnævnelsen af Conrad I tillod også Conradinernes Hus at vende tilbage til magten i Schwaben for første gang siden 948. Otto II og de forsamlede adelsmænd blev enige om en strategi med flådeblokade og økonomisk krigsførelse, indtil forstærkninger fra Tyskland kunne nå frem. Otto II forberedte sig derefter på en ny kampagne mod muslimerne og opnåede en forlig med Republikken Venedig, hvis hjælp han havde brug for efter ødelæggelsen af hans hær ved Stilo. Otto II's død det næste år og den deraf følgende borgerkrig forhindrede dog imperiet i at reagere passende på nederlaget.
Den vigtigste handling, som Otto II tog ved forsamlingen, var imidlertid at sikre "valget" af sin søn Otto III, som dengang kun var tre år gammel, som konge af Tyskland og arving til den kejserlige trone. Otto III blev dermed den eneste tyske konge valgt syd for Alperne. Den nøjagtige årsag til denne usædvanlige procedure er gået tabt til historien. Det er muligt, at forholdene i det sydlige Italien efter nederlaget krævede, at Otto II handlede hurtigt med at udpege en kejserlig arving for at sikre imperiets fremtid. Det kan dog også tænkes, at afholdelse af valget i Italien var et bevidst valg fra Otto II's side for at demonstrere, at Italien var en ligeværdig del af imperiet som Tyskland. Hans valg sikret, Otto III og hans mor, kejserinde Theophanu, rejste nordpå over Alperne med kurs mod Aachen, det traditionelle kroningssted for ottonierne, for at Otto III officielt kunne krones som konge. Otto II blev i Italien for yderligere at tage fat på sine militære kampagner.
Omkring år 982 strakte den kejserlige autoritet i slavisk område sig så langt mod øst som den lusatiske Neisse-flod og så langt sydpå som Ertsbjergene. Efter Otto II's nederlag ved Stilo i 983, gjorde Lutici-forbundet af polabiske slaver oprør mod deres tyske overherrer, hvilket udløste den store slaviske opstand (Slawenaufstand). De polabiske slaver ødelagde bispesæderne i Havelberg og Brandenburg. Ifølge den tyske krønikeskriver biskop Thietmar af Merseburg var den årtier lange tvungne germanisering og kristning af slaverne forbundet med disse to kirker årsagen til deres ødelæggelse. Thietmar giver opstanden skylden for tyskernes mishandling af slaverne: "Krigerne, som plejede at være vores tjenere, er nu frie som følge af vores uretfærdigheder." I de obotritiske områder langs Elben-floden indledte lutikerne et oprør. rettet mod afskaffelsen af feudalstyret og kristendommen, med stor støtte fra den obodritiske befolkning og deres leder Mstivoj. Dels lykkedes det obodritiske oprør: Fyrstefamilien, selvom den delvist forblev kristen, opløste kristne institutioner.
Soldater fra Northern March, March of Meissen og March of Lausitz, såvel som fra biskoppen af Halberstadt og ærkebiskoppen af Magdeburg, gik sammen for at besejre slaverne nær Stendal. Ikke desto mindre blev imperiet tvunget til at trække sig tilbage til Elbens vestlige bred. Succeserne med imperiets kristningspolitik over for slaverne blev annulleret, og den politiske kontrol over Billung-marchen og den nordlige march (områder øst for Elben) gik tabt. I tiåret efter hans død blev Otto I's livsværk med at omvende slaverne gjort op. De slaviske områder øst for Elben ville forblive hedenske i over et århundrede, før yderligere missionsarbejde blev genoptaget: det ville først være i det 12. århundrede, at kirkerne Havelberg og Brandenburg ville blive genetableret.
Danskerne udnyttede det slaviske oprør og invaderede Slesvig-marchen langs imperiets nordlige grænse, mens de sorbiske slaver invaderede og erobrede Zeitz-marchen fra sakserne.
I juli 983 døde pave Benedikt VII, en langvarig ostonisk tilhænger, af naturlige årsager efter at have regeret i næsten ti år. Otto II vendte tilbage til Rom i september for at navngive en ny pave, idet han valgte biskoppen af Pavia Pietro Canepanova (der regerede som pave Johannes XIV) i november eller begyndelsen af december. Mens Otto II var i Rom, forhindrede et malariaudbrud i det centrale Italien genoptagelsen af militær aktivitet i det sydlige Italien. Udbruddet førte til sidst til, at kejseren selv døde i hans palads i Rom den 7. december 983, i en alder af 28, efter at have regeret i lidt over et årti. Otto II's penge og ejendele blev delt mellem den katolske kirke, imperiets fattige, hans mor Adelaide og søster Matilda og de adelige, der var loyale over for ham. Otto II blev derefter begravet i atriumet i Peterskirken.
Otto II's treårige søn Otto III blev kronet som konge af Tyskland i Aachen juledag i 983, tre uger efter faderens død. Otto III blev kronet af Willigis, ærkebiskoppen af Mainz, og John, ærkebiskoppen af Ravenna. Nyheden om Otto II's død nåede først til Tyskland efter Otto III's kroning. De uløste problemer i det sydlige Italien og det slaviske oprør ved imperiets østlige grænse gjorde imperiets politiske situation yderst ustabil. Ankomsten af en mindreårig på den kejserlige trone kastede imperiet i forvirring, hvilket tillod Otto III's mor, den byzantinske prinsesse Theophanu, at regere som hans regent.
I 976 havde Otto II afsat Henrik II som hertug af Bayern og fængslet ham. I begyndelsen af 984 flygtede Henrik II fra sin fængsling af biskoppen af Utrecht. Fri fra sin indespærring greb han spædbarnet Otto III og, som medlem af det regerende ostoniske dynasti, hævdede han imperiets regentskab for sig selv. Henrik II gik til sidst så langt som at gøre krav på den tyske trone direkte, idet han opnåede troskab fra Mieszko I af Polen og Boleslaus II, hertug af Bøhmen. Henrik II's påstande blev støttet af ærkebiskop Egbert af Trier, ærkebiskop Gisilher af Magdeburg og biskop Dietrich I af Metz. Otto III's ret til tronen blev dog støttet af ærkebiskop Willigis af Mainz og hertugerne af Sachsen, Bayern og Schwaben. Truslen om krig fra Willigis og Conrad I, hertug af Schwaben, tvang Henrik II til at opgive Otto III den 29. juni 984 og respektere Theophanus regentskab.
Otto II's tidlige død og de efterfølgende begivenheder viste sig at være en alvorlig prøve for Empire. På trods af at han havde et barn under sin mors regentskab som hersker, forblev strukturen etableret af kejser Otto den Store stærk, da de fleste af imperiets mest magtfulde embedsmænd forblev loyale over for det kejserlige system.
Otto var en mand af lille statur, af natur modig og impulsiv, og ved at træne en dygtig ridder. Han var generøs over for kirken og hjalp med udbredelsen af kristendommen på mange måder. Ifølge en af datidens kronikører fik han tilnavnet "Røde", da han i 981 inviterede de mest besværlige af de romerske familier til en banket og fortsatte med at slå dem ved middagen. Mere sympatiske krønikeskrivere sagde, at det skyldtes hans rødlige teint. Faktisk er det meget mere sandsynligt, at Otto har arvet tilnavnet fra sin halvonkel Conrad den Røde, som døde det år, han blev født, og fra hvem han har sandsynligvis også arvet en del ejendom.
Otto II var medlem af det ottoniske dynasti, som regerede Tyskland (og senere Det Hellige Romerske Rige) fra 919 til 1024. I forhold til de øvrige medlemmer af hans dynasti var Otto II barnebarn af Henrik I, søn af Otto I. far til Otto III, og en førstefætter, der engang blev flyttet til Henrik II.
Otto II havde kun én kendt kone. Den 14. april 972 giftede Otto II sig med Theophanu, en byzantinsk prinsesse af Phokas-familien, som var fætter til den regerende byzantinske kejser John I Tzimiskes. De to havde mindst fem børn:
Adelheid I, Abbedisse af Quedlinburg og Gandersheim, født 973/974, død 1045.
Sophie I, Abbedisse af Gandersheim og Essen, født oktober 975, død 1039.
Matilda, født sommeren 978, død 1025; der giftede sig med Ezzo, pfalzgreve af Lotharingen.
Otto III, hellig romersk kejser, født slutningen af juni/begyndelsen af juli 980.
En datter, en tvilling til Otto, der døde før 8. oktober 980.