Private noter
Noter til. Swanhilde Billung, Princess of Saxony, 945-955 - 26-11-1014
Index
Begravet Sted: Jena Kloster
Begravet Dato: 1028
Sted: Genbegravet: Church of St. George in Naumburg
Noter: Wikipedia: Swanehilde af Sachsen (også Suanehild, Suanhild, Swanhild, Schwanhild eller Billung, født mellem 945 og 955, død 26. november 1014) var markgrevin af Meissen (r. 970-979 og før 1000-1014).
I 970 giftede hun sig med Thietmar I (død 979) markgreve af Meissen. De havde følgende problem:
Gero II (970/975 - 1015), Graf im Hassegau og Markgraf der Lausitz, der døde i kamp mod polakkerne.
Efter Thietmars død giftede hun sig igen med Ekkehard I, der blev myrdet den 30. april 1002 i Pöhlde. De fik syv børn:
Liutgard (d. 1012), gift med markgreve Werner af den nordlige march
Herman I, markgreve af Meissen (d. 1038), giftede sig med Regelinda, datter af kong Boleslaw I Chrobry af Polen
Eckard II, markgreve af Meissen (d. 24. januar 1046), gift med Uta, søster til grev Esico af Ballenstedt
Gunther (d. 1025), ærkebiskop af Salzburg
Eilward (d. 1023), Biskop af Meissen
Matilda, gift med Dietrich II, markgreve af Nedre Lausitz
Oda (d. efter 1018), giftede sig med kong Boleslaw I Chrobry af Polen.
Swanehilde døde den 26. november 1014. Hun blev begravet i klostret Jena og genbegravet efter 1028 i St. George-kirken i Naumburg.
Private noter
Noter til. Oda Princess zu Meissen, CA 996 - 1025
Index
Noter: Wikipedia: was a German noblewoman member of the Ekkehardiner dynasty and by marriage firstly Duchess and later the first Queen of Poland.
Private noter
Noter til. Boleslaw I The Great, King of Poland, 967 - 17-06-1025
Index
Begravet Sted: Archcathedral Basilica of St. Peter and St. Paul, Poznan
Noter: in the past also known as Boles?aw I the Great (Wielki), was a Duke of Poland in 992–1025 and the first King of Poland from 19 April 1025 until his death. He also ruled as Boleslav IV, Duke of Bohemia during 1002–1003.
Private noter
Noter til. Hermann Eillung Billung, Duke of Saxony, 905/10 - 27-03-973
Index
Begravet Sted: Lüneburg St Michael
Noter: Wikipedia: (død 27. marts 973 i Quedlinburg) fra gruppen af slægtninge til Widukinds efterkommere var hertug i Sachsen. Det almindelige kaldenavn Billung er måske ikke nutidigt.
Efter at være kommet til magten i 936, udnævnte kong Otto I Hermann til sin nye militære leder (princeps militiae). Beslutningen vakte opsigt blandt den saksiske adel. Især Hermanns ældre bror Wichmann I følte sig ignoreret og sluttede sig midlertidigt til et oprør mod kongen. Trods sin opsigtsvækkende forkærlighed attesteres Hermann først i kilderne næsten 20 år senere: I løbet af Liudolfin-oprøret fra 953 til 955 udnævnte Otto I ham til sin stedfortræder (procurator regis) i Sachsen for varigheden af hans fravær pga. krig. De fortællende kilder omtaler Hermann som hertug (dux) fra nu af uden at rapportere nogen autoritet over den saksiske adel. I det nordlige Sachsen blev han fanget i en magtkamp med sine nevøer, hvis arv han havde tilegnet sig efter sin ældre brors død. Der gjorde Hermann Lüneburg til centrum for sit styre og grundlagde St. Michaelis-klosteret, gravstedet for familien Billung opkaldt efter Hermann. Over for de Elbe-slaviske abodriter førte han en politik, der havde til formål at balancere og binde. Da Otto I genudnævnte ham til sin stedfortræder, før han rejste til Italien i 961, var Hermann den mest magtfulde mand i Sachsen. Mod slutningen af sit liv kunne han endda have nået reglen, da han ulovligt brugte den kongelige ceremoni i Magdeburg for alle at se. Hermann døde i Quedlinburg i påsken 973, kun få uger før Otto den Store. Hans mandlige efterkommere var hertugerne af Sachsen i fire generationer i en lige linje.
Især Hermanns konstitutionelle position er blevet diskuteret i forskningen. Allerede i 1866 kom Ludwig Weiland til den konklusion, at Hermann var den første blandt ligemænd i Sachsen, der ikke var en "rigtig" hertug. I stedet manglede han autoritet over den saksiske adel. Denne opfattelse fortsætter den dag i dag og kommer til udtryk i Hermanns restriktive betegnelse som "hertug i Sachsen". I 1984 kunne Gerd Althoff bevise, at Hermann som medlem af familien af Widukinds efterkommere tilhørte den vigtigste kønsforening i Sachsen. I 1996 gjorde Matthias Becher Hermann til kernen i krystalliseringen til fremkomsten af en saksisk stammebevidsthed. Den dag i dag betragtes Hermann også som en markgreve af slaverne i nordøst.
Hermanns oprindelse er ikke blevet videregivet gennem samtidige kilder. Senere rapporter, der beskriver ham dels som søn af fattige, dels som en adelig efterkommer af en Billung eller Billing, hører hjemme i sagnets rige eller anses for tvivlsomme på grund af den lange tidsforsinkelse. Den første gruppe omfatter især nyheden om Adam fra Bremen om en påstået "lavere fødsel" og historien i Lüneburgerkrøniken om Hermanns oprindelse fra en Meyerhof i Stübeckshorn nær Soltau Antagelsen om, at han er søn af en Billung, er baseret på en tilsvarende indførsel i St. Michael-klosterets huskrønike i Lüneburg fra perioden mellem 1229 og 1233. I dag anses kun Hermanns medlemskab af den mest indflydelsesrige og fremtrædende gruppe af slægtninge i det nordlige Sachsen, efterkommerne af Widukind, for sikkert. Greverne Ekbert og Bernhard von Borghorst nævnes som nærmeste slægtninge fra forældregenerationen, uden at det med sikkerhed er muligt at fastslå forholdet til dem
Hermann havde to ældre brødre, Wichmann I den ældre og Amelung, biskop af Verden.
Hermanns ægteskab med Oda von Sachsen fik mindst fire børn. Den ældste søn Bernhard I blev hertug af Sachsen efter sin fars død i 973. Lidt er kendt om hans bror Liudger Datteren Mathilde I giftede sig med Balduin III i 961. af Flandern og efter hans tidlige død omkring 963 Gottfried fangerne. Suanhilde (Schwanhild) var oprindeligt gift med markgreve Thietmar I af Meißen og derefter med hans efterfølger markgreve Ekkehard I. Den ofte tiltalt datter af Hermanns Imma II, abbedisse af kanonklostret Herford, er i et dokument af Otto III. omtalt som datter af Bernhard I.
Et andet ægteskab mellem Hermann og Hildesuith (eller Hildegard) er tvivlsomt. Grevinden af dette navn, som er opført på et stamtræ af familien Billunger oprettet mellem 1071 og 1086 i St. Michael-klostret i Lüneburg, kan også være den ellers ukendte første hustru til Hermanns søn Bernhard I.
Efternavnet "Billung" er ifølge en udbredt opfattelse en forskningskonstruktion, der blev valgt for at adskille gruppen af slægtninge fra andre adelige familier efter den påståede stamfader Billung Til gengæld fandt Ruth Bork allerede i 1951 ud af, at navnet kunne være nutidigt, fordi den abodritiske fløjlshersker Mistiwoj, allieret med Hermann, bærer dåbsnavnet Billug i den hamborgske kirkehistorie om Bremen domkirkes kormester Adam von Bremen fra ca. 1070.
Hermann nævnes for første gang i forbindelse med et saksisk felttog mod redarianerne i efteråret 936. I sin historie om Sachsen fra omkring 968 rapporterer Widukind von Corvey, at efter kong Heinrich I's død besluttede hans søn og efterfølger Otto I at udnævne en ny militær leder (princeps militiae). Embedet blev ledigt ved grev Bernhard von Borghorsts død omkring årsskiftet 935/936. Kongens valg faldt på Hermann, som invaderede Redarianernes land med sine væbnede styrker og besejrede dem. Trods denne succes førte Hermanns udnævnelse til voldsomme reaktioner fra den saksiske adel, som i sidste ende resulterede i et oprør mod kongen. Forskningen leder ikke efter årsagerne til denne forargelse i Hermanns person, men i kongens motiver for udnævnelsen af den militære leder og i det embede, som han betroede ham.
Som svar på Hermanns ordre forlod hans ældre bror Wichmann hæren med sine tilhængere, før felttoget begyndte. Han forfalskede en sygdom som årsag. Faktisk så han sig selv forsømt i sin rang og såret til sin ære. Han var leder af den mest magtfulde og rigeste kønsforening i det nordlige Sachsen Dette gav ham en højere rang inden for klanen end hans meget yngre bror. Hans stilling skaffede ham stor prestige blandt de saksiske adelsmænd. Dette afspejles i en ros til Widukind von Corvey, der beskriver ham som en magtfuld og modig mand, erfaren i krigen og med exceptionel uddannelse. Omvendt overdriver Adam von Bremen Hermanns relative ubetydelighed, når han beskriver ham som søn af fattige forældre, der kun arvede syv jordklove fra sin far. Wichmanns forbindelser strakte sig til den kongelige familie gennem hans ægteskab med en søster til dronning Mathilde, som allerede var død på dette tidspunkt. Hans samlede besiddelser i Bardengau, grænseområdet til slaver og danskere, gav ham yderligere politisk vægt. På denne baggrund var Wichmann åbenbart uvillig til at acceptere den skændsel, der blev lidt over for den forsamlede saksiske adel for hans forsømmelse af den hidtil ubetydelige bror Året efter sluttede han sig til oprøret omkring Ottos halvbror Thankmar og den frankiske hertug Eberhard mod kongen.
Wichmanns forargelse over kongens indblanding i kønsforeningens hierarkiske struktur, som fra hans synspunkt ikke var begrundet i noget, blev delt af store dele af den saksiske adel. Widukind rapporterer, at de andre saksiske storspillere også misbilligede beslutningen.
En af disse store ved navn Ekkehard, formodentlig en fætter til kongen, fandt Hermanns udnævnelse en sådan ydmygelse, at han mod kongens ordre forlod hæren og angreb et slavisk slot på egen hånd, for at Ottos gunst kunne vinde for sig selv eller at dø herligt. Han og hans kolleger blev dræbt foran slottet.
Otto I's motiver for at udnævne Hermann er forvirrende. Ifølge Widukind var han ikke bedre egnet til kontoret end sin storebror. Forskning er derfor enig i, at Otto primært besluttede sig imod Wichmann. Da Widukind ikke giver nogen begrundelse for Hermanns præference, blev der fremsat forskellige forskningshypoteser. For Gerd Althoff var det at omgå Wichmann en foranstaltning til at "håndhæve suveræn beslutningsmagt". Otto I. ønskede at demonstrere det nye kongelige selvbillede, hvorefter han som hersker ikke var bundet af adelens arvekrav til bestemte stillinger. Matthias Becher giver en anden forklaring: Der var ingen konsensus i kongefamilien om valget af Henrik I's efterfølger. Dronning Mathildes favorit til tronfølgen var hendes yndlingssøn Heinrich. Wichmann havde stået i Mathildes lejr som dronningens svoger, der ligesom han tilhørte gruppen af slægtninge af Widukinds efterkommere. Ved at nulstille Wichmann eliminerede Otto en potentiel modstander. Ernst Schubert og Johannes Laudage går et skridt videre. Efter deres mening havde Otto til hensigt at splitte hele kønssammenslutningen for at svække den på denne måde. En sådan splittelse kan faktisk ses i de efterfølgende argumenter mellem Hermann og Wichmanns sønner Wichmann II, Ekbert og Brun, som Widukind rapporterer omfattende om
Forskning ser en yderligere grund til den saksiske adels forargelse mod Hermanns udnævnelse til princeps militiae i de tilhørende særlige rettigheder. I den bogstavelige oversættelse betyder princeps militiae oprindeligt blot hærfører. Derfor blev det lejlighedsvis antaget, at Hermanns beføjelser som princeps militiae var begrænset til en militærleders beføjelser i kampagnen mod redarianerne. I mellemtiden er forskningen dog enstemmigt kommet til den konklusion, at Hermann fik yderligere beføjelser med embedet som militærleder. Navnet var blevet brugt 50 år tidligere i Annales Fuldenses for grev Heinrich fra familien Babenberg for at udnævne ham til lederen af de adelige tilhængere (militsen) Ludwig III. at beskrive den yngre Derudover viser den saksiske adels voldsomme reaktioner på Hermanns udnævnelse, at stillingen var langt vigtigere end en militærchefs, der blev udnævnt på grund af situationen.
På den anden side er der ingen konsensus om svaret på spørgsmålet om, hvad disse yderligere beføjelser kunne have været. En udbredt opfattelse er, at med udnævnelsen af Hermann til hærfører gav kongen ham også til opgave permanent at sikre Østfrankens nordøstlige grænse mod danskerne og elbeslaverne Dette embede havde tidligere besat Hermanns slægtning Bernhard, der døde i 935/936, den sejrrige general i slaget ved Lenzen. På den anden side repræsenterede tildelingen af titlen general ifølge Albert K. Hömberg oprettelsen af et saksisk hertugdømme Matthias Becher kom til en konklusion, der ligner Hömbergs: med udnævnelsen af en princeps militiae oprettede Otto I et formidlende organ mellem adelen og kongedømmet ved permanent at overføre sin egen myndighed til Hermann De saksiske stormænd måtte da tage imod ordrer fra Hermann, der hidtil havde været aldeles ubetydelig. I modsætning hertil påpegede Gerd Althoff i 1999, at de skriftlige kilder ikke indeholder nogen henvisning til Hermanns yderligere beføjelser, såsom den øverste kommando over andre adelige eller udøvelse af jurisdiktion.
Efter den vellykkede Redarian-kampagne spillede Hermann i begyndelsen ikke længere en rolle på det kejserlige plan. I modsætning hertil forsonede hans ældre bror Wichmann sig med kongen i 939 og vil sandsynligvis have præsideret over den magtfulde familieforening indtil sin død i 944. Men først knap ti år efter Wichmanns død skete der en stigning i nyhederne om Hermann, som kun blev nævnt én gang i de skriftlige kilder indtil 953. Det er bemærkelsesværdigt, at Hermann ikke længere kæmpede ved kongens side. Han holdt sig væk fra kampene under Liudolfin-oprøret i 953. Hermann deltog ikke i de to store slag i 955 - på Lechfeld mod ungarerne og på Raxa mod slaverne. I stedet konsoliderede han sit krav om at herske over kønsforeningen og de enorme godser i nordøst i en række kampe mod sønnerne af hans bror Wichmann. Over for slaverne på den nedre Elben, nemlig abodriterne, førte han en politik rettet mod kompensation og dynastiske bånd. Derved valgte han en anden tilgang end markgreven Gero på den midterste Elben. Da Hermann modtog repræsentation i Sachsen af kongen under sit italienske felttog i 961, var han sandsynligvis allerede den mægtigste stormand i Sachsen.
Den eneste pålidelige omtale af Hermann frem til år 953 kommer fra en kilde fra første halvdel af det 11. århundrede, Dudo af Saint-Quentins normanniske historie. Ifølge Dudos rapport blev Hermann på et ukendt tidspunkt før 941 taget til fange i Danmark, hvor han også lærte det danske sprog Matthias Becher udleder af denne besked, at Hermann handlede på kongelig ordre. Otto I. havde planlagt politisk at integrere det danske fastland tættere i Reichsverband. I denne sammenhæng gjorde Hermann og den kongelige hær et mislykket forsøg på at underlægge sig Jylland, som var kontrolleret af Gorm eller hans søn Harald Blåtand, og blev taget til fange i processen Faktisk rapporterer Widukind von Corvey for år 939, at Sachsen led under danskerne i nord. Ingen af kilderne kender dog til et felttog af Hermann mod danskerne - og endda på en kongelig kommission.
I 967 rapporterer Widukind von Corvey, at Hermann greb ind i styret af de Elbe-slaviske Wagrians, hvis prins Selibur han afsatte. Dette gik forud for en strid mellem Selibur og en anden Elbe-slavisk småkonge, den senere abodritiske fløjlshersker Mistivoy. Hermann tog Mistivoys side og dømte Selibur til at betale 15 talenter sølv. Da Selibur gjorde oprør mod Hermann, trængte han ind i Wagrien og erobrede Seliburs slot, sandsynligvis Starigarden, nutidens Oldenburg i Holsten. Derefter afsatte han den oprørske Selibur og udnævnte sin søn Sederich til prinsen af Wagrier. Selvom det ved første øjekast drejer sig om udøvelsen af Hermanns direkte styre, er der stillet spørgsmålstegn ved dette. Først og fremmest rapporterer Widukind, at Mistivoy belejrede slottet, og at Hermann og hans hær først ankom dertil senere. Heraf blev det konkluderet, at Selibur ikke gjorde oprør mod Hermann, men mod Mistivoy Hermann ønskede ikke at håndhæve sit eget krav om at regere, men snarere skyndte han sig Mistivoy til hjælp, hvis overhøjhed Selibur ønskede at slippe af med efter Mistivoys forgænger Nakons død. Erich Hoffmann antager på den anden side, at Selibur var under både Mistivoys og Hermanns overherredømme på samme tid. En hel bundt af motiver var afgørende for Hermanns indblanding i den interne arabiske konflikt. Ud over at sikre sit eget krav om at regere havde han støttet Mistiwoj ikke mindst fordi Selibur havde allieret sig med Hermanns ærkefjende Wichmann II.
For varigheden af sine ophold i Italien 961-966 og 966-973 udnævnte Otto I. Hermann til sin repræsentant (procurator regis). Hermann havde allerede udført denne opgave i en kort periode i 953 under Liudolfini-opstanden. Om han blev udnævnt til stedfortræder, fordi han allerede var hertug i Sachsen, eller voksede ind i embedet som hertug gennem deputerede eller forblev begrænset til funktionen som prokurator, er ikke endeligt afklaret i forskningen.
Efter Wichmann I's død brugte Hermann sine nevøers umodenhed Wichmann II og Ekbert til at forsøge at etablere sig som leder af kønsforeningen ved at tilegne sig sin brors omfattende ejendele Derefter begyndte Wichmannssonerne en årtier lang kamp for deres arv, som Widukind von Corvey berettede detaljeret om i sin Sachsens historie. De to brødre anklagede Hermann for at have forrådt deres arv og beskrev ham offentligt som en røver af deres skatte, selvom de fandt støtte blandt den saksiske adel. Under Liudolfin-oprøret i 953 løb Wichmann II over til Liudolfs lejr, som havde lovet ham støtte i striden med Hermann. Efter opstandens fiasko afbrød Wichmann II og Ekbert i første omgang deres kamp mod Hermann, indtil de endelig blev taget til fange. Hermann førte sine nevøer foran kongen, som lod Ekbert gå og Wichmann II kun satte i husarrest. Efter at Wichmann II var flygtet, beslaglagde brødrene nogle borge i deres slægtshjem i vinteren 954/955. De var dog ude af stand til at holde dette mod Hermann og måtte trække sig tilbage med deres tilhængere over Elben til slavisk område. Der holdt de hul med godkendelse af den abodritiske fløjlshersker Nakon på det ellers ukendte slot Suthleiscranne Nakons godkendelse kunne have været resultatet af en venskabsalliance med afdøde Wichmann I. Efter at Hermann havde oprettet en hær, rykkede han i marts 955 frem til det af brødrene forsvarede slot uden at kunne tage det. Til gengæld trængte Wichmann II ind på saksisk område efter påske som leder af det, der nu var en overvejende slavisk tilhængerskare. Befolkningen flygtede til Cocarescemier Slot, som efterfølgende blev belejret. Hermann, hvis hær tilsyneladende allerede var opløst efter fiaskoen foran Suthleiscranne Slot, tilbød ingen lettelse i lyset af den overvældende magt. Han rådede de fanget mod hans tilhængeres vilje til at forhandle. Det blev aftalt, at slottet og alle ejendele skulle overgives til belejrerne mod løfte om fri tilbagetrækning, men efter portene åbnede blev der tumult på slottet, hvorpå de belejrede blev massakreret og gjort til slaver af sejrherrerne uden at Hermann skyndte sig. til deres hjælp.
Med Henrik I's ophøjelse til konge af Østfranken var den konstitutionelle situation i Sachsen fundamentalt ændret: den saksiske hertug var nu også konge Otto I havde også begge hverv i personlig fagforening. Han udnævnte stedfortrædere i hele sit fravær fra Sachsen. Hvorvidt og i hvilket omfang han gav disse repræsentanter hertug eller endda kongelig herredømme og dømmende beføjelser, så de kunne udføre deres pligter med officiel autoritet, er vanskeligt at svare på på grund af de inkonsistente kilder. Det kongelige hofkancelli undgik betegnelsen Hermanns som dux (hertug) og brugte titlen kommer (greve). I modsætning hertil omtales Hermann som dux i nutidige narrative kilder
Oprindeligt havde Otto I. udnævnt Siegfried von Merseburg, den ældre bror til den senere markgreve Gero, som stedfortræder for hans fravær Efter Siegfrieds død i sommeren 937 blev der i første omgang ikke udpeget nogen stedfortræder. Det var først ved Liudolfin-oprøret, at en ny prokura fandt sted. I juli 953 flyttede Otto I med en hær til Mainz, hvor hans oprørske søn Liudolf havde slået sig sammen med en hær. Otto I efterlod Hermann i Sachsen som sin stedfortræder. Muligvis gav han ham ret til at rejse tropper, for efter ugers kampe foran Mainz, der var dyre for begge sider, bad Otto Hermann om at sende en erstatningshær. Hermann satte denne styrke under ledelse af sin nevø Wichmann II, som stadig var loyal på det tidspunkt, og grev Dietrich von Haldensleben, mens han selv blev i Sachsen.
I august 961 tog Otto ud på sin anden march til Italien, den 2. februar 962 lod han sig være af pave Johannes XII. at blive kronet til kejser i Rom. Under sit fravær havde han udnævnt Hermann til sin stedfortræder i Sachsen. Hermann udførte denne opgave indtil kejserens tilbagevenden i 966.
Inden han atter tog afsted til Italien, udnævnte kejseren Hermann igen til sin stedfortræder i Sachsen ved hoffet i Worms i august 966. Sidstnævnte viste sig dog på ingen måde at være en medgørlig guvernør for kejseren. Med Ottos stigende fravær var han tydeligvis mindre og mindre villig til udelukkende at udøve embedet som prokurator Saxoniae i sin rektors interesse. I stedet begyndte han selvstændigt og tillidsfuldt at repræsentere den saksiske adels holdninger og krav såvel som sine egne interesser over for kongelige.
I det andet år af sin repræsentation modsatte han sig åbenlyst kejserens instruktioner ved det stammemøde, han ledede i Werla i 968. Han bad Hermann og Thietmar i et brev om ikke at give den slaviske Redariern fred, men at angribe dem igen efter deres nylige nederlag. Brevet blev læst op for de forsamlede saksiske adelsmænd. Over for et forestående dansk angreb besluttede de dog ikke at bryde den fred, der længe var givet, og ikke at splitte deres styrker. For Otto I kan en anden beslutning, som Hermann traf på det ordinære møde i Werla, dog have været meget mere problematisk end denne afvisning af at give ordrer. Med Hildeward von Halberstadt havde Halberstadt-kapitlet valgt en erklæret modstander af Ottos plan om at oprette et ærkebispedømme i Magdeburg som efterfølger til biskop Bernhard von Hadmersleben, der døde i februar. Hermann bekræftede dette valg uden at konsultere kejseren
I marts 972 indkaldte Hermann som Otto I's stedfortræder til en stammeforsamling i Magdeburg, som på det tidspunkt var det politiske og religiøse centrum for Ottos kongelige styre nord for Alperne. Ifølge aftalen blev Hermann der modtaget af sin slægtning, ærkebiskoppen af Magdeburg, Adalbert, som en konge: Adalbert førte ham ind i den stærkt oplyste kirke i en procession med klokkeringning i hånden. Efter gudstjenesten indtog Hermann demonstrativt kejserens plads ved bordet foran de tilstedeværende åndelige og verdslige storfolk og overnattede derefter i kejserens hus, hvor han sov i kejserens seng Udøvelsen af den kongelige ceremoni havde til formål at tydeliggøre for kejseren, der opholdt sig i Italien, hans utilfredshed med hans lange fravær fra det saksiske hjemland. Så at Otto I hørte om det, sendte Hermann sin modstander Heinrich von Stade til Italien. Otto siges at have reageret på nyheden med et vredesudbrud, men forstod beskeden og vendte tilbage til Sachsen
Forskningen er hovedsageligt begrænset til konstateringen af, at Hermann mod slutningen af sit liv udøvede stillingen som hertug i Sachsen. Han siges at være "vokset ind i" denne stilling uden at være blevet formelt udnævnt af Otto I, da der ikke er nogen registrering af en udnævnelse som hertug. Fra år 953 og frem kaldte Widukind ham hertug (dux) i hans historie om Sachsen. Adam von Bremen rapporterer, at Hermann var den første hertug af sakserne Heraf konkluderede Ernst Schubert, at Hermanns samtidige opfattede ham som en hertug på grund af hans ry og magt i norden, langt fra kongen
I modsætning hertil fremsatte Matthias Becher den tese, at Otto I, i lyset af truslen mod hans styre fra Liudolfin-opstanden, besluttede i 953 at ophøje Hermann Billung, en bevist tilhænger, til stillingen som hertug af Sachsen Målet med denne formelle udnævnelse var at rydde ryggen til kampen mod oprørerne i Østfranken og Bayern. Som hertug brugte Hermann også Ottos langvarige konflikter og ophold i Italien til at udvide sin stilling mere og mere. Til sidst fremstod han endda som en "hertug, der var som en konge". Som bevis citerer Becher Hermanns optræden ved forsamlingen af de saksiske stormænd i Werla, udnævnelsen af Halberstadt-biskoppen og overtagelsen af den kongelige ceremoni ved indrejse i Magdeburg. Da intet af dette ville have været muligt uden samtykke fra den saksiske adel, må Herrmann anerkendes som den nye repræsentant for Sachsen, som det "saksiske folk" havde manglet, siden Otto I vendte sig bort fra sin hjemprovins.
Hermann døde den 27. marts 973 (hellig lørdag) i Quedlinburg. Hans lig blev begravet i kirken Michaeliskloster på Kalkberg i Lüneburg.
Efter sin hjemkomst fra Italien havde kejser Otto I samlet imperiets store i Quedlinburg for at fejre påsken med dem. Hermann ser også ud til at have deltaget i festlighederne. Fire dage efter påske registrerer kilderne hans død den 27. marts 973 i Quedlinburg. Hans søn Bernhard I sørgede for, at liget blev overført til Lüneburg, hvor det skulle begraves i Michaelisklosters kirke, grundlagt af Hermann. Dette lå i Billunger-slottet på Lüneburg Kalkberg indtil 1376, før det blev revet ned og flyttet til byen. Hermanns begravelse mislykkedes dog, fordi den Verdenske biskop Brun udtalte en ekskommunikation mod ham. Årsagen til dette forbud er ikke registreret. Brun handlede muligvis af personlige årsager: det kunne være en bror til Wichmann den Yngre og Ekberts den Enøjede, som Hermann havde anklaget for at have frataget dem deres faderlige arv. Forbuddet kunne ikke have bestået, da krøniken i St. Michaels kirkes nekrologi i Lüneburg fortæller, at Hermann blev begravet Muligvis skete ophævelsen efter biskop Bruns død i år 976, således at Hermann først kunne begraves år efter sin død medio monasteri, således i Michaelis-klosterets kollegiale kirke.
Mindeposter til minde om ham kan findes ved siden af posten i St. Michael-kirkens nekrologi i Lüneburg i dødsbøgerne i Fulda, Merseburg, Vreden, Xanten og Möllenbeck-klostret
På trods af manglen på kilder i det 10. århundrede anses kilderne for at være relativt gunstige. Corvey-munken Widukind rapporterer meget detaljeret og fra et afgjort saksisk perspektiv i sin saksiske historie, skrevet i 967-973, om Hermann og hans interne familiestridigheder. Hans skildring synes at være påvirket af en slægtskabsbaseret kærlighed til Wichmann I og hans sønner. Yderligere samtidige oplysninger er givet af nogle omtaler i kongelige dokumenter samt nekrologerne i Lüneburg og Merseburg og forskellige annaler. Der er rigelige kilder fra det 11. århundrede med Thietmar von Merseburgs krønike, skrevet mellem 1012 og 1018, og den hamborgske kirkehistorie om Adam von Bremen, skrevet omkring 1070; Adams troværdighed er dog tvivlsom på grund af mange legendariske dekorationer. Der er også en sen kilde, den kejserlige krønike af Annalista Saxo, som stammer fra det 12. århundrede, men som er baseret på talrige ældre modeller for det 10. århundrede
Forskningen har primært beskæftiget sig med Hermanns konstitutionelle position, også på baggrund af hans formodede markgreveembede; Derudover er personhistoriske studier også dedikeret til ham.
Arkivaren for St. Michaelis-klostret i Lüneburg, Anton Christian Wedekind, præsenterede en af de første videnskabelige artikler om Hermann i 1817 under titlen Hermann Duke of Saxony I den kom han til den konklusion, at Hermann var blevet udnævnt til arvelig hertug af Sachsen før det andet italienske træk i 961. Han havde kun magtbeføjelser forbundet med dette embede - det vil sige, ingen yderligere tildelt af kongen. Ernst Steindorff supplerede dette resultat i sin afhandling udgivet i 1863 med en undersøgelse af Hermanns forhold til de saksiske adelsmænd. Blandt dem var han kun den første blandt ligemænd. Han repræsenterede heller ikke alene stammen over for kongen, eller omvendt, kongen over for stammen Derpå udtalte Ludwig Weiland, at Hermanns hertugdømme ikke svarede til essensen af hertugembedet Denne afhandling om det "falske hertugdømme" af Hermann og hans efterkommere påvirker forskningen den dag i dag. Karl Jordan så i Hermanns erhvervelse af hertugembedet udgangspunktet for en udvikling, hvor hertugen i begyndelsen repræsenterede kongen over for den saksiske stamme, mens Hermanns efterfølgere udviklede sig til repræsentanter for stammen ift. kongen. Så tidligt som i 1966 havde Jordan karakteriseret Hermanns og hans efterkommeres forfatningsmæssige position ved at udpege dem som hertuger ikke af, men i Sachsen.
Efter Anden Verdenskrig fremlagde Ruth Bork en afhandling om Billungernes personlige historie, hvor hun udførligt behandlede Hermann og hans familie. Hun fandt blandt andet ud af, at Hermann var gift med Oda og ikke med Hildegard , og at abbedissen Imma fra Herford ikke var Hermanns datter, men hans barnebarn Gerd Althoff fik i 1984 et endnu dybere indblik i Hermanns families indre strukturer ved at vurdere dødsbøgerne Lüneburg og Merseburg. Herefter tilhørte Hermann, som medlem af familien til Widukinds efterkommere, den vigtigste kønsforening i Sachsen, men posterne i nekrologien i St. Michaelis-klostret i Lüneburg afspejler primært mindeforholdet mellem hans ældre bror Wichmann, dem gennem Hermann eller endda gennem hans søn og efterfølger Bernhard I blev overført til Lüneburg fra et andet mindested.
Hermann betragtes af størstedelen af forskningen den dag i dag som det "prime eksempel" på en ostonisk markgreve af slaverne [Så tidligt som i 936 havde Otto I. Hermann permanent betroet grænsesikkerheden i nordøst, selv om han endnu ikke var blevet kaldt markgreve Ud over naboerne Wagriern og Abodrites, siges Redarianerne, som slog sig ned omkring 200 km øst for Elben, at have været underlagt hans margraviale magt. [Hermann holdt de slaviske stammer "strengt afhængige" af imperiet og udøvede "en slags indirekte herredømme" over deres fyrster.
Faktisk omtales Hermann som markgreve i et kongeligt dokument fra 956. Ægtheden af dokumentets tekst er dog særlig tvivlsom i denne henseende En Mark Hermann er fuldstændig ukendt for de skriftlige kilder Den diffuse områdebetegnelse "Mark der Billunger" er et ord skabt i det 19. århundrede Antagelsen, baseret på en besked fra Widukind og ofte fundet, om Hermanns overherredømme over den vagriske småkonge Selibur og den senere abodritiske fløjlshersker Mistiwoj er ikke overbevisende i lyset af de abodritiske fløjlsherskeres stærke magtposition. Historikeren Andrea Stieldorf har påpeget, at ideen om en Mark Hermann går tilbage til forældede forfatningsmæssige synspunkter hos retshistorikeren Georg Waitz fra det 19. århundrede. Waitz havde overført begreber fra det 19. århundrede til middelalderen og antog, at de ostoniske herskere systematisk havde opdelt grænsezonerne i deres imperium i mærker. Disse områder var underordnet markgrever, som herskeren havde givet særlige militære beføjelser til grænseforsvaret. Efter Stieldorfs mening førte Hermann en mere integrerende politik over for de stort set uafhængige Elbeslaver i nordøst Hans stærke position i grænseområdet var ikke baseret på særlige militære beføjelser givet af kongen, men på de enorme besiddelser i Lüneburg-området, som Hermann forsvarede i sin egen interesse. Ernst Schubert mener også, at målet med hans politik ikke var "overherredømme" og hyldest, men derimod en fredelig sameksistens med de nærliggende Elbe-slaver, genoprettet af Hermann med militær magt, hvis det var nødvendigt.