Private noter
Noter til. Palnatoke , -
Index
Noter: Wikipedia
Palnatoke var en sagnhelt fra Fyn, der omtales hos Saxo Grammaticus og i den islandske Jomsvikingernes saga . I henhold til sidstnævnte var Palnatoke den, der grundlagde Jomsborg og skabte stedets lovværk. Han var muligens søn af Gunhild Haraldsdatter og Palne Tokesson. Muligvis er Palnatoke en historisk person, som har fået tilføjet en række vandresagn.
Palnatoke var vistnok et kælenavn for Toke Pallesen (staves også Toke Palnesen), en anden mulighed er "Den Polske Toke" eller "den polske tolk". Navnet er i hvert fald ikke et normalt nordisk navn.
Harald Blåtands banemand
Ifølge en sen overlevering var han Harald Blåtands banemand, og skal have såret ham dødeligt med et pileskud i bagdelen. Kong Harald stod bøjet, så pilen kom ud af munden på ham.
Jomsvikingernes saga fortæller, at Palnatoke opfostrede Harald Blåtands søn Svend Tveskæg. Idet Palnatoke skal have været en ivrig tilhænger af den gamle norrøne tro, modsatte han sig stærkt indføringen af kristendommen. Harald Blåtand tillod tyske missionærer fra ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen at missionere i Danmark, og kongen selv lod sig døbe en gang mellem 960 og 965. Palnatoke kan have været mægtig nok til at trodse kong Harald, og nægte at lade sig døbe. Et anden grund skal være, at Palnatoke var sønnesøn af den svenske jarl i Gøtaland, Ottar, som blev dræbt, da Harald Blåtand indtog Gøtaland. Af den grund skal Palnatoke have støttet sin fostersøn Svend i hans oprør mod sin far, kongen.
Snorre Sturlasson fortæller i Heimskringla :
"Svend, søn af kong Harald, som senere blev kaldt Tveskæg, stillede sin far kong Harald krav om et rige; men det gik da som tidligere, at kong Harald ville ikke dele Danevældet i to, og ville ikke give ham noget rige. Da skaffede Svend hærskibe og sagde, at han ville i viking. Men da hele hans flåde var kommet, og dertil Palnatoke af jomsvikingerne for at hjælpe ham, sejlede Svend til Sjælland og ind i Isefjorden . Der lå kong Harald, hans far, med sine skibe, han skulle ud i leding. Svend lagde til strid med ham, det kom til et stort slag; folk gik over til kong Harald, så Svend kom til at kæmpe mod overmagt, og så flygtede han. Kong Harald fik sår der, og døde af dem. Derefter blev Svend taget til konge over Danmark."
Saxo fortæller, at Palnatoke blev tvunget af Harald Blåtand til at skyde et æble af hovedet på sin søn (en historie, der også optræder i Wilhelm Tell-sagnet omkring 450 år senere), og stå på ski ned ad Kullen i Skåne . Den islandske historiker Thormod Torfæus indsamlede materiale om Heming den Unge, mesterskiløberen fra Torgar i Nordnorge på 1000-tallet, der på samme vis blev sagt at være tvunget af kong Harald Hårderåde til at skyde en valnød af hovedet på sin bror.
Private noter
Noter til. Knud den VI Konge af Danmark, 1162 - 1202
Index
Noter: Knud 6. (1163– 12. november 1202) var konge af Danmark 1182-1202. Han var søn af Valdemar 1. den Store og blev som 7-årig kronet og salvet som sin fars medkonge, for at kongemagtens forbliven i slægten kunne sikres. Efter faderens død i 1182 blev den 19-årige Knud formelt konge. Reelt var det biskop Absalon, som regerede på hans vegne.
På udenrigsfronten nægtede Knud at aflægge lensed til den tyske kejser Frederik Barbarossa. I stedet lykkedes det ham i 1185 at besejre hertug Bugislav, den slaviske hersker over Pommern, som nødtvungent måtte anerkende dansk overhøjhed. Herved flyttedes Danmarks grænse til Elben. I 1197 foretog Knud et korstog til Estland.
Efter succesen mod syd begyndte Knud udover sin danske kongetitel at benytte titlen "de venders konge". Selvom herredømmet over Mecklenburg, Pommern og de obroditiske områder i Nordelbingen ophørte i 1225, vedblev danske konger til og med Frederik 9. at titulere sig "de venders konge".
Livet igennem stod han i skyggen af sin fosterfader Absalon og broderen Valdemar (Sejr). Den første landskabslov, Skånske Lov , blev udstedt under Knud 6. Han giftede sig i 1177 med Gertrud, datter af hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern.
Private noter
Noter til. Valdemar Sejr Konge af Danmark, MAJ/JUNI-1170 - 27-03-1241
Index
Noter: Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (maj /juni 1170 i Ribe – 27. marts 124 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 til sin død. Han var søn af Valdemar den Store og Sophia af Minsk. Han efterfulgte sin broder Knud den Sjette der døde barnløs. Juledag. 1202 blev han kronet i Lund Domkirke af ærkebisp Anders Sunesen.
I 1188 blev han udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.
Korstoget til Estland
Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen foretrak at færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland, så Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde.
Med i korstoget var også Johanniterordenen, som omkring 1130 fik pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner med et hvidt kors, der delte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange firkanter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe så ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.
I 1217 sendte Valdemar sin nevø Albert af Orlamünde til Estland i håb om at erobre Øsel. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra Riga over isen til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet Det kolde korstog. Sværdbroderordenen, tyske korsfarere og nyomvendte letlændere og lithauere begav sig i vinternattens mørke over isen til Suntaken og derfra over land til Reval. Frosten og den bidende vind fik ansigtshuden til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs næse, hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede krigsfanger og kvæg ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet. I løbet af sommeren 1219 kom Valdemar selv. Hvis det passer, at han medbragte 1.500 skibe, har han også mobiliseret stormændenes private styrker. Ærkebiskop Sunesen fulgte også med. Danskerne rejste nu borgen, der blev kendt som Danskeborgen, som på estisk blev til Tallinn. Esterne mødte nu frem hos Valdemar, og overgav sig til ham og kristendommen. Rørt gav Valdemar dem store gaver, mens biskopperne døbte dem på stribe. I virkeligheden drejede det sig om en krigslist, for esterne vendte tre dage senere tilbage og overfaldt de danske styrker, der sad ved aftensmaden og blev så overrumplede, at de kun blev reddet fordi Vitslav af Rügen havde stået gemt under klitten med sine ryttere og fik drevet esterne på flugt. Danskerne og de tyske vasaller forfulgte nu de flygtende og skal have dræbt mere en tusinde af dem. Der blev afholdt en takkegudstjeneste, før Valdemar tog hjem. For sikkerheds skyld blev biskopperne tilbage med en troppestyrke, der "hele året kæmpede mod Revals beboere indtil de endelig modtog dåbens sakramente.
Jagten på Lyø
Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. Desuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov.
Arven efter Valdemar Sejr
På grund af sine mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død.
I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, der var datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). I følge traditionen var hun elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten, og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel, Sophie og Christoffer.
Valdemar Sejr døde i Vordingborg og ligger begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.