Private noter
Noter til. Harald 2 Konge af Danmark, CA 989 - 02-1018
Index
Noter: Harald 2. (død 1018), søn af Svend 1. Tveskæg og konge af Danmark fra 1014 -1018.
Eftertiden ved meget lidt om Svend Tveskægs søn og arving...lillebroderen Knud har, ikke uden grund, fået al opmærksomheden. Det skulle dog være temmelig sikkert at da Svend Tveskæg i 1013 udbød leding og stod over Nordsøen for at erobre England, gjorde han sønnen Harald til regent i sit fravær.
Ved Svend Tveskægs død i februar 1014 valgte hans mænd sønnen Knud til konge, men i Danmark kongehyldede stormændende broderen Harald. I England kaldte rigsrådet den fordrevne kong Ethelred hjem, og Knud måtte rejse til Danmark for at samle støtte. Ifølge nogle kilder anmodede han storebroderen Harald om at få del i styret af Danmark, men Harald skal have afvist ham. Han skal dog have lovet Knud militær støtte og hjælp til at tilbageerobre England, som åbenbart blev opfattet som Svend Tveskægs arv til sønnen Knud. Muligvis var det Svend Tveskægs intention at Danmark skulle have én konge, Harald, og England en anden, Knud, således at de begge kunne bruge hele deres energi på ét rige.
Vi ved ikke meget andet om Harald II end at han døde i 1018, hvorefter danskerne tog broderen Knud til konge, vistnok i 1019.
Private noter
Noter til. Ælfgifu , -
Index
Noter: Wikipedia
Ælfgifu (også kaldet Aelfgifu eller Aelfgitha) var den danske konge Knud den Stores frille.
Hun var datter af ealdorman Ælfhelm af Deira, der blev myrdet ca. 1006 på den engelske kong Ethelred den Rådvildes bud. Under den danske erobring af England blev Ælfgifu på et tidspunkt Knuds frille, før han var blevet konge. De fik sammen to sønner Harald Harefod og Svend Knutsson. Da kong Ethelred var død, giftede Knud sig med dennes enke Emma af Normandiet i juli 1017. Det er uvist, hvorledes Knuds forhold til Ælfgifu var herefter, men han har formentlig sendt hende til de danske dele af riget på den anden side af Nordsøen. Sammen med sønnen Svend blev hun sendt til Norge for at regere i Knuds navn 1030-35. Både Ælfgifu og Svend var hadet af nordmændene, og de blev drevet ud af Norge i 1035, hvor de søgte til Danmark efter hjælp. Mens de var der, døde Knud den Store i England. Kort efter døde også Svend, og Ælfgifu vendte da til England igen for at støtte sin anden søn Harald Harefod, og herefter kendes der ikke mere til hendes skæbne.
Private noter
Noter til. Svend Knutsson, 1016 - 1035
Index
Noter: Svend Knutsson eller norsk Svein Alfivason (ca. 1016 – 1035 ) regerede Norge fra ca. 1030 til 1035 i sin fars (Knud den Store) navn. Det var med sin mor Ælfgifu (i Norge også kaldet Alfifa) som formynder og egentlig magthaver. Ælfgifu og Svend var dog yderst forhadt i Norge, og de måtte søge til Danmark efter støtte. Et oprør umiddelbart efter Knud den Stores død førte til fornyet norsk selvstændighed. Svend døde kort tid efter sin far, mens hans mor rejste til England for at støtte sin anden søn, Svends storebror Harald Harefod, i kampen om kongemagten.
Private noter
Noter til. Harald Harefod Konge af England, 1016 - 1037
Index
Noter: Harald Harefod (ca. 1016 – 17. marts 1040 i Oxford, England) var konge af England fra 1037 til sin død. Han var søn af Knud den store af Danmark og England og dennes frille Ælfgifu. Han fik tilnavnet Harefod for sin hurtighed og sin dygtighed som jæger. Som søn af Knud og dronning Emma (Emma af Normandiet) var Haralds yngre halvbror Hardeknud legitim arving både til Danmarks og Englands trone ved Knuds død 1035, men Harald tog magten over England, da broderen befandt sig i Danmark.
Mod sin brors vilje udråbte han sig selv til konge af England 1037. Under hans regeringstid vendte hans stedbrødre Alfred og Edvard Bekenderen (Emmas sønner med Ethelred ) tilbage til England fra deres exil i Normandiet (muligvis i et forsøg på at indtage tronen). Alfred blev blindet og dræbt, mens Edvard undslap tilbage til Normandiet. Harald var ugift, men havde en illegitim søn, Elfwine, som blev munk på kontinentet.
Harald døde netop som Hardeknud planlagde en invasion. Han blev begravet i Westminster, men broderen lod senere hans lig grave op og smide i en mose.
Private noter
Noter til. Emma af Normandiet, 988 - 06-03-1052
Index
Noter: Emma af Normandiet (ca. 988 – 6. marts 1052 , var datter af Richard I, hertug af Normandiet, med hans anden hustru Gunnora. Emma blev dronning af England to gange via ægteskab. Første gang (1002 -1016 ) til kong Ethelred den rådvilde, og derefter (1017-1035) til Knud den Store, konge af både Danmark og England, for en tid også dele af Norge og Sverige. To af Emmas sønner, en med hver af ægtemændene, og to stedsønner, blev også konger af England. Det blev også hendes grandnevø Vilhelm Erobreren.
Da Danmark invaderede England i 1013 ved Svend Tveskæg tog Emma sine to sønner med Ethelred – Alfred og Edvard – og drog over den engelske kanal og til Normandiet. Ethelred kom efter for at søge beskyttelse hos sin svoger Robert, men da Svend Tveskæg dør bare fem uger efter sejren vendte Ethelred i februar 1014 tilbage til England og bliver igen konge. Derimod bliver han nu nødt til at kæmpe mod Svends søn Knud, senere kend som Knud den Store. Da Ethelred døde den 23. april 1016 i London, og derefter hans søn Edmund Jernside døde den 30. november 1016 blev Emma enke og Knud konge af England.
Emma sejler over til England igen og gifter sig med den omkring ti år yngre kong Knud. Ægteskabet var politisk og bandt den angelsaksiske kongefamilie sammen med den danske, et passende kompromis for begge parter for at læge sårene i en nation som var præget af tiår med bitre kampe. Til trods for de kyniske og politiske overtoner gav ægteskabet også en søn som blev døbt Hardeknud.
Da Knud den Store døde den 12. november 1035 er Emma enke efter en engelsk konge for anden gang. Ved kongens død kommer både Alfred og Edvard tilbage til England i 1036, sandsynligvis for at positionere sig overfor Knuds illegitime søn Harald Harefod som tog magten og kongetronen da halvbroren, den legitime Hardeknud, var i Danmark for at blive hyldet som konge der. Alfred blev taget til fange, blindet og mishandlet til døde, mens Edvard flygtede tilbage til Normandiet sammen med sin mor Emma.
Harald Harefods styre blev kort og han dør i 1040 og da Hardeknud blev kronet til konge af både England og Danmark er der lagt op til forsoning og den ældre halvbror Edvard kommer igen til England året efter, formelt som medkonge og i 1042 også som enekonge da Hardeknud dør.
Ved Hardeknuds død blev Danmark også uden konge, og fra Norge kom Olav den Helliges søn Magnus den Gode og blev konge af Danmark. Som konge af Danmark havde kong Magnus også krav på England. Det synes som om kongemoderen Emma kun havde lidt kærlighed for sine ældste sønner fra første ægteskab; Da Edvard blev konge sejlede hun over til England igen, og stadig opfyldt af ambitioner, men bliver bestemt sat på sidelinjen af sønnen kong Edvard da det viste sig at hun støttede kong Magnus den godes krav på den engelske tronen på bekostning af sin egen søn.
Da også kong Magnus døde den 25. oktober 1047 løb dette krav ud i sandet, men Emmas ægteskab og påfølgende rolle knyttede forbindelsen mellem England og Normandiet som til slut endte med at hendes grandnevø Vilhelm invaderede England i 1066 og erobrede det engelske kongerige, og afsluttede dermed for altid de danske ambitioner. Men det nåede Emma ikke at opleve. Hun døde selv i 1052.
En historisk roman af Helen Hollick, The Hollow Crown (Den hule krone) forsøger at forklare hvorfor Emma af Normandiet var så ligegyldig overfor sine to sønner fra første ægteskab .
Emma fra Normandiet bliver nogle gange forvekslet med Knud den Stores frille Ælfgifu Ælfhelmsdatter af Northampton, mor til kong Harald Harefod, på grund af sit engelske dronningnavn som hun fik i sit første ægteskab, «Ælfgifu», men hun foretrak selv sit dåbsnavn Emma.