Private noter

Noter til.   Clodius IV King of the Franks,   CA 324 - 389         Index

Noter:
     Roi des Sicambres, Koning van Sicamber, regerede 123 f.v.t., død 123 f.Kr., af Sicambri, konge af Sicabri, konge af Sicambria, Roy des Sicambres.
lodomir afviste gallernes indtrængen, da de brød den traktat, de havde indgået med Clodomirs far.



Private noter

Noter til.   Tove fra Venden,    -          Index

Noter:
     Tove af Danmark, Tove fra Venden, (Tófa) (ca. 970) var dronning af Danmark ved sit giftermål med Harald Blåtand i 960'erne.
Tove var datter af den vendiske fyrste Mistivoj.
Tove rejste en runesten efter sin mor ved den nuværende Sønder Vissing Kirke (mellem Horsens og Silkeborg). Indskriptionen lyder: Tófa lét gera kuml, Mistivis dóttir, ept móður sína, kona Haralds hins Góða, Gorms sonar. (Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kumbl (=runer/mindesmærke) efter sin mor.)
Det er ikke fastslået om Tove var mor til nogen af Harald Blåtands børn



Private noter

Noter til.   Gunhild Haraldsdatter,   BEF 975 - 13-11-1002         Index

Noter:
     Gunhild Haraldsdatter eller Gunnhild (før 975 – 13. november 1002) var datter af Harald Blåtand og Gyritha, hun blev gift med Pallig Tokesen jarl i Devonshire. Omkring 975 får hun sønnen Toke Trylle. Hun bliver dræbt sammen med sin mand i massakren Danemordet i England i november 1002



Private noter

Noter til.   Thorgny Haraldsdatter,    -          Index

Noter:
     omtales af Adam af Bremen, som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der.



Private noter

Noter til.   Sigrid Storråde,   CA 967 - CA 1014         Index

Noter:
     Sigrid Storråde (islandsk: Sigríðr stórráða) var en nordisk dronning, hvis historie, der hersker stor usikkerhed om. Ifølge Olav Tryggvasons saga levede hun fra ca. 967 til ca. 1014 og var datter af Skoglar-Toste, en svensk stormand. Hun blev først gift med Erik Sejrsæl og fik med ham den senere konge Olof Skötkonung. Senere i 994 blev hun gift med kong Svend Tveskæg, med hvem hun fik fem døtre, heriblandt Estrid Svendsdatter , Svend Estridsens mor og Knud den Stores halvsøster. Hun skal endvidere have indebrændt Harald Grenske, far til Olav den hellige, og været trolovet med Olav Tryggvason. Deraf stammer hendes tilnavn, der betyder stolt. Det fortælles også, at Sigrid nægtede at lade sig døbe, men var ’’hedensk som en hund’’. Da Olav Tryggvason hånede hende, planlagde hun den krig, der førte til hans død i slaget ved Svold.
Hun optræder i adskillige sagaer og historiske krøniker, men det er usikkert, om hun var en historisk person, eller en fiktiv, der bygger på forskellige kvinders liv. Hun er identificeret under flere navne; fx ?wi?tos?awa, Saum-Aesa og Gunnhilda. Ud fra kildematerialet er det vanskeligt at afdække autenticiteten af sagaernes beretninger. Det er fx foreslået, at det var en slavisk prinsesse, som var mor til Olaf Skötkonung, og som senere giftede sig med Svend Tveskæg. Om hun er identisk med Sigrid Storråde kan ikke bevises. Skoglar-Toste knyttes blandt andet til Axvalla Hus i Sverige , det kan meget vel have været hans hjem



Private noter

Noter til.   Knud den Store Konge af Danmark,   CA 995 - 12-11-1035         Index

Noter:
     Wikipadia:
Efter Svend Tveskægs død 1014 blev Knud af den danske hær valgt til konge i England. Saxo fortæller, at Harald 2. blev valgt til Danmarks konge.
Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige Knud og sendte bud til ekskong Ethelred , som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.
Her afviste kong Harald Svendssøn vist at dele magten med sin lillebror, men skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder især i det gamle Danelagen kongehyldede ham, men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn Edmund Jernside krav på kongemagten.
De to stredes i månedsvis, men efter et blodigt slag i oktober 1016 mødtes Edmund og Knud på en ø i floden Severn og aftalte at dele riget imellem sig. Knud, der stod som sejrherre, fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.
Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde broderen Harald, og Knud rejste til Danmark vist først året efter og modtog den danske krone.
Angrebet på Norge
I Norge regerede på Knuds tid kong Olaf den Hellige, han arbejdede ivrigt for kristendommens udbredelse i det stadigt hedenske Norge, og brugte flere voldsomme midler for dens indførelse, det skabte Olaf mange fjender og de norske stormænd kontaktede da også kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England, det gjorde Olaf urolig og sammen med den svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud, de dannede et militært forbud og angreb Danmark for at svække Knuds magt, hvilket skete i 1027.
Det var Knuds søsters mand Ulf Jarl som styrede landet som rigsforstander siden 1019, mens Knud var i England, efter angrebet, mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik en konge at samles om og udråbte straks Knud og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, som Ulf Jarl havde foretaget, men nu gjaldt det om at fordrive fjenden og det lykkes da også hurtigt at fordrive Olaf over Sjælland og til Skåne. Det kom til et søslag ved Helgeå's udløb i Østersøen, i starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf der kom med den del af flåden, som var i Danmark, der kom ikke nogen enlig sejrherre ud fra slaget, men danskernes fjender flygtede bort og en dristig plan om at erobre Danmark mislykkedes.
Knud og Ulf var herefter ikke særlig gode venner, og helt slemt gik det, efter at de tilbagte vinteren efter søslaget, i Roskilde, hvor de kommer op og skændes over et skakspil og efter Ulf har væltet brættet og går mod udgangen, råber kongen efter ham "Flyr du nu, du rædde Ulf?", Ulf vender sig om i døren og svarede "Længere vilde du være flygtet ved Helgeaa, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde Ulf, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket eder som hunde". Dette gjorde imidlertid ikke hadet mindre, og næste morgen bad han en skosvend om at gå hen og dræbe Ulf, denne kom tilbage uden at have gjort Ulf noget, da Ulf havde søgt tilflugt i Trefoldighedskirken ville han ikke gå ind og slå ham ihjel, men det lod Knud sig ikke slå ud af og befalede i stedet nordmanden Iver Hvid at gøre det, og han løb straks efter over i kirken hvor han ved koret fandt Ulf og myrdede ham med sit sværd.
Knud var også stadigt vred på den norske kong Olaf, da han havde været ansvarlig for angreb mod Danmark, derfor ville Knud med sin flåde på op imod 1500 skibe sejle til Norge i 1028 og erobre landet, men denne flåde kunne han godt have været foruden, for da han kom til Norge blev han hyldet som norsk konge af folket og brugte ikke magtanvendelser, Olav flygtede til Rusland men dør to år efter ved Slaget ved Stiklestad, da han vil generobre Norge. Knud dannede en alliance med Ladejarlen, indsatte sin mindreårige søn Svend og hans mor Ælfgifu Knuds tidligere frille som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.
Død
Knud den Store døde i Shaftesbury i Dorset d. 12. november 1035. Ifølge samtidige kilder var han "fyrre år gammel", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Han må være født i 995 eller 996. Hans tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over tre riger, Norge, Danmark og England.
De fleste kender sikkert historien om kongen, der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror, at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund), at Knud den Store ville vise sine smiskende hoffolk, at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan byde over elementerne. Historien er muligvis ren kirkelig propaganda.
Knud blev fulgt af sønnen Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn, Henrik (den senere kejser Henrik 3.).