Private noter
Noter til. Thyra Dannebod, - BEF 958
Index
Begravet Sted: Jelling
Noter: Fra Wikipedia:
Dronning Thyra med tilnavnet Danebod var (ifølge Saxo) datter af en engelsk konge. Hun er ligeledes gravsat i Jelling, hvor Gorm rejste en runesten for hende.
Thyra Dannebod eller Thyra Danebod var gift med kong Gorm den Gamle og mor til Harald Blåtand .
Hun kendes kun fra teksterne på Jellingstenene . Tilnavnet Dannebod eller Danebod er således afledt af de to sidste ord på Den Lille Jellingsten : "Danmarks bod". Det er dog usikkert, om denne tekst henviste til hende eller til Gorm, og betydningen af ordene er endnu mere usikker.
Da Gorm rejste Den Lille Jellingsten som minde over Thyra, må man gå ud fra, at hun døde før ham. Det betyder formentlig, at hun er død før 958 . Ud fra det kan vi antage, at hun var født i begyndelsen af 900-tallet ; men vi ved ingenting om hendes oprindelse eller forældre.
Saxo lader Thyra være datter af den engelske konge Æthelred af Wessex (Edelradus) som også havde en søn Æthelstan . Æthelstan bliver forbigået i sin fars testamente til fordel for Harald Blåtand. Den norske konge "syntes at det var kreperligt at dette vældige rige skulle tilfalde en så tåbelig person" og angriber England, hvor Æthelstan straks overgiver sig. Hellere den norske konge end den grusomme Harald. Da både den norske konge og Æthelstan dør kort efter tilfalder både Norge og England den norske konges søn Håkon.
Saxos historie passer godt med den engelske kong Æthelstan the Glorious som regerede fra 924 til 939. Han var dog ikke søn af Æthelred (af Wessex 865 til 871), men af Edward den Ældre (899 til 924), men han blev opfostret hos sin faster Æthelfled, som var gift med en anden Æthelred, jarlen af Mercia, der således var Æthelstans fosterfar. Da Edward døde blev Æthelstan anerkendt som konge i Mercia, efter sin faster Æthelflæd, og senere også i Wessex. Harald Hårfagers søn Håkon blev opfostret ved Æthelstans hof, som led i en fredsaftale, så han passer også ind i Saxos historie.
Æthelstan og hans far Edward var flittige til at pleje internationale og dynastiske forbindelser gennem giftermål. En af Æthelstans søstre blev i 926 gift med Sigtrygg Caech, som var konge af Dublin og York, en halvsøster, Eadgyth, blev gift med Otto 1. kejser af det tysk-romerske rige, en anden, Edgiva, med Karl den Enfoldige, konge af Frankrig, en tredje, Eadhild, med Hugo den Store, greve af Paris, en fjerde med Boleslaus 2. af Bøhmen og måske blev en femte gift med skjalden Egil Skallagrimson . Det er vel næppe utænkeligt at Thyra kunne være uægte datter af Edward den Ældre? og endnu en af Æthelstans halvsøstre. En forbindelse til det danske kongehus ville give rigtig god mening for en "Europas svigerfar" som Edward, med alle de problemer angelsakserne havde med danskerne i England. Det er vel tilgiveligt at Saxo tilsyneladende tager fejl af Æthelstans fars og fosterfars navne.
Ifølge traditionen er hun ansvarlig for bygningen af forsvarsværket Dannevirke i det sydlige Jylland. De ældste dele af Dannevirke er blevet dendrokronologisk bestemt til 650, og en omfattende forstærkning til 737-38. En del af volden blev opført i 968, men det må formentlig være efter Thyras død. Markant er voldprofil nr. 6 (Hovedvold)i arkæolog H.Helmuth Andersens bog -Til hele rigets værn-. Voldgraven mod syd blev fyldt med jord. Stenmurens top blev revet ned og en ekstra vold sat op mod nord. Fra syd kunne nu rytteri uhindret nå op på volden. Harald Blåtands/ Thyras Dannevirke har front mod nord. Forandringen er en god forklaring, hvorfor Kovirke efterfølgende blev bygget som erstatning.
Private noter
Noter til. Harald I Blaatand Konge af Danmark, CA 910 - 986
Index
Begravet Sted: Trænighedskirken, Roskilde
Noter: Wikipedia:
Harald Blåtand, også kaldet Harald den Gode, (Gammel nordisk : Haraldr Blátönn; Norsk : Harald Blåtann; Svensk : Harald Blåtand; Engelsk : Harald Bluetooth) var en søn af Gorm den Gamle og Thyra Dannebod og konge i Danmark tidligst fra 958 til senest 986. Hans fødeår kendes ikke. Harald Blåtand døde i Jomsborg.
Harald Blåtand og faderen Gorm
Om Haralds fader Gorm , eller Vurm, fortæller kong Svend Estridsen (Haralds barnebarns barn) til Adam af Bremen , at han var
... om jeg må sige, en overordentlig farlig orm og ikke så lidt fjendtlig indstillet over for de kristne. Han stræbte efter fuldstændigt at udslette kristenheden blandt danerne og fordrive præsterne fra sit land. Han lod adskillige af dem dræbe under tortur.
Modsat sin fader var Harald den Gode velvilligt indstillet over for de kristne. I året 948, under den tyske kejser Otto den Stores tid 936-973, viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen tre biskopper til at virke i Danmark . Harald må have regeret det år, da det næppe er tænkeligt at det kunne ske med Gorms hadske indstilling til de kristne. I Slesvig indsattes biskop Hored , i Ribe Liafdag og i Aarhus Reginbrand . At Harald Blåtand kan have regeret allerede i 940'erne støttes af oplysninger fra Sven Estridsen: Ved sin død var Harald -alderstegen og kropsligt svag- og skal have regeret i 50 år. Tallet er næppe korrekt, men viser blot en meget lang regeringstid. Da Harald dør 986, kan hans regenttid være begyndt omkring 940. Sikkert vides, at Harald var konge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse dør i England og hans hustru Gunhild med sine sønner får ophold hos Harald, der opdrog Eriks og Gundhilds søn Harald Gråfeld som sit fosterbarn. Ifølge Roskildekrøniken så var både Gorm og Harald, og senere Harald og Svend Tveskæg samkonger. Dette lyder sandsynligt, da dendrokronologiske undersøgelser af træet i Gorms gravkammer viser, at det er fældet sent på året i 958 . Gorm må derfor have været død omkring det år, og da Harald nævnes som konge i 954 og muligvis i 948, har Gorm og Harald nok regeret sammen i ca. 10 år. Roskildekrøniken nævner at Harald Blåtand styrede landet i 15 år, mens faderen levede, mens knytlingesagaen fortæller at Harald var konge i 30 år mens kong Gorm stadig levede. Disse to krønikers angivelse af, hvor længe Harald styrede Danmark i de sidste år af Gorms levetid skal nok næppe tages mere bogstaveligt, end at der var tale om "et tidsrum af en vis længde".
Ægteskaber og børn
Harald Blåtand var gift med Tove , datter af den vendiske fyrste Mistivoj . En runesten, som Tove lod rejse til minde om sin moder, er den eneste kilde om hende. Runestenen i Sønder Vissing ca. 30 km nord for Jelling har teksten: ”Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder. Det vides ikke, om Tove er moder til noget eller nogen af Haralds kendte børn.
Af andre af Haralds hustruer nævner Adam af Bremen Gunhild og Saxo Gyrid, en søster til Styrbjörn fra Svearike.
Børn
Svend Tveskæg , senere dansk konge
Håkon, som herskede i Semland
Tyra , som først blev gift med sveakongen Styrbjørn , siden med den norske kong Olav Tryggvason
Gunhild, som blev gift i England.
Sønnen Hiring omtales også af Adam af Bremen, som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der.
Harald Blåtand bliver kristen
Ifølge Adam af Bremen skal den tyske kong Otto havde foretaget et togt op i Jylland og i et slag have vundet over kong Harald tvunget ham til at indføre kristendommen hos danerne: "Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg." Samme oplyser imidlertid i skolion 20: "I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."
Runeteksten, som Tove gjorde, giver en yderst værdifuld brik til belysning af den politiske situation i Danmark i midten af 900-talet. Giftermål handlede nemlig om politik. Adskillige af tidens nordiske konger hentede deres brud fra det vendiske område syd for Østersøen. Området var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til Warnowfloden, som munder ud ved Rostock , lå obotritternes land. Området strakte sig sydpå langs Elben . Vigtige centrer var Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg . Fra floden Warnow mod sydvest til floden Mildenitz herskede Warnavi, som var i nære relationer til obotritterne, ligeledes Linones langs grænsefloden Elben samt stammen Drewani i området ved Hannover. Øst for obotritterne boede Liutizierne, som med sine fire stammer herskede over området fra Warnow østpå til floden Oder. På øen Rügen var Ranernes hjemland.
I 960'erne skete en mærkbar kristningsproces i slavernes område. Haralds svigerfar Mistivoj havde år 967 sikret den obotrittiske overhøjhed over stammen Wagierna i øst. Året efter grundlagdes biskopsstiftet i Oldenburg. Mistivoj antog selv den kristne tro, hvilken han synes at have holdt fast ved resten af sit liv. Han døde i klostret Bardowiek og han havde nære kontakter med biskopperne i Oldenburg, af hvilke den første var Egward. For Adam berettede Svend Estridsen, at under denne tid var der uafbrudt fred mellem obotritterne og Otto 1., og at slaverne var skatteskyldige til den tyske kejser.
I 973 deltager Harald som tributpligtig i rigsdagen i Quedlinburg under Otto den Store.
Haralds giftermål med Tofa kan være sket netop i 960'erne. År 974 omtales hans søn Sven som et lille barn. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både hans svigerfars trosinstilling og dennes fyrstemagt. I vinteren 958-959 opførte Harald den enorme nordhøj i Jellinge for formentlig at begrave sin far eller sin mor i højens trægravkammer. Denne hedenske begravelsesskik var givetvis ikke anvendt, hvis kongen var døbt. Nogle år senere, lige efter året 963, lod han opkaste den sydlige storhøj i Jelling. Dette arbejde indebar en forhøjning af en allerede eksisterende høj. Disse årstal angiver en tidsgrænse for Haralds dåb. Den store runesten og kirken, der begge står mellem de to gravhøje i Jellinge, repræsenterer derimod kong Harald som kristen. Runestenens berømte tekst lyder: Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina. sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna.
På nudansk og med moderne ordstilling kan den gengives: "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."
Teksten kan ikke forstås anderledes, end at der er tale om tre gode gerninger, som Harald fandt fortjente at blive husket:
Harald ønskede således at blive husket for tre ting:
at have sikret sig herredømmet over hele Danmark,
at have sikret sig herredømmet over Norge,
at have gjort danerne kristne.
Herredømmet over hele Danmark
Et samlet dansk rige har eksisteret i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet. Ifølge de frankiske rigsannaler gennemførte en dansk konge, Gudfred, i 804 i Sliestorp forhandlinger med Karl den Store. 808 berettes om Gudfreds angreb på slaviske områder og ødelæggelsen af handelspladsen Reric. Efter at Gudfred i 810 var blevet dræbt, sluttede kejseren fred med Gudfreds brodersøn og efterfølger kong Hemming, og året efter (i 811) bekræftedes freden ved et møde ved Ejderen, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side besvor freden, deriblandt Osfrid de Sconaowe, det vil sige "Asfred af Skåne" – hvilket må tages som vidnesbyrd om det danske riges udstrækning fra Sønderjylland mod sydvest til Skåne mod øst. At dette rige endnu eksisterede i slutningen af 800-tallet er bevidnet ved to rejseberetninger ved nordmanden Ottar og angelsachseren Wulfstan, samlet omkring 900 af kong Alfred af Wessex som tillæg til en oversættelse til angelsachsisk af Orosius verdenshistorie fra 5. århundrede.
I første trediedel af 900-tallet er denne rigsenhed imidlertid blevet opløst: Adam af Bremen kan med Sven Estridsen som kilde oplyse om et særligt rige skabt ved den svenske kong Olavs erobring af Hedeby, senere styret af sønnerne Chnob og Gurd. Videre: "Efter Olaph, sveonernes første mand..., som regerede over danerne sammen med sine sønner, indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra nordmannernes land, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger eller rettere tyranner herskede samtidig, eller om de levede kort tid efter hinanden." Dette svenske Hedeby-styre er bevidnet ved to runesten rejst af Gnupas hustru Asfrid over sønnen, kong Sigtryg:
Haddeby-sten 2 oplyser med svenske runer: "Asfrid gjorde dette dødeminde efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn" og
Haddeby-sten 4 med danske runer: "Asfrid Odinkarsdatter gjorde dette dødeminde efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne."
Endvidere oplyser Widukind i sin Saxerkrønike fra omkring 970, at Henrik 1. (Henrik Fuglefænger) af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige, og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe." Der kan derfor ikke være tvivl om, at på dette tidspunkt - hvor Gorm var konge i Jelling - fandtes et lille særrige i Hedeby med et svensk dynasti, først underkuet af den tyske hersker, siden fordrevet helt fra magten.
Forholdene i Hedeby-området de næste tiår er ukendte, men ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere - sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg. Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den sachsiske grænsevold og opføre en ny, fremskud grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.
To runesten bevidner sandsynligvis den danske generobring:
Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og
Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng".
At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg synes sikkert, at han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge – eller stenen er rejst senere (da Sven var blevet konge).
Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette. At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.
Herredømmet i Norge
Adam af Bremen oplyser om Haralds magt i Norge: "I Norwegien var Hakkon hersker, indtil nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harald fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet over for Kristi tilhængere... Da Hakkon havde regeret i 35 år, afgik han ved døden. Som sin arving til tronen efterlod han Hartild, der samtidig regerede over danerne og normannerne."
I Norge havde Erik Blodøkse hersket en tid. Han blev tvunget i landflygtighed med sin hustru Gunhild og sine mange sønner. Efter at Erik var død i England, kom resten af familien til Harald Blåtand og blev der vel modtagne. En af sønnerne, Harald Gråfeld, skal være blevet antaget af kong Harald til sin fostersøn. Omkring år 960 tog Eriksønnerne magten i Norge. Hakon jarl sad på denne tid som hersker i Trondheim, men han fordrevs snart af Eriksønnerne. Hakon blev trots dette vel modtaget af Harald i Danmark, som formentlig havde sine interesser i specielt Viken-området, det vil sige omkring Oslofjorden, og så disse truede af de stadigt mægtigere Eriksønner. Gennem list myrdedes Harald Gråfeld. Snorre Sturlason beretter, at kong Harald så samlede 600 skibe og sejlede til Norge med Hakon jarl. Hakon fik landet, Eriksønnerne måtte flygte til Orkneyøerne og Harald sejlede derefter hjem. Dette skal være sket omkring år 970, og det er sandsynligvis dette overherredømme, Jellingstenen henviser til.
Byggerier og anlæg
En række byggerier og anlæg af betydeligt omfang fandt sted i Haralds regeringstid og tillægges efter deres omfang eller art kongen:
Jellinghøjene og den store Jellingsten,
Kirkebyggerier i Jelling og Roskilde,
Danevirkes hovedvolds fornyelse,
Kovirke,
Trelleborgene
Ravningbroen
Den store vold omkring vikingefæstningen Aros
Tilsammen vidner de om Haralds foretagsomhed.
Haralds endeligt
Harald blev i sin alderdom afsat som konge. Saxo fortæller om årsagen til Haralds afsættelse som konge: "Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Svend – der var blandt dem – ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget."
Om Haralds sidste levetid og død beretter Adam af Bremen, at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by Jumne . Her tog man mod forventning – befolkningen var jo hedninge – gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. Hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Trænighed."
Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver – måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden – har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen. At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var meget kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i 986. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst, og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår.
Olaf Olsen har stillet sig tvivlende overfor tidspunktet for Harald Blåtands død. Ved at flytte denne fra 985/86 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt, hvor Vikingeborgene blev opført. Denne teori er senere udbygget af Poul Skaaning, men generelt er historikere skeptiske ovefor denne ændring i Danmarkshistorien.
Tilnavnet Blåtand optræder første gang i Chronicon Roskildense fra 1140 og den gængse forklaring er, at Harald må have haft en iøjnefaldende dårlig tand, der har været blå (eller sort, da "blå" på det tidspunkt betød mørk).
En anden mulig forklaring kan, ifølge museumsinspektøren ved Kongernes Jelling, Hans Ole Mathiesen, være, at Harald gik i blåt tøj. Blå var nemlig på det tidspunkt det dyreste farvestof, så ved at gå i blåt understregede Harald sin kongeværdighed.
En tredje teori er, at "tan" på det tidspunkt i England betød høvding, og da blå på det tidspunkt betød "mørk", må tilnavnet samlet betyde "mørk høvding". Men dette kan tolkes på mange måder.
Det er efter Harald Blåtands tilnavn, at man har opkaldt den nye trådløse Bluetooth-teknologi (eng. Harold Bluetooth).