Private noter

Noter til.   Mathilde von Ringelheim,   CA 892 - 14-03-968         Index

Noter:
     Wikipedia: Matilda af Ringelheim (ca. 892 - 14. marts 968), også kendt som den hellige Matilda, var en saksisk adelskvinde. På grund af sit ægteskab med Henrik I i 909, blev hun den første ostoniske dronning. Hendes ældste søn, Otto I, genoprettede Det Hellige Romerske Rige i 962. Mathilde grundlagde flere åndelige institutioner og kvindeklostre. Hun blev anset for at være yderst from, retskaffen og velgørende. Mathildes to hagiografiske biografier og Saksernes gerninger fungerer som autoritative kilder om hendes liv og værk.

Mathilde, datter af Reinhild og den saksiske grev Dietrich (selv efterkommer af den saksiske hertug Widukind, der kæmpede mod Karl den Store) blev født omkring 892 og blev opdraget af sin bedstemor Mathilde i Herford Abbey. Hun havde tre søstre; Amalrada, Bia og Fridarun, der giftede sig med Karl III af Vestfrankien, konge af Vestfrankien; og en bror Beuve II, biskoppen af Châlons-sur-Marne. På grund af Fridaruns ægteskab med grev Wichmann den Ældre var der en alliance mellem huset Billung og den ostoniske familie, som udvidede deres besiddelser mod vest. I 909 giftede hun sig med Henry, på det tidspunkt hertug af Sachsen og senere østfrankisk konge, efter at hans første ægteskab med Hatheburg af Merseburg blev annulleret.Hun fødte fem fælles børn: Otto (912-973), som blev kronet til den hellige romerske kejser i 962; Henrik (919/22-955), som blev udnævnt til hertug af Bayern i 948; Bruno (925-965), som blev valgt til ærkebiskop af Köln i 953 og til hertug af Lorraine i 954; Hedwig (d. 965/80), der giftede sig med den vestfrankiske hertug Hugh den Store; og Gerberga (d. 968/69), som først giftede sig med Gilbert, hertug af Lorraine og senere den karolingiske konge Ludvig IV af Frankrig.

I 929 modtog Mathilde sin medgift, som Henrik gav hende i den såkaldte Hausordnung. Det bestod af varer i Quedlinburg, Pöhlde, Nordhausen, Grona (nær Göttingen) og Duderstadt. I sin tid som dronning interesserede hun sig for kvindeklostre og siges at have haft indflydelse på sin mands regeringstid ved at have en stærk retfærdighedssans.

Efter Henriks død 936 i Memleben blev han begravet i Quedlinburg, hvor dronning Mathilde grundlagde et kloster samme år. Hun boede der i de følgende år og tog sig af familiens mindehøjtidelighed. Således blev Quedlinburg Abbey det vigtigste centrum for bøn og mindehøjtidelighed for de døde i det østfrankiske rige. Som i andre klostre blev døtre af adelige familier opdraget i Quedlinburg for senere at blive abbedisser for at sikre familiens indflydelse. En af dem var hendes eget barnebarn Matilda, datter af Otto I og Adelheid af Bourgogne, som hun videregav ledelsen af klostret til i 966 efter 30 års ledelse. Den yngre Mathilde blev derfor den første abbedisse af klostret i Quedlinburg. Med sine øvrige godser grundlagde dronning Mathilde yderligere klostre, et af dem i 947 i Enger. Hendes sidste grundlag var klosteret Nordhausen i 961.

Mathildes håndtering af sin medgift, som hun havde modtaget af kong Henrik I før hans død, var genstand for en tvist mellem hende og Otto I i årene 936-946. Otto gjorde krav på sin mors ejendele, hvilket til sidst førte til, at hun flygtede i eksil. Ottos kone, dronning Eadgyth, siges at have bragt den forsoning i stand, hvor Mathilde efterlod sine varer, og Otto blev tilgivet for sine handlinger.

De nøjagtige omstændigheder ved denne fejde er stadig kontroversielle den dag i dag, men for at beskytte sine varer erhvervede Mathilde pavelige privilegier til alle klostre i det østlige Sachsen i perioden før sin død i begyndelsen af 968. Imidlertid blev disse bestræbelser ignoreret, da Theophanu, Otto II's hustru, modtog Mathildes medgift efter at hun døde.

Efter lang tids sygdom døde dronning Mathilde den 14. marts 968 i klostret Quedlinburg. Hun blev begravet i Quedlinburg Abbey, ved siden af sin afdøde mand. Gennem hele sit liv var Mathilde dedikeret til velgørenhed og hendes åndelige grundlag - som det kommer til udtryk flere gange i hendes to hagiografier. En mindeplade dedikeret til hende kan findes i Walhalla-mindesmærket nær Regensburg, Tyskland. Mathilde er protektor for St. Mathilde-kirken i Laatzen (Tyskland), St. Mathilde-kirken i Quedlinburg (Tyskland), Melkite-kirken i Aleppo (Syrien) og Mathilden-hospitalet i Herford (Tyskland). Hendes festdag er den 14. marts.



Private noter

Noter til.   Otto I (the Great) Emperor of the Holy Roman Empire,   23-11-912 - 07-05-973         Index

Noter:
     Otto den Store, konge af Tyskland (936-973) og fra 962 også tysk-romersk kejser. Han overtog den tyske trone, da hans far, Henrik Fuglefænger, døde. Sønnen, Otto 2. , fulgte ved Otto den Stores død faderen som kejser i 973.
Fra 936 var Otto I tysk konge og fra 951 konge af Italien. Han blev udnævnt til tysk-romersk kejser i år 962. I sine forsøg på at kristne Norden og de slaviske folkene, udsendte han mange missionærer, hvilket senere førte til dannelsen af staterne Polen og Tjekkiet, tidligere kendt som Bøhmen. Ikke mindst førte dette til, at disse folkene blev katolske og ikke ortodokse således som resten af de slaviske folk. Han reddede til og med kristenhe
Tidlig styre
Otto blev gift med angelsaksiske Edith (Ædgyth), datter af Edvard den ældre, konge af England, i 929. I 936 efterfulgte han sin far Henrik Fuglefænger på tronen.
Han sørgede for at blive kronet i Karl den stores tidligere hovedstad Aachen hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker Widukind af Corvey var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra Franken, Schwaben, Bayern og Lorraine, og som fungerede som hans personlige ledsagere: Arnulf 1. af Bayern som marskalk (stallmester); Herman 1. af Schwaben som mundskænk, Eberhard 3. af Franken som hovmester, og Gilbert af Lorraine som kammerherre. Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til Øst-Franken var døde i 911, og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var Vest-Franken fortsat underlagt herskeren fra det karolingske dynasti.
Otto havde til hensigt at dominere kirken og således kunne forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, militære mandskaber og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, løfte om økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I 938 blev en sølvkilde opdaget i Rammelsberg i Sachsen. Denne minedrift sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre, faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber, og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til, at tilkomsten var af betydning, er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i 820- og 830-erne på grund af politiske vanskeligheder i det muslimske Abbasiderrige og som igen havde ført til krise i Europa.
Ottos tidlige styre var kendetegnet af en række oprør fra hertugernes side. I 938 havde Eberhard, hertug af Bayern, nægtet at betale ham hyldest. Otto svarede med at gå i krig to gange, først i løbet af foråret og der efter i efteråret 938, besejrede Eberhard og forviste ham. Berthold, broder til Arnulf, tidligere hertug af Kärnten, blev ny hertug af Bayern.
Efter, at Siegfried, greve af Merseburg, døde i 937, krævede Thankmar dette grevskab, men Otto udnævnte Gero, broder til Siegfried, som den nye greve. I løbet af denne strid gik Eberhard 3. af Franken, og Wichmann den ældre oprør mod Otto, og Thankmar slog sig sammen med dem. Thankmar og Eberhard erobrede Belecke ved floden Möhne. Wichmann den ældre kom til en forsoning med Otto, og oprøret i Sachsen brød sammen. Fæstningen Eresburg blev belejret og til sidst erobret af Ottos hær. Thankmar blev dræbt ved alteret i kirken. Eberhard blev for en tid holdt fængslet ved Hildesheim, men blev senere sluppet fri. Han gik siden ind i en sammenslutning med Henrik 1. af Bayern, Ottos yngre broder.
Otto den Store og Danmark
7. juni 948: Der blev afholdt et kirkemøde i Tyskland, hvor man udnævnte bisper for bl.a. Ribe og Slesvig. I Århus blev Reginbrand indsat. Bispedømmerne var underlagt ærkebispen i Hamborg-Bremen.
965 : Kejseren udstedte privilegier, der fritog kirkens ejendom i "Danernes mark" for enhver skat eller tjenesteydelse. Det kunne han selvfølgelig sagtens gøre, da danskerne nok snarere betalte til Harald Blåtand på det tidspunkt, men udstedelsen antyder en aktiv tysk mission i Jylland.
Ca. samme år: Harald indførte Kristendommen i Danmark, jf. den Store Jellingsten, muligvis fordi Harald ved at konvertere til kristendommen fjernede den tyske kejsers motiv til at føre korstog mod Danmark.