Private noter

Noter til.   Ane Marie Vedel,    -          Index

Døbt:   
     Dato:   11-04-1757


Private noter

Noter til.   Otto Casper Valentin Wedel,   17-05-1788 - 01-01-1852         Index

Begravet   
     Dato:   08-01-1852
     Sted:   Holstebro Sogn, Hjerm Herred, Ringkøbing Amt


Private noter

Noter til.   Nissinius Vedel,   24-02-1730 - 25-03-1767         Index

Noter:
     Cap.pp.Visby 1759. P.ss 1760. r.C.St Laurentius 1763.



Private noter

Noter til.   Søren Vedel,   19-10-1765 - 14-06-1826         Index

Noter:
     Noter : Ugift
Efter en juridisk eksamen blev Søren Wedel regimentskvartermester og auditør ved de norske grenader bataillioner. Æret efter 1.Sjællandske bataljon let infanteri. Sin Fritid benyttede Han, der skal have været en god klaverspiller, til kompositions virksomhed, og 1792 opførtes en passionskantate af ham i flere københavnske musikselskaber. For teateret komponerede han følgende syngestykker: "Lise og Peter" (Text af Guldberg opført 1793), hvoraf Ouverturen og nogle nr. trykt, "Husarerne"(Text af Tode, 1794) hvilket ikke gjorde lykke, og endelig "Serenaden eller de sorte næser" 1795, som trods sin meget naive Text af Pram vandt bifald, så at et helt klaverudtog kom i trykken. Et lille godnat kor af dette syngestykke kan særlig fremhæves, De følgende år skrev han adskillige lejlighedskantater osv. men alle disse er forsvundne, dels gået i glemsel, selv kantaten "La Paix" 1802 som dog flere gange blev opført, 1810 Søren Wedel, der 1860 havde titel af overkrigskommisær tog sin afsked og rejste til Paris, hvor han opholdt sig i nogen tid. Han døde ugift 14/6 1826 på Augustenborg.



Private noter

Noter til.   Nissinius Vedel,   20-07-1767 - CA 1830         Index

Noter:
     ca. kirchspielv. Crempdorf. Borsfleth m.fl. Steinhorstberg amt Holsten



Private noter

Noter til.   Axel Vedel,   04-02-1859 -          Index

Døbt:   
     Dato:   02-04-1859


Private noter

Noter til.   Johan von Rantzau, til Breitenburg,   12-11-1492 - 12-12-1565         Index

Begravet   
     Sted:   Itzehoe, Schleswig-Holstein

Noter:
     Johan Rantzau til Breitenburg (1526), Rethwisch (1528), Mehlbek (1528), Bothkamp (1538) og Sturenhagen, f. 12 Nov. 1492 paa Steinburg, berejste fra 1516 England, Spanien, Italien, Grækenland, Lilleasien og Palæstina, blev 1517 slaaet til Ridder i Jerusalem, 1520 Hofmester for Hertug Christian (III) og gik med ham til Worms, 1522 Hofmester for Hertugdømmerne og Amtmand paa Gottorp, 1523 Marskal i Landet Holsten, ledede 1523-24 Belejringen af København og Malmø, 1524 Lensmand paa Krogen og Rigsraad, slog 1525 Bondehæren og bekæmpede Søren Norbys Opstand i Skaane, 1526 forlenet med Steinburg Amt, slog 1534 Grev Christopher tilbage ved dennes Indfald i Holsten og tvang Lubeck til Fred; s. A. forlenet med Aalholm.
Drog op i Jylland mod de oprørske Bønder under Skipper Clement, erobrede 18 Dec. Aalborg, gik over til Fyn og slog Bønderne ved Øxnebjerg 1535 (11 Juni), s. A. Lensmand paa Riberhus, ledede tilsidst Belejringen af København, 1536-40 Stiftslensmand over Riberstift Bispegods, 1538-52 Statholder i Hertugdømmerne, nedlagde 1545 som Modstander af Kongens Beslutning om en Deling af Hertugdømmerne sine Embeder som Hofmester og Raad, fik 1546 Amtet Reinbek i Pant paa Livstid, ledede 1559 Toget mod Ditmarskerne og slog dem ved Heide (13 Juni), død 12 Dec. 1565 paa Breitenburg, begr. i Itzehoe.

Fra www.geni.com:
Johan Rantzau er født 12.11.1492 på Steinburg og døde 12.12.1565 på Breitenburg.
Johan Rantzau er utvivlsomt den yngste af Heinrich Rantzaus fem sønner. Sin opvækst har han formodentlig tilbragt hos moderen i Itzehoe.
I 1520 udnævntes han til hofmaster for hertug Christian (senere kong Christian III) hvor han var rådgiver i en årrække. Ved broderens død i 1521 overtog han Steinburg amt og blev snart den førende politiker omkring hertug Frederik (senere kong Frederik I). Johan Rantzau var i realiteten feltherre bag Danmarks erobring i den følgende tid.
Lønnen udeblev heller ikke. Antagelig ved hyldning af Frederik I på Gottrop 14.4.1523 var han blevet udnævnt til holstensk marskal, broderens gamle embede. Efter 1523 blev Johan Rantzau ubestridt den ledende statsmand i det oldenburgske monarki. Da arbejdet med at afmønstre hæren var fuldendt skænkede kongen ham 24.4.1524 Itzehoe sogn for livstid. Virkelig syntes Johan Rantzau med fast hånd at have styret Frederik Is politik. Også i Danmark kom han herved til at øve en bestemmende indflydelse. Han deltog i forhandlingerne på herredagene, fik efterhånden store forleninger og optages i det danske rigsråd. Sine evner som hærfører demonstrerede han atter i Søren Norbys skånske oprør 1525 der grundlagde hans egentlige feltherrery. Da efterretninger om oprøret 11.3.1525 nåede Holsten befandt Johan Rantzau sig på Segeberg hvor Frederik I forhandlede med Lübeck. Det blev straks besluttet at han skulle sendes betrængte skånske rigsråder til undsætning. Da Johan Rantzau nåede frem var hele Skåne med undtagelse Malmø og Helsingborg i oprørenes hænder. 28.4.1525 rykkede han fra Malmø mod Lund med den skånske og sjællandske adels opbud og to fænniker landsknægte og stødte ved middagstid på de talmæssigt overlegne oprørsstyrker der havde forskanset sig bag en vognborg under Lund. Fjenden blev fuldstændigt slået, og et frygteligt blodbad fulgte som Johan Rantzau nøgent fastslår i sin rapport til Frederik I. Med dette slag var den militære situation helt forvandlet. Johan Rantzau kunne nu indeslutte Søren Norby i Landskrona, og en bondehær der truede med at falde i ryggen blev besejret ved Bunketofte 11.5.1525. Johan Rantzau ønskede dernæst at tage Landskrona med storm, men de skånske rigsråder satte sig imod og fik gennemført forliget af 27.6.1525 der sikrede Gotland for Danmark, men samtidig efterlod Søren Norby som en lantent trussel mod det nye styre. Frederik I var dog overordentlig tilfreds med hans indsats og skænkede ham 10.8.1525 Hans Mikkelsens konfiskerede ejendom. Desuden blev kongen som han allerede var blevet forlenet med 23.9.1525 ændret til et frit tjeneskelen. Endelig udnævntes han senest 21.2.1526 til hofmaster i hertugdømmerne. Det krævende marskal-embede havde han 1524 afgivet til Melchior Rantzau. Selv fik han nu en position der svarede til rigshofmasterens i Danmark.
I de følgende år blev Johan Rantzau´s vigtigste virkefelt udenrigspolitik. Fra sin post ved Elben fulgte han nøje udviklingen i Europa.
Den skæbnesvangre udsættelse af kongevalget kunne holstenerne imidlertid ikke hindre, og under Grevens fejde måtte Johan Rantzau atter erobre Danmark, denne gang for Chritsian III. Angrebet på Holsten maj 1534 kom fuldstændig overraskende. Det lykkes dog i al hast Johan Rantzau at samle nogle tropper og undsætte Segeberg som grev Christoffer belejrede. Dernæst sejrede han 10.6.1534 ved Eutin, indtog Travemünde og indledte en belejring af lübeck. Inden Stockelsdoft-freden 18.11.1534 ilede han mod nord for at knuse skipper Clements opstand. Johan Rantzau har selv i et brev skildret dette togt. Fra Kolding drog han med hovedstyrken til Varde hvor en bondehær "rappede" sig og slog 7.12.1534 bro over Skjern Å efter at bønderne forgæves havde forsvaret overgangen. I Ringkøbing der fandtes forladt blev der lavet mad - "og vi rettede selv an" tilføjer Johan Rantzau med barsk humor om de primitive forhold. 10.12.1534 nåedes Holstebro, 12.12.1534 Skive, 14.12.1534 Viborg, mens oprørshæren under skipper Clement flygtede, og bønderne overalt blev tvunget til at hylde Christian III. Inden Viborg havde de tropper der oprindelig af Johan Rantzau var blevet sendt til Randers forenet sig med hovedstyrken der nu udgjorde ni fænniker landsknægte (ca. 3.000-4.000 mand) foruden rytteriet. Med denne usædvanlige stærke og veludrustede hær drog Johan Rantzau 15.12.1534 i ilmarcher fra Viborg og nåede 17.12.1534 foran Aalborg. Uden at hvile rekognoscerede han selv om natten med sine officerer. Da man tydeligt kunne høre at der arbejdes på fuld kraft med at sætte forsvarsværkerne i stand besluttes det "at ville spise tidligt en morgensuppe med dem", som det hedder i Johan Rantzaus udtryktyfulde sprog. I over en time værgede de belejrede for sig, men derefter var modstanden brudt, og fjenderne der anslået til 800-900 landsknægte, borgerne og bønder blev ifølge Johan Rantzaus udsagn "alle myrdet".
Christian IIIs første regeringsår repræsenterer højdepunktet af Johan Rantzaus magt og indflydelse. Hans mange sejre indbragte ham værdifulde "priser" efter princippet at der tilkom feltherren en gård i hver erobret by. Foruden Hans Mikkelsens ejendom havde Frederik I 5.8.1529 overdraget ham møntergården i København. Grevefejden indbragte ham yderlige Børlund-bispens gård i Aalborg.
Selv levede Johan Rantzau en næsten fyrstelig tilværelse i sine fornemt udstyrede huse i Kiel, Lübeck og Itzehoe, men oftest dog på sit kære Breitenburg der både som bolig og fæstning var forsynet med alt hvad tiden formåede af raffinementer.
I sine sidste år levede Johan Rantzau tilbagetrukket, mest optaget af lokale anliggender. Han fulgte stadig udviklingen i Europa og vedblev at stå i forbindelse med Christian III og hans brødre, men undskyldte sig som oftest når de udbad sig hans nærværelse.
Ditmarkernes hovedstyrke var forsamlet ved Hemmingstedt, men Johan Rantzau førte i ilmarcher hæren tilbage over Albersdoft og angreb den følgende dag Heide fra nordøst. Stormen på Heide 13.6.1548 blev en overbevisende sejr - den gamle feltherres sidste - der førte til ditmarskernes fuldstændige underkastelse.
22.2.1563 udsendte Johan Rantzau på Breitenburg sit testamente der levner et fængslende indblik i hans tilværelse og formueforhold.
Efter lang tids svardom døde han ved middagstid 12.12.1565. På grund af pesten i Itzehoe stedtes han foreløbig til hvile i kapellet på Breitenburg.
--------------------
til Breitenburg (1526), Rethwisch (1528), Mehlbek (1528) Bothkamp (1538) og Sturenhagen.
Feltherre for Frederik I og Christian III.
Holstensk feltmarskal 1523.
Erobrede Danmark for Frederik I.
Medlem af Danmarks rigsråd.
Nedkæmpede Søren Norbys skånske opstand.
Erobrede Danmark påny i Grevens Fejde.
Statholder for hertugdømmerne.
Konflikt med Christian II ved arvedelingen.
Begravet i Itzehoe.